Liv i Kina

Farvel Huanren

2009-01-10T13:00:00.004+01:00

Da der stadig ikke er Internet på min skole, er jeg taget over på Tanjas skole i dag for at låne hendes Internet. Det bliver nok sidste gang jeg kommer på nettet inden vi tager herfra på mandag, så det er vel passende at lave et lille farvelindlæg.

De sidste par uger er gået med at sige farvel til alle eleverne, sige farvel til alle yndlingsrestaurenterne inde i byen (bl.a. den højt elskede nudelsupperesturent hvor en kæmpe portion koster under 6 kroner) og at planlægge vores rundrejse. Efterhånden er det hele begyndt at falde på plads, jeg har fået pakket og ryddet op i lejligheden, bestilt busbilletter fra Huanren til Shenyang, sendt 20 kg af mine ejendele med posten mod Danmark, og nu er vi egentlig klar til at tage afsted. Så klar som man nu kan blive når man skal sige farvel til det sted man har boet og været så glad for i fire måneder.

Jeg ved ikke hvad jeg forventede da jeg tog afsted. Men mit ophold her har uden tvivl overgået enhver forventning jeg måtte have haft. Det har været de mest anderledes, mest spændende, mest lærerige og så absolut de hurtigste fire måneder i mit liv. For det første er der landet og dens natur. Så stort og folkerigt at de regionale forskelle er ubegribelige, men alligevel er kineserne samlet som én nation, de deler én historie og (i princippet) ét sprog.
Så er der kulturen. Så anderledes end hvad jeg er vant til. De spiser frøer, orme, hunde, grisetryner, hønsefødder, you name it. De kører bil som sindsyge. De bøvser ved bordet. De smider altid bukserne som det første når de kommer indenfor. De giver hinanden cellofanæbler når det er jul. De ganbei'er. De spiser fuglefrø og de snakker volapyk (som jeg har fundet ud af ikke helt er volapyk alligevel). Jeg har fundet ud af, at jo mere jeg lærer om kineserne, deres kultur og deres historie, jo mere mangelfuld finder jeg ud af, at min viden er.
Og så er der projektet. For mit vedkommende har det med at være lærer aldrig været noget jeg har været interesseret i (og det er det heller ikke når jeg kommer hjem igen). Men at være lærer for kinesiske 1.g elever har vist sig at være det bedste ved hele mit ophold. Den der følelse af, at kunne give dem noget anderledes i deres hverdag. At føle at de får et pusterum fra ensformigheden, fra det kæmpe pres der ligger på deres skuldre fra forældre, lærere og dem selv om at skulle klare sig godt. For her er det altafgørende at klare sig godt. Beviset er lige uden for vinduet i deres klasselokale, hvor en gammel kineser trækker rundt på en vogn læsset med gamle papkasser. De er hans indtægtskilde. Eller lige rundt om hjørnet hvor en række fuldstændigt faldefærdige skurlignende huse med papirtynde vægge skal holde deres beboere varme i seksten graders frost. Oftest med plastic for vinduerne i mangel af glas. At kunne give dem lov til at have det sjovt, lov til at drømme, og mulighed for at udfolde sig uden at de bliver bedømt på deres grammatiske kunnen. Den følelse er helt speciel. Og det at kunne se en udvikling hos eleverne. Hvordan de får lyst til at diskutere, til at sige deres mening. Hvordan man lige pludselig kan mærke at de rent faktisk er blevet bedre til at snakke engelsk.
Og så får de en helt speciel plads i ens hjerte. Og jeg tror man får én i deres. Man er den eneste lærer som samtidig kan være deres ven, og man er for manges vedkommende den første fremmede de har mødt i deres liv.
Det er ikke til at sige hvem der har lært mest i timerne – mig eller dem? For samtidig med, at de (måske) har lært noget engelsk, har de lært mig, mere eller mindre bevidst, en hel masse om kineserne, deres kultur og deres mentalitet.

Jeg kommer til at savne at vågne op til noget der minder om tyrolermusik som brøler ud af højtalerne om morgnen når alle eleverne skal ud og løbe på stadion ude foran mit vindue. Jeg kommer til at savne at kunne gå ned i kantinen og spise uden at skulle lave mad selv. Jeg kommer til at savne diskoteket med det hoppende dansegulv, Mashuai, Kappa, diskomutter og alle vores andre venner der. Jeg kommer til at savne den koreanske, pandekagehuset og nudelsuppe. Jeg kommer til at savne class 2 med Li Guo Peng, Qu Wen He og alle de andre drenge som ikke kan snakke engelsk, tror at Dalai Lama har et kæmpestort gevær, og som jeg altid har det så sjovt med. jeg kommer til at savne class 3 som altid har været en af mine yndlingsklasser. Jeg kommer til at savne class 7 som er fuldstændig ustyrlige og hvis elever ligner dinosaurusser og hammerhajer. Jeg kommer til at savne class 11 hvor alting altid lykkedes fordi de var så fantastiske. Jeg kommer at savne Taras elever som jeg fik lov at undervise i to uger. Jeg vil savne Wang Yu og Dai Xinrong som bliver de sværeste at sige farvel til.

Vals, blåt hår og lynkinesere: At fejre nytår i Kina!

2009-01-01T16:19:00.003+01:00

Det er svært at forholde sig til det, men nedtællingen er begyndt til vi skal forlade vores skoler. Forholde sig til det bliver vi dog nødt til, har vi fundet ud af her på en noget inaktiv første januar. Vi bliver nemlig nødt til at få planlagt vores rundrejse. Så det er vi gået i gang med i dag. Og vi har besluttet, at den 12. januar bliver dagen hvor vi drager nordpå mod Harbin og skal sige farvel til vores elskede Huanren. Så langt så godt. Så er der i hvert fald noget der er på plads. Vi er også rimelig sikre på, at vi rejser fra Beijing til Danmark den 21. februar, for der udløber vores visum vist nok. Så smarte som vi er har vi bestilt billetten hjem til den 22. februar -dagen efter vores visum udløber. Så det skal lige ordnes. Men alt imellem den 12. januar og 21. februar er stadig rimelig usikkert. Dog begynder vi at få en ide om, hvordan vores rejseplan nogenlunde kan se ud. Vi venter på at høre fra Yan (kontaktperson mellem skolerne og Løgumkloster højskole) hvis hjælp vi har brug for, hvis det skal lykkes at komme til Tibet. Når rejseplanen bliver lidt mere færdig skal jeg nok skrive den ind på bloggen.

For tiden går der meget tid med at sige farvel. Jeg har haft min sidste time med class 1 og 2. Mine yndligselever fra class 2 blev efter timen i deres aftensmadspause for at forsikre mig om, at de vil cykle til Danmark for at besøge mig når de får en lang ferie. Den skal godt nok være lang.
Mandag og tirsdag i næste uge skal jeg sige farvel til resten af mine klasser. Det er ikke så sjovt og jeg kommer virkelig til at savne de små kinesere.
Eleverne har fri onsdag til søndag i denne uge på grund af nytåret, selvom det rigtige nytår i Kina først er den 26. januar hvor der er spring festival.
Alligevel fejrer de vores nytår med en ordentlig fest -det fandt vi ud af i går, og det vil jeg lige skrive lidt om:

På nytårsdag var vi ude og stå på skøjter med Wang Yu og Dai xinrong (Wang Yu's klassekammerat), og det var rigtig hyggeligt. Efter Tara er taget afsted er de to så søde til at holde mig med selskab fordi de er bange for, at jeg skal være ensom. Så de kommer næsten op og besøger mig i lejligheden hver dag i deres aftensmadspause, og om tirsdagen hvor jeg har en fritime imellem mine tre klasser, plejer de at komme ned i mit klasselokale og underholde mig fordi de har idræt den dag og let kan smutte.
Efter skøjtning og nudelspisning, tog vi over på Tanjas skole, hvor vi blev hentet i en taxa af mr. Lin - Tanjas kontaktperson. Vi havde lovet ham at tage med til noget nytårsfest med nogle elever, men vi anede ikke hvad det gik ud på. Det viste sig, at alle 3.g klasserne på Tanjas skole havde lejet lokaler til at holde fest i - og det viste sig, at vi skulle rundt og besøge alle de forskellige fester med mr. Lin. Det blev utroligt festligt og jeg tror ikke det kan tælles på én hånd, hvor mange gange der blev sagt 'I love you' til os af elever vi aldrig nogensinde havde set før. I dagens anledning havde næsten samtlige drenge valgt, at peppe nytårsoutfittet ud med blåt hårspray. Nogen gange også andre farver hvis det skulle være rigtig vildt. Hver gang vi kom til en ny fest ville de meget gerne høre Tanja og jeg synge en sang, så sangstemmen blev luftet rigeligt den aften. Også dansegenet blev tilfredsstillet da en af headteacherne (hvis kone er engelsklærer på min skole) bød mig op til vals - foran alle eleverne. Og jeg var vel at mærke højere end ham og jeg tror at det var mig der førte ham rundt på dansegulvet som en ægte gentleman. Og hver gang vi kom til et nyt sted ville de allesammen gerne gan bei'e med os. Den sidste fest vi kom til var med en idrætsklasser der næsten udelukkende bestod af drenge, og den endte med at blive en kæmpe middag med de efterhånden velkente kinesiske borde der kan dreje rundt, og med de efterhånden velkendte kinesiske retter. Og den efterhånden velkendte Baijiu - kinesisk brændevin som uden tvivl er det mest ulækre alkohol jeg nogensinde har smagt. Den valselskende headteacher fra før ville meget gerne have os til at lære ham at synge 'my heart will go on' -titelsangen fra Titanic - som aldrig er gået af mode i Kina. Det var en ubeskrivelig oplevelse at høre ham synge lyde der aldrig nogensinde har mindet om engelsk på en melodi der aldrig nogensinde har mindet om Titanicsangens. Middagen var i det hele taget ubeskriveligt festlig. Der blev konstant skrålet kinesiske sange (og nogen gange klassikeren 'Take me to your heart' for vores skyld) mens der blev trommet på borde, glas, tallerkner og metalbakker med chopsticks. Og den festlige headteacher gav et nummer der gik ud på at synge ned i en ølflaske (?).
Vi havde fået at vide at vi skulle være forberedte på at 'party with the students the whooooole night', og som vores kinesererfaring sagde os, betød det, at festen sluttede klokken et. Så der bevægede vi os hjem mod Yizhong, hoppede over hegnet og sov lige til en af mine elever ringede og vækkede os næste morgen, fordi han ville komme og besøge mig. Her er første januar åbenbart ikke helliget til tømmermændsplejning. Det endte faktisk med, at vi fik besøg af 4 elever i lejligheden. Men de er nu søde og jeg nyder al den tid jeg kan tilbringe sammen med dem.

Sheng dan kaui le fra Kina

2009-01-01T12:57:00.003+01:00

At holde jul i Kina langt fra alt der hedder rigtige juletraditioner har været noget af en oplevelse. Her kommer lige nogle highlights:

Den 24. december vågnede jeg ovre på Tanjas skole ved, at der blev banket meget ihærdigt på døren. Tanja åbnede (og jeg gemte mig pga. manglende tøj på min krop) og det var en masse elever der kom med æbler pænt indpakket i cellofan. Det er noget de gør her, giver hinanden æbler eller appelsiner på juleaften. ’Happay safety night’ siger de så, og man forstår slet ingen ting og smiler bare og siger happy safety night to you too. Nogle af mine elever har forklaret mig, at kineserne mener at den 24. er safety night og den 25. er et eller andet andet-night, som skal fejres med en masse øl. Safety på kinesisk hedder ping an og æble hedder ping guo. Fordi ordene lyder ens når man udtaler dem, giver man altså hinanden æbler på safety night.
På Yizhong er det blevet forbudt at give hinanden æbler den 24., for ifølge lederne vil det, Gud forbyde det, fjerne elevernes fokus fra at studere. Så det var ikke så mange elever der havde mulighed for at give mig æbler, men nogle gjorde det alligevel. På den anden skole resulterede Safety night i, at Tanja fik lavet en samling på over 30 cellofanæbler som nu pynter fint i lejligheden. Hvad man skal bruge 30 cellofanæbler til, ved jeg ikke.

Da jeg kom hjem fra Tanjas skole ved middagstid efter at have lavet risengrød hele morgnen, så vi kunne få risalamande om aftenen, ringede Wang Yu og bad mig møde ham i skolegården. Der gav han mig en seddel med nogle kinøjsertegn, som jeg skulle give i en butik nede i byen, hvor han have bestilt en and til mig. Eleverne må jo ikke selv forlade skolen, så jeg blev nødt til at hente den. Så blev julemiddagen lige reddet fra at være vegetarisk.
Ellers gik juleaftens dag med undervisning af fire klasser i træk. Tre af mine yndlingsklasser og Taras yndlingsklasse. Og jeg kunne ikke have fundet en bedre måde at tilbringe dagen på. Oven i købet var det i to af klasserne nok de mest succesfulde timer jeg har haft indtil nu undervisningsmæssigt. Klokken halv seks var jeg færdig efter at have givet privatkoncert i class 3 med julen har bragt velsignet bud, og jeg pakkede mit plasticjuletræ og al julepynten sammen og bar det, til stor begejstring for forbipasserende elever, op til lejligheden, hvor Tanja havde pyntet fint op med stearinlys og julemusik. Og så skulle jeg ellers have gang i madmutter-genet og kreere en dansk julemiddag med kinesiske ingredienser. Og hvis jeg selv skal sige det blev det faktisk rigtig godt. Vi lavede kartofler, rødkål, brun sovs og så havde vi jo også en and. Og glögg og konfekt og risalamande som egentlig bare var risengrød med mandler, og kirsebærsovsen blev erstattet af varm brombærsyltetøj. Og som kronen på værket kom Wang Yu på besøg og spiste julemiddagen med os (jeg tror ikke han kunne lide det). Han havde på en eller anden måde fået sneget sig ud af sin aftentime og over til os. Han gik klokken ni fordi det er der de får fri, og han blev jo nødt til at tage hjem til sine forældre som hvis han havde været i skole.
Tanja og jeg dansede rundt om juletræet til en karaoke-CD som Tanjas familie har sendt fra Danmark med danske julesange. Så kan det ikke blive mere kinøjserstyle. Og under træet lå cellofanæbler og pakker fra Danmark. Tusind tak for dem!

Den 25. var jeg helt vildt udmattet. Måske fordi jeg lige pludselig har fået dobbelt så mange klasser at undervise end jeg er vant til, fordi Tara er taget hjem. Lige inden jeg skulle undervise min første af tre timer i træk, mødte jeg mrs. Wang som inviterede mig ud på julemiddag om aftenen. Så efter den tredje time tog vi direkte ud for at spise. Jeg var så træt at jeg bare havde lyst til at gå direkte i seng. For at forstå det sjove i den situation jeg havnede i, skal mrs. Wang lige beskrives. Hun er vist en eller anden slags leder af engelskafdelingen ovre på skolen, sidst i fyrrene og omkring 145 cm høj. Over for os har hun altid været rigtig sød og vi har tit haft brug for hendes hjælp. Men over for eleverne er hun vist lidt af et mareridt. Jeg har brugt hende som mit bedste trumfkort i den her uge for at få eleverne til at være stille: ’mrs. Wang sagde til mig efter sidste time at vi havde larmet så meget, at hvis det fortsætter må jeg ikke undervise jer mere’. Og så bliver der ellers stille. Tanken om, at mrs. Wang kunne finde på at komme forbi er vist så skræmmende at de rent faktisk tier stille. Når hun kommer gående på gangene stopper alt der hedder hyggesnak, og eleverne kigger bare ned i jorden. Nogle gange udser hun sig nogle stakkels elever og peger på dem med sin ørnefinger og siger et eller andet på kinesisk, og så skal de ellers gøre rent eller et eller andet andet slavearbejde. Min elev Li guo peng i class 2 skrev på et tidspunkt en lille seddel til mig med et kinøjsertegn som han forklarede var et øgenavn alle eleverne på skolen kaldte mrs. Wang. Og han forsikrede mig om, at de alle sammen var meget bange for hende. Jeg puttede sedlen ned i min taske, men han blev helt hvid i hovedet og sagde ’no, no, no!’ og lavede tegnsprog til mig som viste at jeg skulle rive den i stykker. Tænk hvis hun fandt den!
Jeg følte mig utroligt malplaceret som jeg gik der sammen med mrs. Wang mens alle eleverne kom tilbage fra aftensmaden. Normalt plejer de altid at smile og sige ’HELLO!’, men nu kiggede de kun på hende og sagde ’lao shi hao’ –goddag lærer, hvortil hun sagde et lille grynt og bare gik videre.
Til middagen var det kun mig, mrs. Wang, hendes mand og en engelsklærer fra skolen, og det meste af snakken foregik på kinesisk, så jeg kunne sidde og stene lidt for mig selv, hvilket passede mig udmærket. Hver gang vi havde drukket det sidste af vores øl tænkte jeg, at nu skulle vi nok hjem så jeg kunne komme i seng, men nej. Efter middagen syntes de helt bestemt vi skulle på KTV –kinesisk karaokested som er helt vildt populært. Man får sit eget rum med TVskærm og karaokemaskine og så skal man ellers bare synge. Og ikke nok med, at jeg skulle sidde der med tre kinesere i slutningen af fyrrene, en af lederne fra Yizhong, mr. Liu, og hans kone sluttede sig til os. Så var vi fem halvgamle kinesere –og mig. Og selvfølgelig skulle jeg hele tiden synge Titanic –for det var den eneste engelske sang der var. Underholdende var det dog, især da mr. Liu inviterede mig op på en vals og gav mig en buket kunstige blomster. Da jeg blev kørt tilbage på skolen gik det lige pludselig op for mrs. Wang, at jeg jo ikke kunne komme ind igennem porten fordi det var for sent. Jeg forsikrede hende om, at jeg da bare kunne hoppe over hegnet -det havde jeg jo alligevel gjort før. Et kort øjeblik glemte jeg vist lige hvem jeg snakkede med. Dagen efter mødte jeg mrs. Wang (som gav mig en reprimande fordi nogle ledere havde været oppe i min lejlighed og konkluderet at mit køkken ikke var rent nok. Så kan man lære at låse sin dør!), og hun mente helt bestemt at jeg måtte have hoppet over hegnet MANGE gange før, så god som jeg var til det. Ups.

At blive 22 kinesiske år

2008-12-10T09:59:00.004+01:00

Jeg tror det er første gang i mit liv der har været sne på min fødselsdag. Og selv her, hvor oddsene er en del bedre for en hvid 9. december end derhjemme, var sneen ved at smelte og temperaturen var over frysepunktet. Dagen efter kom der så sne igen, så nu er her fint og hvidt og frostvejr igen.
Min fødselsdag startede med, at Tanja og Tara vækkede mig med fødselsdagssang og kaffe og gaver på sengen. Meget dansk-fødselsdags-agtigt med dannebrog og det hele. Men det var stort set også det eneste der mindede om de 19 andre fødselsdage jeg har prøvet i Danmark.

Ovre på skolen lige inden English Corner mødte Tara Li guo peng, en af mine elever fra class 2 som havde 'a small toy' til mig. 'Okay, are you going to English Corner?' spurgte hun (fordi hun ville fortælle at vi skulle være i et andet lokale), og han svarede 'what?! No! A small toy!' mens han viftede med sine fingre. En hilsen han altid bruger når han ser os, og som regel er det efterfulgt af et weeeen zhuuu (mit kinøjsernavn). Det siger lidt om kommunikationsmulighederne nogle gange. Men han skulle også til English Corner og jeg fik mit small toy som var en lille CJ7 space dog -en meget populær kinøjsisk tegneseriefigur som jeg er blevet fan af uden nogensinde at have set tegneserien. Jeg har allerede en space dog hovedpude og en space dog nøglering. Det er sådan en hvid én med et grønt hoved og en antenne oven på hovedet. Så jeg er meget glad for min nye til samlingen som er blevet døbt Li guo peng.

English Corner om tirsdagen er altid lidt af et kaos, fordi vi har class 1 til 5, som er de klasser der larmer mest og de klasser der er dårligst til engelsk. Liang de chao, en af mine elver fra class 2 (som aldrig har været til mine timer) har af en eller anden uforståelig grund besluttet at komme til English Corner hver eneste gang. Han er helt utroligt irriterende og provokenrende og har fået tilnavnet Liang de lort eller bare lorten. Nu kan det nok lyde utrolig strengt, men han ødelægger English Corner hver gang, og vi har flere gange måttet smide ham ud, hvilket ikke er en særlig rar følelse og hvilket ikke burde være nødvendigt.
Nå, nok om det. Vi var så heldige at møde ham på diskoteket i fredags hvor vi lige havde sat os ned med en øl og en skål fuglefrø. Lige pludselig stod han der og smilede og sagde 'go dancing go dancing' mens jeg bare ønskede jeg kunne synke i jorden (fra nu af er det forresten slut med at tage på disko når eleverne har hjemmeweekend!). Det valgte han så at gøre meget tydeligt opmærksom på til English Corner hvor han konstant lavede dansebevægelser og lavede technomusiklyde. Og spurgte 'go jumping (at danse hedder vist at hoppe på kinesisk, hvilket også er meget sigende i betragning af at dansegulvet faktisk hopper), have fun?'. Så der fandt alle eleverne ud af, hvad vi går og laver i fritiden mens de sidder og laver lektier. Og de synes forresten allesammen at diskoteket er et meget meget dårligt sted for os at færdes. 'Very bad people' siger de altid hvis man spørger til det. Men vi elsker det og er blevet gode venner med alle dem de synes er 'bad people'. F.eks. kommer diskomutter altid over og siger hej når vi er der, og vi er gode dansevenner med Kappafyren som er der hver eneste gang. En tur på disko uden Kappa er bare ikke optimal. Men det behøver eleverne jo ikke lige vide.

Senere på dagen mødte vi Wang Yu ude på legepladsen, og han sagde at han lige havde været oppe i lejligheden og stille noget til mig. 'I didn't know what you needed so I hope you need this' sagde han. Da vi så kom op i lejligheden stod der en AND på spisebordet med et hjemmelavet happy birthday Liv skilt i. Altså ikke en levenede én, men en stegt and med hoved på og det hele. Og næb. Så typisk kinesisk. Den står stadigvæk inde i køleskabet fordi jeg ikke lige kan overskue at spise den. Men jeg bliver jo nødt til at smage på den på et tidspunkt for ikke være alt for utaknemmelig.
Da vi lidt senere skulle over og undervise, mødte vi Wang Yu igen, og jeg sagde mange tak, og han kunne slet ikke forstå at vi ikke allerede havde spist den. Nej, nej, det kan to piger da også sagtens lige gøre på en halv time, det er klart.

Vi fandt ud af, at grade 3 eleverne havde tests nede i de lokaler vi plejer at undervise i, hvilket betød, at Tara og jeg blev nødt til at slå vores klasser sammen og undervise to på en gang i et lokale. Umiddelbart en dårlig ide, fordi vi i denne uge lærer dem at synge en engelsk sang, hvilket i sig selv kan blive ret larmende med bare én klasse. Men jeg kan rigtig godt lide at undervise sammen med Tara, og det gik overraskende godt, lige indtil der var fem minutter tilbage af timen og de allesammen råbte 'can you sing the song for us?' og kiggede med bedende øjne op på os. Tara flygtede bogstavligtalt ud af klasselokalet og gemte sig ude på gangen, og så stod jeg der med hundrede kinesere og tohundrede skæve hundeøjne der kiggede på mig. Hvad andet er der at gøre end at synge en solo så? De der kender mine sangevner ved, at det ikke kan have været noget kønt syn (kan man sige kønt hør?).

Efter den pinlige episode var det dejligt at Tanja kom over med en wei hao mei kage (wai hao mei er Huanrens mcD med et w som logo i stedet for et m) som er dejlig syntetisk men smager godt. Det er den tredje wei hao mei kage jeg har fået inden for de sidste to uger forresten. Og så havde hun lige nogle ekstra overraskelser med. For det første en kæmpestor champagne som smagte af gær, og så et halvanden meter højt platicjuletræ MED pynt, som hun med noget besvær havde købte på vejen herover. Det var egentlig beregnet som pynt ude foran en butik (hvilket forklarer at det allerede var pyntet da jeg fik det), men hun fik sig forhandlet sig frem til, at de godt kunne undvære det. Så nu er julen reddet og vi kan komme til at danse rundt om det!

Tak til Tara og Tanja og alle kineserne (inklusiv Liang de lort) for en god fødselsdag. Og som overskriften siger, er jeg nu blevet 22 kinøjserår. Kineserne siger nemlig at man er ét år når man bliver født, så hvis en elev f.eks. er 17 år, er han i virkeligheden 16. Så nu er jeg i kineserøjne 21, og så har jeg lige add'et et ekstra år for at sætte mig lidt i respekt overfor mine stort set jævnaldrende elever. Det var et tip jeg fik fra starten og som jeg har fulgt meget konsekvent. Det lyder meget fuskeagtigt, men når jeg har sagt at jeg er 21 har de allesammen sagt 'ooooh soooo young!'. Så de skulle bare vide at jeg har været 19 hele tiden.

Og som om jeg ikke har fået fødselsdag nok, så føles det næsten som om jeg også har fået gaver i dag. Dog af en mindre materiel art. Som sagt lærer vi dem at synge en engelsk sang i denne uge, og det er simpelthen så sødt at se eleverne når de sidder der og synger. Især class 3 som jeg underviste i dag var søde. Det er en klasse med en hel masse utroligt sjove og larmende drenge som næsten ikke kan snakke engelsk. De gik virkelig meget op i at synge, og alle drengene (ham jeg kalder plys, ham der gerne vil flyve ind i nogle tårne i USA, basketfyren, ham der er meget meget pæn og ham der ligner en pakistaner)var allesammen fuldstændig opslugte af sangen som er en kærlighedssang fra High School Musical. Et uforglemmeligt syn.

Jul på kinøjsisk og lidt om sne

2008-12-04T16:07:00.001+01:00

I morges da vi vågnede var hele landskabet hvidt. Ikke bare sådan fesent hvidt som det nogen gange er i Danmark når der har sneet lidt, men fuldstændig hvidt med et tykt lag sne over det hele. I går var der ingen tegn på sne, temperaturen lå et godt stykke over frysepunktet, og vi rendte rundt udenfor med en fleecetrøje som eneste overtøj. I dag er det minus ti grader, så det ser ud til at sneen bliver liggende. Det er heller ikke tøsne, for man kan ikke lave en snemand af det – vi har prøvet. I vores begejstring over sneen løb Tara og jeg ud og lavede sneboldkamp samtidig med, at alle eleverne var ude og løbe deres obligatoriske formiddags-fire-runder-på-stadion. Nogle af eleverne vovede at kaste lidt snebolde på os, men resten så bare lidt overraskede til mens vi fes rundt som små børn, mens de skulle løbe pænt på ræd og række og i takt. Men jeg tror de trak lidt på smilebåndet af os. Vores ven Wang Yu synes for resten også, at jeg altid opfører mig som et lille barn, så hans fornemmelse blev nok forstærket. Men det er bare så længe siden jeg har set sne. Og så er det utroligt smukt med bjergene som er blevet hvide, og samtidig er solen fremme og der er ikke en sky på himlen. Jeg havde virkelig lyst til at sige til mine elever i dag, at undervisningen var aflyst, og at vi skulle ud og lege i stedet, men det gik desværre ikke.
Til gengæld fik Tara og jeg leget vild sneboldkamp med hele class 9 (som er min klasse), som var ude på fodboldbanen med deres lille engelsklærer Betty som var fuldstændig indsmurt i sne efter alle de vaskere hun havde fået. Efter flere gange at være blevet lagt ned af samtlige drenge i klassen lignede Tara og jeg to snemand, som vi kom vraltende ind til English Corner, som vi havde lige bagefter. Eleverne kiggede godt nok lidt underligt på os som vi kom der, helt røde i ansigterne og med is i håret, men English Corner var nu alligevel rigtig hyggeligt.
Efter English Corner var vi på vej over i lejligheden da vi mødte Wang Yu og nogle piger fra han klasse, og det resulterede i endnu en vild sneboldkamp mens en masse grade two elever sad oppe i vinduerne på grade two bygningen og heppede og grinede hver gang vi blev lagt ned i sneen. Nu ved vi, at kinesere får blå øjenbryn når der kommer sne i –man lærer jo noget nyt her dag.

Sneen har lige tilført lidt julestemning her til Huanren. Vi har virkelig gjort vores for at peppe december lidt op, f.eks. pyntet op i lejligheden. Tanja og jeg var ude og stjæle lidt gran fra nogle af træerne, så nu hænger der gran i gardinerne, og vi har lavet en meget usmagelig dekoration i en gammel nescafe-krukke. Vi fandt også noget utrolig flot selvklæbende julepapir nede i en af de små butikker i byen, så nu hænger der lyserøde, blå og hvide hjerter på væggene. Og så har Taras forældre slæbt et kæmpestort kalenderlys med fra Danmark, så det er vi hele tiden tændt. Vores adventskrans består af fire fyrfadslys og er lidt trist. Men den er der da. Taras forældre har også taget chokoladejulekalendere med til os, så hver morgen starter med noget dejlig chokolade. Og det sidste juletvist er, at Tanja har lavet en pakkekalender til os, med en pakke til hver dag, som hænger og pynter på gardinstangen. I går fik vi hver sådan en gasagtig-maske som man kan tage for mund og næse for ikke at fryse, og i dag har vi fået en pakke hønsefødder. Puha, vi håber at standarden for snacks i kalenderen bliver lidt bedre. Hønsefødderne må jeg nok indrømme er blevet smidt ud, så meget kineser er vi alligevel ikke blevet.
Derudover er jeg blevet verdensmester til at lave melaminrisengrød, og det bliver lavet rigtig tit. På fredag skal vi lave det til en elev der kommer på besøg, så det er spændende at se, hvad de siger til den måde at lave ris på. De kan sikkert ikke lide det. Sådan er det for det meste når man giver dem noget dansk mad, de synes det er underligt. F.eks. havde Tara nogle flødeboller med over på lærerværelset fra Danmark i anledning af hendes fødselsdag, og de bliv modtaget med noget anstrengte ’mmmm.. delicious’. Jeg har tænkt mig at prøve at give dem nogle af de kattepoter mine forældre har sendt fra Danmark (mange tak for pakken, har lige fået en til i dag, men der står at den ikke må åbnes før min fødselsdag, så jeg ved ikke hvad der er i endnu..) når det er min fødselsdag. Det synes de helt sikkert også er noget mærkeligt noget. Men så kan de forstå hvordan vi har det hver gang vi sidder på lærerværelset og de stikker et eller anden mærkeligt i hånden på os. Nogle gange må man bare smile og vinke.

Tara er kommet tilbage efter hendes rundrejse med sine forældre, og det er rart at have hende til at holde mig med selskab igen! I sidste weekend fejrede vi hendes fødselsdag med syntetisk kinøjserkage. Det kan altså ikke konkurrere med lagkage. Ellers er der vist ikke så meget nyt at fortælle andet, så jeg vil slutte for denne gang.

Du ved, du har været i Kina for længe, når..

2008-11-23T03:39:00.003+01:00

.. din yndlingssnack er fyglefrø.

.. du synes en taxa er dyr hvis den koster over 4 yuan.

.. du bøvser til middage uden at lægge mærke til det.

.. du er blevet fan af flødebollepop.

.. 'Interesting' er blevet det mest brugte ord i din engelske ordforråd.

.. du kan kommunikere flydende på tegnsprog.

.. du hellere vil spise med chopsticks end ske.

.. du godt kan lide majspølser og øresvampe.

.. du ikke undrer dig over, at tiårige drenge kommer over og skåler med dig i øl.

.. du elsker kolde ris.

.. du ikke kan danse på et diskotek uden et hoppende dansegulv.

.. ordene 'hen hao' har erstattet 'OK'.

De kære elever

2008-11-16T12:33:00.003+01:00

Jeg vil lige skrive lidt om, hvordan det går med undervisningen.
Vi har fået English Corner op at køre, hvilket betyder, at vi har 5 elerver fra hver af klasserne 3 gange om ugen. Tirsdag har vi class 1-5, onsdag class 6-10 og torsdag class 11-14. Det vil sige 25 elever hver gang. De rykker hele tiden rundt på vores tider, men som det er lige nu, har vi faktisk English Corner i 45 minutter ad gangen, hvilket er mere end en hel undervisningstime. Det fede ved English Corner er, at jeg ikke har den der følelse af, at jeg bør sørge for at alle eleverne er med, og at der er meget vigtigt at de lærer noget. For det meste leger vi bare en leg, og de er så få, at de fleste kommer til at sige noget. De kommer frivilligt, og alternativt skal de sidde i deres klasselokale og lave lektier mens læreren vogter over dem med falkeøjne, så jeg tror det er ret populært. Og så er vi to lærere til at styre det, hvilket jo er det rene overflod til så få elever, så det er utroligt afslappet og kræver ikke så meget af os.

Den rigtige undervisning går rigtig godt synes jeg. Selvom jeg ikke er særlig pædagogisk og selvom jeg er dårlig til at skælde dem ud når de larmer. Jeg ser dem nok lidt mere som venner end som elever, hvilket godt kan give bagslag når de begynder at larme og jeg ikke kan komme igennem med noget som helst. I min begejsting over det amerikanske præsidentvalg tænkte jeg, at det ville være fedt at snakke med dem om verdensledere og valg (altså ikke sådan at trække demokrati ned over hovedet på dem, men prøve at snakke om, hvilke egenskaber der var vigtige hos en leder). Det der med at vælge en leder kunne de ikke rigtig forholde sig til tror jeg, men det blev alligevel interssant da jeg bad dem lave en afstemning om, hvem der var den bedste leder i klassen. Jeg bad dem vælge én ting de ville ændre hvis de var leder af hele verden, og så bad jeg 5-6 elever komme op til tavlen og holde en lille tale for resten af klassen, som så skulle stemme om, hvem der var bedst. De ting de ville ændre varierede meget fra klasse til klasse. De kedelige ville bare sørge for at der ikke var så mange lektier i skolen, at maden i kantinen var bedre, eller at alle fik gode karakterer. De mere interessante ville ændre nogle ting, der fik mig til at tænke over, hvor forskellig deres verdensopfattelse er fra den jeg er vokset op med i Danmark og Vesten. Mange ville sørge for, at Kina blev det mægtigste land i hele verden og at alle snakkede kinesisk. Én sagde at han ville starte 3. verdenskrig så der kun var ét land tilbage, og det var Kina. Hans klassekammerater begyndte at protestere på kinesisk og pege op på mig, hvorefter han rettede det til Kina OG Danmark. Andre ville gå i krig med USA og slå George Bush ihjel. Én ville endda flyve ind i nogle flere bygninger i USA ála 11. september, hvilket han demonstrerede med en papirflyver i mangel af engelske gloser.
Et par uger forinden havde vi OL-tema, hvilket på en eller anden måde resulterede i snakke om Irakkrigen og Tibets uafhængighed. Også her gik det op for mig, hvor forskelligt vi ser på verden. De var allesammen enige om, at USA var et dårligt land fordi de gik i krig i Irak for at få deres olie. Jeg prøvede at forklare dem, at USA selv forklarer invasionen som en nødvendighed for at skabe fred, men de grinede bare og sagde, at 'Sadam is a good person'! Ikke just en holdning man støder på derhjemme. Om Tibet sagde de at 'Tibet thinks China belongs to Tibet (hvad er det for noget? Det er da overhovedet ikke det det handler om..), but in fact, Tibet belongs to China, and they should let it be that way..'. Det er fedt at man kan få dem til at sige deres mening om sådan nogle ting.

Det er dog ikke altid vi har sådan nogle seriøse emner. Sidste uge legede vi, og i denne uge skal vi se film. Tara er ude at rejse med sin familie, så jeg skal undervise hendes klasser og mine egne på samme tid. Det vil sige 100 elever på én gang, og det løses altså bedst ved at sætte en film på. Men man sætter jo ikke bare sådan en film på. For det første skal man censurere alle de film fra, der har for meget kærlighed og kys osv., det kan de jo slet ikke håndtere. Og det begrænser altså udvalget en del. Derudover skal det være noget de kan forholde sig lidt til. Så valget er faldet på intet ringere end High School Musical! Så nu skal jeg se High School Musical 7 gange i de næste to uger! Men eleverne er helt vilde med den, så jeg tror de bliver glade.

Egentlig er alle mine syv klasser gode, men især class 2,3, 7 og 11 er mine yndlings. Sidst da jeg kom ind i 2’eren råbte de ’Wen Zhu (mit kinesiske navn) we missed you! We very missed you’ og så er jeg jo helt solgt. 3’eren har nogle utroligt sjove drenge som der altid er gang i, og som altid er meget underholdende. 7’eren har en masse søde elever, bl.a. dinofyren som jeg har fundet ud af hedder Liu Hao Wen, som er noget for sig selv. Helt utroligt kikset, og jeg tror de andre driller ham lidt, men han er simpelthen så sød, og vil altid meget gerne snakke efter timerne. 11’eren er min dygtigste klasse, og lige meget hvad man underviser i, siger de nogle rigtig gode ting, og forstår det meste af hvad jeg siger. Den eneste klasse jeg ikke så godt kan lide, er 1’eren. Her kommer min tålmodighed virkelig på prøve fordi de altid larmer ad helvedes til, og ikke tier stille selvom jeg nærmest råber af dem og bliver helt rød i hovedet af raseri. Her kan jeg virkelig mærke, at jeg ikke er særlig god til at være en autoritet over for dem, for jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal sætte mig i respekt. Deres andre lærere kan jo slå dem og jeg ved ikke hvad, men de ved udmærket godt, at jeg ikke rigtig kan straffe dem på nogen måde, og derfor hører de vist ikke rigtig efter. Det værste af det hele er, at jeg jo udmærket godt forstår at de snakker med hinanden i mine timer. Som jeg sikkert har skrevet utallige gange, går de jo i skole fra omkring seks om morgnen til ti om aftenen, så når de endelig har mulighed for det, er det jo meget forståeligt, at de tager sig en snakker og catcher up på verdenssituationen. Så de er den største udfordring for tiden.

Ellers er jeg blevet en stor fan af bestikkelse, fordi jeg har fundet ud af, at det kan få eleverne til at få lyst til at lære engelsk. Jeg sad og ordnede mine billeder på computeren den anden dag, og fandt et billede af en af mine elever fra sportsdagen som jeg ikke vidste jeg havde taget. Han er en af dem der altid sidder bagerst og aldrig siger noget. Jeg printede det ud til ham og gav det til ham efter en time, hvilket har resulteret i, at han nu konsekvent sidder på første række og dukker op til English Corner. Selvom han stort set ikke kan sige noget på engelsk.

De gæstfrie kinesere

2008-11-16T12:21:00.001+01:00

Jeg fik min første aha-oplevelse med det kinesiske sprog for et par uger siden, da vi var ude at spise med Mashuai, og rent faktisk kunne føre en form for samtale. I starten var Mashuai egentlig mest af alt en belastning, fordi vi på ingen måde kunne kommunikere med ham, og det eneste han kunne sige var ’I love you!!’ til os alle sammen på skift, hvilket han så også sagde hele tiden. Siden da har han droppet kun at sige ’I love you’, og kan nu også snakke om andet. Hver gang vi mødes med ham har han lært et nyt engelsk ord, og hver gang forstår vi lidt flere af hans tegnsprogssignaler. Det er en ret speciel oplevelse at sidde der og spise to danskere og én kineser, der ikke rigtig har noget fælles sprog, men et par kinesiske og engelske ord og en masse kropssprog, og så alligevel kunne kommunikere. En samtale foregår for det meste med at han snakker kinesisk mens han laver en masse kropssprog, og vi snakker en blanding af dansk, engelsk og kinesisk.
Mashuai inviterede os hjem og besøge sine forældre, og dagen efter hentede han os i en taxa, og vi kørte ud til en lille by ca. 20 kilometer fra Huanren, hvor hans forældre boede. Det var simpelthen den hyggeligste lille landsby med små kinesiske skuragtige huse der lå meget tæt, høns der løb frit rundt i gaderne, der egentlig var grusstier, vogne trukket af køer og heste, og en gang i mellem en knallert eller en af de trehjulede biler de har her i Kina. På hjørnerne sad byens gamle i efterårssolen og arbejde på forskellige ting mens de lige fik ordnet verdenssituationen. Vi blev præsenteret for hans bedsteforældre der så meget stolte ud over, at deres søm kom slæbende på to stornæser –højst sandsynligt de eneste stornæser der nogensinde har været på besøg i den by. Vi havde forventet at Mashuai boede i et af de mange skurhuse, og vi havde regnet med, at hans familie var rimelig fattig. For det første fordi Mashuai tilsyneladende ikke går i skole, og fordi han havde fortalt os, at han havde tre søstre, hvilket bestemt ikke er normal på grund af familiepolitikken. Så vidt jeg kan forstå, er det tilladt at få to børn hvis den første vel at mærke er en pige, men får man flere, er der en masse privilegier man går glip af, så som økonomiske tilskud til skole og hospital for børnene. Men vi blev overraskede! Mashuais forældre boede i byens største hus med to etager, to store hunde i gården, en masse høns i bur, og det kinesiske svar på en Audi i garagen. Her skal det lige indskydes, at selvom huset var godt i kineserforstand, var toilettet et das uden tag eller egentlige vægge ude i haven. Intet vand eller toiletpapir eller noget. Og det er altså i et land hvor der ofte er minus ti grader om vinteren. Der tror jeg ikke man har lyst til at gå på toilettet.
Mashuais mor havde lavet mad til os, og menuen stod på frøer! Det er en delikatesse, og jeg er sikker på, at det er meget fin mad, men det er første gang, jeg har haft virkelig, virkelig svært ved at spise deres mad her i Kina. De lå bare der på tallerknen med deres små frøhænder med fingre på, og med deres små hoveder med den bløde hud ved hagen som de bruger til at kvække med. Men der var jo ikke andet at gøre end at dig’ge in. Det uheldige ved måltidet var, at der ikke rigtig var andre retter end frøretterne. Normalt når man spiser ude i Kina fyrer de den af med tusind forskellige retter, men her var kun frøer og så en kærkommen gammel kending: grøn peber og røræg. Efter to frøer følte jeg at jeg havde gjort det godt, og gik sulten som jeg var i gang med et ordentligt stykke grøn peber… troede jeg! Det viste sig så at være grøn chili, og en utroligt stærk en af slagsen. Det medførte at min mund og mave først var ved at eksplodere, og derefter bare var fuldstændig lammede, og at mine øjne begyndte at græde. Så var glæden ved det måltid ligesom slut.

Udover Mashuas hjem, har vi været på besøg flere steder.
Vi har lavet dumplings hjemme hos Mrs. Hong som er engelsklærer på skolen, og Mrs. Wang, vores kinesiske mor og redningsmand i diverse pressede situationer, inviterede os hjem i sidste uge. Hendes hjem var kæmpestort og meget velhavende så det ud til. Hun boede der sammen med sin mand, sin svigermor, sin søn når han var hjemme fra universitetet i Shenyang, og en ’servant’ som hun formulerede det. Alle familiemedlemmerne havde store værelser med fladskærmsfjensyn og det hele, og tjeneren havde et lille bitte værelse, hvor der lige var plads til en seng og en kæmpe kasse af et fjernsyn, som jeg næsten vil gætte på var et sort-hvid fjernsyn. Mrs. Wang viste os en masse feriebilleder fra alle de rejser de havde været på. Det er ikke så normalt, at man har været ude at rejse her i Huanren, men mrs. Wang og familien havde både været i Thailand, Japan, på Taiwan og i Mongoliet. Hun er lidt utraditionel, og er vist heller ikke medlem af partiet. Men hendes mand er en eller anden form for embedsmand, så helt kommunistfrit var hjemmet ikke. Og der var da også et lille billede af den kære Mao på hylden. Mrs. Wang ville særligt gerne have at vi lige fik set nogle billeder af hendes søn som hun blev meget glad for at høre var ih og åh så ’handsome’.
En sjov ting ved at være hjemme og besøge kineserne er, at man opdager hvor forskellige rutiner man har. Som det aller første får man altid stukket et par sutsko i hænderne, og man tager altid skoene af før man træder indenfor. Alle de steder vi har besøgt, har folk smidt bukserne, så de har rendt rundt i deres lange underbukser og et par sutsko. Vi er også ofte blevet opfordret til at smide noget tøj, men har altid beholdt bukserne på. Mrs. Wang rendte rundt i et par utroligt smarte knaldrøde lange underbukser med matchende røde sutsko. Og de tænker på ingen måde på, at det er underligt sådan at smide tøjet.

Lidt om at værdsætte når man bor i et land hvor strømmen ikke går!

2008-10-31T05:58:00.008+01:00

Lige en hurtig kommentar om hvordan man tilbringer en fredag formiddag i Huanren når man ikke skal undervise:
I morges vågnede jeg af mig selv klokken halv syv fordi jeg frøs så meget selvom jeg havde pakket mig ind i rullekrave, strømpebukser og dyne. Jeg tændte for mit elektriske varmetæppe, langede ud efter min sovepose som ekstradyne,og lagde mig om på den anden side for at sove videre. Varmetæppet er den nyeste guldinvestering som vi kan takke Wang Yu for. Det ligger under lagnet, og når man tænder det bliver der dejlig varmt under dynen. Eneste minus er, at det ikke er så motiverende at stå ud af den dejlig varme seng, når lejligheden er så kold, at der kommer røg ud af munden når man ånder. Nå, jeg fandt så ud af, at jeg ikke kunne sove igen! Noget fuldstændig uhørt jeg aldrig har prøvet før. Måske er det fordi det i Kina er fuldstændig lyst der klokken halv syv. I hvert fald var mit indre ur ikke indstillet på at sove mere. Efter et par sider i Vilde Svaner vågnede Tara også, og vi gik ind i stuen for at få en dejlig varm kop te. Vi glædede os, for i dag havde vi fået at vide, at der ville komme varme på radiatorerne i hele byen. Dog ikke noget vi mærkede noget til der tidligt på morgnen hvor vi måtte pakke os ind i mange lag tøj. Men dagen var jo stadig ung. Lige så snart jeg havde sat vand over i gryden til den der kop te, lød så den umiskendelige og lidt for velkendte lyd af strømmen der går. Det er sådan en sivelyd fordi alle elektroniske ting går ud på en gang. Ikke noget der kom som den store overraskelse, da strømmen har det med at gå ret tit. Jeg lagde mig tilbage i min seng som stadig var dejlig varm selvom varmetæppet jo ikke virkede uden strøm, og ventede på, at strømmen kom så jeg kunne få noget te. Det plejer lige at tage noget tid, måske en halv time, så virker det igen.
Men nej! I dag kom strømmen så ikke tilbage, hvilket resulterede i, at vi lå under vores dyner med tre par lange underbukser, rullekrave, ulden undertrøje OG fleecetrøje, halstørklæde og i Taras tilfælde hue og vanter. I starten var det meget hyggeligt, men efterhånden blev det ret kedeligt at ligge der i kulden og vente og vente på at få noget strøm så vi kunne lave te og havregrød. Da klokken blev 11 besluttede vi, at pakke os ind i så meget tøj som muligt for at face kulden. Det blev for mit vedkommende til seks par bukser uden på hinanden, otte trøjer herunder rullekrave, ulden undertrøje, en uldcardigan, en stor uldstrik og en fleece, en dynejakke, tre halstørklder, vanter og en kommunist-bjørneskindshue. Et utrolig kønt syn. Med alt tøjet på fik vi mod på at stå op, og gå ned i byen på jagt efter noget mad (toget af tøjet kom lige af inden vi gik ud, men jeg beholdt fire af bukserne på). Da vi kom tilbage ved halv et-tiden, var strømmen kommet igen, og jeg sidder nu og nyder den længe ventede kop te. Dog er der stadig ingen varme på radiatoren. Men så længe der er varmt vand klager jeg ikke.
Moralen med dette lille indlæg er, at man skal huske at værdsætte at bo i et land hvor strømmen rent faktisk virker OG hvor der er varme i radiatoren. Det er også typisk kinesisk, at vi får at vide at der kommer varme, og i stedet tager de al strømmen. Men jeg er optimist, og regner stærkt med, at der kommer noget varme i aften!

Jeg har lagt billeder ind af vores tøjindpakning under 'De første tegn på vinter'.

Jeg tilføjer lige sidste nye varmeupdate her lørdag morgen: Da vi kom hjem fra disko/madskur hvor vi tilbragte fredag aften for at få noget varme, var det lige pludselig kommet varme i radiatoren i opgangen. Jeg blev så glad at jeg vist kom til at vække hele opgangen med at råbe på Tara og danse en sejrsdans. I soveværelset var succesen gentaget, og der var VARMT! helt fantastisk! Jeg har i nat sovet UDEN flere par skiunderbukser. Desværre har de valgt ikke at sætte varme på inde i stuen. Men soveværelset er nu dejlig lunt!

At være gæst i et kinesisk hjem

2008-10-25T06:48:00.002+02:00

Fredag var vi blevet inviteret hjem til Jiani, en af Taras elever, fordi eleverne har fri i denne weekend (noget der ikke sker så tit, og de kalder det ’holiday’). Vi regnede med at det bare var noget med at spise en hel masse frokost og så komme hjem igen. Men der tog vi fejl. Jiani bor en times kørsel væk fra Huanren, oppe i bjergene. Busturen var lidt af et helvede med dythornet presset i bund, kæmpe huller i vejen og hårnålesving hele vejen. Det eneste man kunne se på turen var bjerge, marker med høstakke fordi de lige er blevet høstet, og en gang imellem noget der mindede om et brændeskur hvor er tilsyneladende boede mennesker. Der var også andre elever med bussen, og af og til stod de af midt på en mark, og vi tænkte ’her kan man da umuligt bo?!’. Efter en times tid kom vi så lige pludselig til noget der lignede en by, og her stod vi af. Byen lignede andre kinesiske byer med nogle mærkelige butikker, trehjulede biler og noget markedes-agtigt noget hvor de solgte alt fra øresvampe til halvdøde frøer. Vi kom op i Jaini’s lejlighed som var en typisk kineserlejlighed med utrolig dårlig indretningssmag. Rundt om stikkontakterne var der blonder, der var julepynt på alle dørene, sofaen var betrukket med noget der lignede turkist leopardskind og på sofabordet stod en kæmpe klods af en stenfigur forestillende to elefanter der sprøjter vand ud af snablerne. På væggen hang et gigantisk fladskærms TV – det er noget de prioriterer i Kina åbenbart. Jeg tror det er et meget typisk højere middelklassehjem. Vi fik hurtigt at vide at vi skulle tage vores tøj på igen, fordi vi skulle over til Jainis bedsteforældre og spise frokost. Bedsteforældrene boede i det mest hyggeligt lille kineserhus (kunne godt forveksles med et skur udefra), og da vi kom var der fuld gang i det lille køkken, hvor bedstemor var i gang med at lave mad. Bedsteforældrene var utroligt søde og meget, meget begejstrede for at se os. Vi blev plantet på kang’en (en meget hård seng som er opvarmet fordi skorstensrørene løber nedenunder den – meget smart når det er koldt udenfor), og fik så ellers besked på at spise og spise og spise. Vi fik nogle utroligt lækre dampede boller med kødfyld. Vi (og Jaini) var de eneste der spiste. De andre stod bare og kiggede og sørgede for, at der hele tiden var overvældende meget mad på bordet. Og Jaini’s mor sagde hele tiden (på kinesisk, Jaini oversatte) at vi skulle spise noget mere, og at hun var bange for, at vi ikke blev mætte.

Mætte blev vi! Og samtidig stod det lige pludselig klart, at familien regnede med, at vi blev hos dem hele weekenden. De havde købt ind til aftensmad, og de ville gerne lave dumplings med os dagen efter. Vi havde ingenting med udover vores tøj, og vi var bestemt ikke forberedte på, at skulle blive og sove to dage i træk. Vi havde en aftale søndag med Wang Yu (Taras elev fra sidste år som vi har været ude og spise med nogle gange) om at lave mad til ham i lejligheden, og egentlig havde vi også en aftale om, at vi skulle hjem og spise med Marsvin og hans forældre lørdag. En aftale jeg håber utroligt meget ikke bliver til noget. Marsvin er blevet helt utroligt belastende på en faktisk lidt ubehagelig måde. Og så var weekenden jo også sat af til at forberede undervisning og English corner til næste uge. Vi fik forklaret dem, at vi havde en aftale lørdag, og at vi altså blev nødt til at tage hjem. Dog kunne vi se på det hele, at vi blev nødt til at blive og sove en nat, ellers ville det simpelthen være for pinligt.

Efter frokost fik vi spist en masse fuglefrø, frugt og kastanjer, og så tog Jaini os med ud for at se byen. Vi endte på hendes gamle skole, og det var en ret speciel oplevelse. Vi kom ind på engelsklærernes lærerværelse, og de blev meget glade for at se os. Vi blev plantet på en stol, fik stoppet en kop kogende vand i hånden (til at drikke), og udspurgt om diverse spørgsmål. De havde aldrig før haft foreign teachers på skolen, og var meget begejstrede. En af lærerne ville meget gerne have os med ind til sine klasser, så vi endte med, at stå foran hans klasser og svare på spørgsmål. Han introducerede os som kommende fra det meget rige Danmark, og han sagde at dette var en enestående chance for dem to face the foreign teachers. Og så står man ellers der og har bare at diske op med nogle guldkorn. Vi blev bedt om at introducere os selv, og jeg skulle skrive mit kinesiske navn, Wen Zhu, på tavlen. Pinyin (den måde de kinesiske tegn er oversat til vores alfabet, så vi dumme stornæser kan finde ud af at skrive det) har bare den lille detalje, at ordene kan betyde en hel masse forskelligt, så det er afgørende hvilke toner der er over ordene (kinesisk har fire toner). Jeg havde selvfølgelig lige glemt hvilken vej tonerne over mit navn vendte, og tænkte at det nok var lidt ligegyldigt, så jeg prøvede mig med Wèn Zhù. Der blev lidt stille i klassen, men Tara grinede ret højt, og sagde, at det vist ikke var rigtigt. Zhù betyder nemlig gris. Fedt nok, jeg har stået der på tavlen og skrevet at jeg hedder gris. Jeg fandt så ud at, at mit navn skrives Wén Zhú –det betyder bambus, men det er da i det mindste bedre end gris. Klasserne havde en masse spørgsmål, bl.a. om vi kunne synge en engelsk sang. Fedt, den kunne vi ikke rigtig slippe udenom. Så vi gav os til at synge ’A whole new world’ som er temasangen fra Aladin. Eller det vil sige Tara sang og jeg var fuldstændig flad af grin imens. Pinligt igen. Efter spørgsmålene blev der taget billeder, og man fik helt krampe i smilebåndene af at smile så meget på kommando.

Aftensmaden blev igen spist hjemme hos bedsteforældrene, og igen var det kun os der skulle spise. Der var de lækre boller med kød, søde kartofler dyppet i karamelliseret sukker, bønner, kylling, en skål risagtig grød med ris og vand til hver, og så et lækkert fad med store sorte larver. Dem slap jeg heldigvis udenom at spise, de lugtede virkelig ikke godt, og jeg var i forvejen virkelig, virkelig mæt. Da vi havde overbevist dem om at vi var mætte (de tror ikke rigtig på os når vi siger det), drak vi en ti-femten kopper jasminte mens der kørte noget kinesisk fjernsyn om et Asia-Europe meeting on a win-win solution. Så gik vi tilbage til Jainis lejlighed, og regnede med, at vi skulle slå tiden ihjel med at sidde og snakke med hende. Hun er ret irriterende i længden og meget fnisepiget-agtig. Men nej, Jaini gik i seng, og så sad vi der helt alene i stuen med kinesisk fjernsyn og et bord fyldt med frugt og te som vi på mystisk vis fik proppet ned i vores allerede meget fyldte maver. Efter en utroligt spændende kinesisk 80’er film med engelske undertekster, besluttede vi at gå i seng. Vi havde fået Jainis værelse, og skulle dele hendes seng. Fint nok for mig, men Tara blev vist lidt træt af, at jeg i søvne meget gerne ville ligge i ske hele tiden. Omkring klokken 23 kom Jainis mor så lige pludselig hjem, og vi kunne høre at hun havde medbragt mere mad. Vi lå der halvnøgne under dynen og kunne simpelthen ikke få os selv til at stå op iført underbukser og stroptrøje og spise mere mad. Så den fik vi sneget os uden om.

Næste morgen står vi så op, og får at vide, at vi lige skal have noget mad (vi var stadig stopmætte fra i går) inden vi skal hjem. Morgenmaden består af en kinesisk barbecue-agtig ting. En stor gryde med vand koger over et blus, og man skal så putte alle mulige ting ned i det kogende vand: Kød, noget der ligner salat, hele små blæksprutter, hvide og lyserøde (?!) fiskeboller, forskellige svampe, glasnudler osv. Ved siden af får man en skål med noget ret speciel sovs til at dyppe alle tingene i, og så en skål ris. Ikke lige drømmemorgenmaden med sådan en gang kød med sovs, men ned kom det. Jainis mor kunne bare ikke rigtig forstå konceptet at være mæt. Da Tara først begyndte at sige at hun ikke kunne spise mere, blev hun ved med at smide fiskeboller og glasnudler over på hendes tallerken og sige spis. Ikke som en opfordring men en kommando. Jeg spiste pligtskyldigt tre blæksprutter selvom jeg var mæt, og alligevel blev der hele tiden smidt ting over på min tallerken. Lige en blæksprutte mere, lidt flere svampe, noget mere kød og nogle flere lyserøde fiskeboller. Da vi på en eller anden måde fik forklaret hende, at nu kunne vi simpelthen ikke mere, fik vi stukket noget te i hånden, og Jainis mor havde købte nogle gaver til os. Sådan nogle lykke/pynte-ting med røde snore og et æble i perler. Meget grimme, men jeg blev rigtig glad for den, det var utroligt sødt at hende. Busturen hjem gik med at holde tungen lige i munden og prøve ikke at få det dårligt med to kilo barbecuesovs i maven og en masse hårnålesving. Jainis mor vil meget gerne have at vi kommer tilbage og laver dumplings med hende en dag, så nu må vi se, om ikke vi ender med at komme tilbage på et tidspunkt. Eleverne har dog først ’holiday’ igen om tre uger. Stakkels små kinesere.

Jeg lægger billeder ind fra besøget under ’elever og andet i den stil’.

Kinesiske mysterier

2008-10-08T16:30:00.004+02:00

0) Kinesisk (in)effektivitet
Jeg tilføjer lige et mysterium som jeg har lagt ekstra meget mærke til her på det sidste. Kineserne har en meget mærkelig balance mellem at være utroligt effektive og virkelig ineffektive. F.eks. gik hele september uden at vi fik English Corner op at køre, og da det blev oktober havde vi heller ikke fået nogle af de penge, der står i vores kontrakt vi skal have hver måned til at købe mad for. Efter at have spurgt mrs. Wang et par gange om English Corner uden at der skete noget, havde jeg lidt forberedt mig på, at det ville komme til at tage tid. Alligevel gik vi en aften over på skolen for lige at høre om der snart skete noget. Mrs. Wang var lidt forvirret over hvad English Corner egentlig var (det står ellers i vores kontrakt at vi skal lave det), og hun kunne heller ikke lige huske hvor mange penge det var vi skulle have. Så jeg regnede med, at det ville tage mere tid. Men allerede næste morgen ringede mrs. Wang og bad os komme over. Hun havde penge til os for to måneder og vi skulle allerede starte English Corner næste dag -og fremover have det 3 gange om ugen.
Da vi dagen efter kommer over i det lokale vi skal have English corner i, skal man igennem et forfaldent biologilokale for at komme derind. I lokalet ligger der knust glas, gamle bøger, reagensglas med de mærkeligste ting i, og plasticlunger, levere eller hjerter over det hele. 'I will ask some students to clean it up' siger mrs. Wang, og vi tænker, at det kommer til at tage en evighed før det lokale bliver fint. Men nej, da vi et par timer senere tropper op til English corner, er lokalet fint og ryddet.
Et andet eksempel er, at Tara og jeg en dag stod og kiggede ud af vinduet. Pludselig går det op for Tara, at de huse, der engang var lige ovre bag basketbanerne ikke længere er der. Hun spørger mig undrende om der ikke engang var huse der, og jo, da jeg kom var der huse hvor der boede mennesker. Det er som om husene fra den ene dag til den anden bare er forsvundet, og erstattet af noget meget jævnt jord.

1) Den kinesiske trafik
.. ligner ved første øjekast noget fuldstændig uoverskueligt rod. Når man kigger nærmere finder man ud af, at det er et fuldstændig uoverskueligt rod! For det første kører bilisterne efter mottoet: 'Brug hellere dythornet end bremsen'. Det betyder at der konstant dyttes i trafikken. Nogen gange også selvom der ikke er andre trafikanter - bare lige for en sikkerheds skyld. Det tog lige lidt tid før jeg vænnede mig til, at det ikke var mig og mit blege danskeransigt de dyttede af. Men udover dythornet som ser ud til at være en overlevelsesregel, er der tilsyneladende ikke noget der hedder regler i trafikken. Der overhales indenom, der køres slalom og sikkerhedsseler findes ikke. Umiddelbart en kombination der umuligt kan føre noget godt med sig, men lur mig om jeg aldrig nogensinde har set et færdselsuheld i Kina. En enkelt gang holdt en taxa med én (og kun én) smadret forlygte på vejen i Huanren, men det medførte også et stort spetakel og en masse mennesker der blokerede hele vejen i flere timer. Selvom man tilsyneladende kan trække sit kørekort i en automat her, klarer de alligevel en rimelig sikker trafik. Og det skal også lige nævnes at der udover biler, motorcykler og cykler også er rickshaws, hestevogne og af og til vogne trukket af køer i trafikken. For udefrakommende er det noget med at lukke øjnene og slå korsets tegn i håbet om at overleve, men på en eller anden måde lærer man, at der ikke er så meget at frygte.

2) Kinesisk indkøb
..er tilsyneladende et stort udvalg af rimelig ubrugelige ting (set med ensidige vestlige øjne). Det er helt umuligt at opdrive kyllingefilet, oksekød eller almindeligt svinekød, men til gengæld har de metervis af kølediskplads fyldt med grisetryner, hønsefødder, orme og andet i den dur. Er man på jagt efter yoghurt kan man kun få frugtyoghurt med underlig smag og sukker, og får man fingrene i noget yoghurt natural er det fuldstændig proppet med sukker. Har man lige en sød tand der skal tilfredsstilles, kan man få geleagtig slik, tørret frugt-slik (og her skal det lige tilføjes at det gerne er sådan noget grannåleagtig wunderbaum-smag), og jordnødder med vand i skallen, jordnødder med hvidløgssmag, jordnødder i alle tænkelige udgaver. Derudover er alle grøntsager i Kina gigantiske. Skal man have nogle gulerødder får man noget der ligner roer, skal man have en fersken får man noget på størrelse med en lille håndbold. Den anden dag fik vi stukket et stykke af noget i hånden ovre på læreværelset som smagte som radisse, og som havde en diameter på mindst ti centimeter. Når vi nu er i masverdenen skal det også lige nævnes, at kinesere er utrolig glade for alle former for hoveder. Spiser man frokost i kantinen kan man nogle gange få noget med kartofler der smager ret godt. Det syntes vi i hvert fald indtil den dag Tara første gang fandt et helt kyllingehovede med hanekam og det hele nede i maden. På et tidspunkt fik jeg også noget med fisk i kantinen, og sørme om jeg ikke var så heldig at få hele to fiskehoveder med. Nam nam og så er der serveret.

3) Kinesisk musiksmag
Man skulle tro at der med 1,3 mia. mennesker var grobund for noget god musik. Og nu skal jeg heller ikke komme og sige, at der ikke i nogle af storbyerne er noget undergrundsmusik der minder lidt om noget rock'n'roll, men min erfaring er, at kinesere kun er vilde med to genrer: Pop og techno. Og gerne så poppet og technoet som muligt. Når man går en tur ned af Huanrens gader kan man være heldig at støde på klassikere som Venga Boys' we're going to Ibiza eller den der 'Im a big big girl in a big big world. Ellers er der gerne hardcore techno på fuld drøn i højtalerne i diverse tøjbutikker. Og så er de vilde med at synge allesammen. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg er blevet spurgt om jeg kan synge en sang, og det er efterhånden sket mange gange, at jeg har måttet give en lille koncert med 'jeg ved en lærkerede' eller den danske nationalsang for at give lidt variation. Tilgengæld har jeg fået diverse privatkoncerter (og stort set kun fra drenge) med Michael Learns to Rock's 'Take me to your heart' (en sang ingen har hørt om i DK, men som alle kinesere kender), Im a big big girl, Titanic-sangen eller noget andet i den stil. Jeg har virkelig skullet tænke på noget meget sørgeligt, for ikke at bryde sammen af grin mens sådan en lille sød kineserdreng med stemmen i overgang og rystende af koncentration synger Im a big big girl, eller synger noget volapykengelsk på Titanicmelodien. Det er utroligt at hele befolkningen tilsyneladende har kronisk dårlig musiksmag (jf. inlægget om infernobusturen til Dalian med pophelvedes-TV kørende i fire timer i træk). Hertil skal det også nævnes, at de tit hører engelsk musik som de absolut ikke forstår noget af. Tara har en gang set en masse gamle damer danse kineserdans på government square til en sang med teksten 'boom boom I want you in my room and we can spend the night together..', og i Dalianbussen brøllede en sang med teksten 'heey we want some pussy' lige pludselig ud af højtalerne.

4) At køre i taxa
.. er i sig selv ingen stor bedrift. Bedriften består i, at kommunikere med chaufføren som ALTID knævrer løs på kinesisk. 'Ting Bu Dong' prøver man, som på helt basalt stenalderkinesisk betyder 'forstår ikke'. Så bliver der grinet, og så kommer der ellers en ny smøre på kinesisk. Ting Bu Dong prøver man igen, eller hvis man er rigtig vovet bevæger man sig ud i 'wo bu hui shuo han yu' -jeg taler ikke kinesisk. Så bliver der ellers plapret videre fra chaufførens side, og man sidder og får helt krampe i smilebåndene af at smile og se sød ud og nikke og lade som om man forstår noget.

5) At få street respect
Som tidligere nævnt et par gange, kan kineserne godt lidt at drikke øl (det siger lidt at jeg på min computer har en mappe der hedder 'fest', hvor der er 300 billeder, mens mappen 'elever' kun har 18 billeder). Kan man drikke en øl i én tår er man noget så great og strong og jeg ved ikke hvad. Kan man få en af de store mænd til at brække sig er det endnu bedre. Man får kastet cigeretter i hovedet, og når man siger nej forsvinder lidt af den opbyggede respekt så igen. Hver gang Tara og jeg går igennem porten til vores skole, griner portmanden (ham der åbner og lukker porten) og hans venner altid og laver tegnsprog for at drikke en øl. Så laver de en opadvendt tommelfinger til os og griner videre. Det er vi åbenbart gode til, og det kan de godt lide. Måske er det derfor, at vi aldrig har hørt noget for, at vi utallige gange er kommet for sent hjem og har klatret over hegnet. Her skal det lige nævnes, at det er meget svært at finde ud af, om de regne én for at være voksen eller være et barn. På den ene side skal vi drikke øl hele tiden, og det er uhøfligt at sige nej. På den anden side skal vi helst være hjemme klokken 21 om aftenen, og vi skal helst ikke snakke med fremmede kinesere vi møder uden for skolen. Det er ret forvirrende at finde ud af.

5) Kinesisk tabu
er ikke til at finde ud af. Sådan noget med at være tyk eller grim eller smuk er ikke noget de lægger skjul på. 'Hende der den fede' kan man få at vide når man spørger hvilken lærer der har nøglen til det lokale man skal undervise i, og i det hele taget lægger de ikke fingre imellem. Jeg tilgiver aldrig Marsvin (vores kineserven) for at pege på mig, da vi på et tidspunkt var ude og spise, og lave håndtegn der viste en tyk mave. Derefter pegede han på Tanja og lavede tegn for en tynd mave. Og de stakkels kinesere forstår jo ikke hvorfor vi bliver fornærmede. På den anden side skal man slet ikke begynde at tale om noget der er i familie med at kysse, holde i hånd og på ingen måde noget der har med sex at gøre. Så går de fuldstændig i baglås.

6) Hvordan man bliver afhængig af de mærkeligste ting
Det er mig en gåde hvordan jeg på så kort tid er blevet afhængig af kaffe, jordnødder og tomat med røræg.

7) Hvordan man ændrer sig
Feks. er jeg begyndt at stå op klokken otte frivilligt om morgnen selvom jeg kan sove så længe jeg vil (vores første time begynder altid kvart i tre om eftermiddagen). Nu har jeg gået i skole i 13 år og kæmpet mig op hver morgen som en anden zombie, og så går der en halvanden måned og jeg er næsten blevet A-menneske. Derudover har jeg mistet lysten til at shoppe - jeg kan simpelthen ikke overskue tanken om at kigge i butikker, og jeg har det egentlig bedst iført mit lækre skiundertøj.

8) Hvordan eleverne kan betyde meget for én
Jeg kom egentlig til Kina for at opleve kulturen tæt på. Det der med undervisning var bare noget der ligesom fulgte med, og som jeg tænkte bare skulle overstås. Men hvad sker der? På en eller anden måde får de der elever lige skubbet til et eller anden inde i én så man bliver helt blødsøden og savner dem når de tager hjem på ferie. Det er mærkeligt så glad man bliver når de siger 'hello teacher' med deres stemmer der lyder som om de holder sig for næsen, når de siger 'very very thank you' hvis man har gjort et eller andet for dem, eller når de får ens mobilnummer og skriver sms'er som 'do you remember my name or I will be very angry'-og det er helt umuligt at huske alle deres kinesernavne. Af og til siger de uforståelige ting, og jeg tager mig selv i at lave et meget tydeligt kropssprog til dem når jeg underviser (f.eks. skulle jeg sige at jeg havde badet i Dalian i ferien, og tog mig selv i at stå og lave svømmebevægelser med armene imens), men selvom man ikke forstår hvad de siger, føler man sig helt knyttet til dem. Underligt!

8) Hvordan Kina får en særlig plads i ens hjerte
Selvom her er koldt såvel inde som ude, og jeg nu sidder iført skiundertøj, halstørklæde, sutsko og sovepose og skriver dette indlæg (overvejer også at finde mine vanter), selvom der lugter som en hel roskildefestial nogle steder på gaderne, selvom strømmen går og man ikke kan få kaffe, selvom man ikke forstår en skid, selvom Internettet er censureret, selvom de spiser så mange fuglefrø at de får hakker i deres fortænder, selvom skolesystemet minder om tortur, selvom man aldrig for noget som helst at vide før i sidste øjeblik, selvom vi egentlig ikke laver så meget andet end at vente på at komme over og undervise, så bliver man hurtigt betaget af Kina. Jeg ved ikke hvorfor, men måske er det netop fordi alt er så anderledes. I hvert fald er Kina et meget gæstfrit land, og kineserne er det venligste folk jeg nogensinde har mødt. Så på trods af deres sinsyge trafik, deres underlige madvaner, deres dårlige musiksmag, deres mærkelige sprog og traditioner - eller måske netop på grund af det - har Kina altså allerede fået en særlig plads i mit hjerte.

Dalian og lost in translation

2008-10-04T17:11:00.001+02:00

Vores Dalian-tur startede klokken kvart over seks tirsdag morgen, hvor et otte timer langt businferno begyndte. Ruten gik for det meste gennem nogle enormt snørklede små veje der bugtede sig rundt om bjergene, dythornet var permanent presset i bund, og den overfyldte bus lugtede af sur kinesersved. Ikke nok med det, fik vi også noget der mest af alt mindede om illegale flygtninge med i bussen. De blev plantet på midtergangen på skamler, og der sad de så i næsten otte timer uden rigtig at kunne bevæge sig, mens de gumlede på hønsefødder og andre godter som de havde med. En gang imellem stod de af bussen, og skamlerne blev pakket sammen. Så kørte bussen et par minutter, og stoppede så for at blive tjekket af politiet. Efter tjekket kørte bussen et par minutter, og så kom de der flygtninge-agtige mennesker på igen (jeg forstå ikke helt hvordan det lod sig gøre) og skamlerne blev atter fundet frem. Ikke nok med, at der ikke rigtig var plads til vores lange danskerben i bussen, så kørte der også noget af det mest uudholdelige hjernevaskningsfjernsyn jeg nogensinde har set. I fire timer i træk blev der vist en slags show med en kvinde der lignede en pige på ti med rottehaler og en meget skinger stemme, og en mand, som sang nogle uudholdelige sange til noget der mindede om popmusik blandet med technorytme. Volumen var på det højeste niveau den overhovedet kunne komme, og det var umuligt at høre hvad hinanden sagde eller hvad man selv tænkte. Min iPod var en god ven i nøden, og den blev skruet helt op for at overdøve larmen. Det eneste positive der er at sige om den tur er Flæske. Den sødeste lille kineserdreng jeg nogensinde har set (Tara døbte ham det flatterende navn Flæske), som sad på sædet foran os. Han snakkede vi med i lang tid, og han pludrede og lavede luftkys til os. Ikke til at stå for, og sjovt nok var han den i bussen vi havde lettest ved at kommunikere med.

Dalian viste sig at være i en helt anden klimazone end Huanren. Otte timer mod syd resulterede i sol, blå himmel, og vigtigst af alt: strand. Dalian er kendt for sine strande, og dem benyttede vi flittigt. Ret utroligt at man kan bade i Oktober når man tænker på at der næsten er permafrost i Huanren. Solen mindede mig om, at jeg uden tvivl er et sommermenneske –hvilket ikke er specielt brugbart når jeg befinder mig i et land der er på vej til at gå ind i en istidsagtig vinter. Så jeg håber at jeg kan gemme noget af solenergien og finde den frem når det bliver rigtig slemt. Ud over at bade og spise en hel masse mad (Dalian havde vestlig mad, hvilket fik madhjemveen i gang hos de andre piger), var vi også lige inde og vende på et kinøjserdisko med knæklys over det hele og latexindpakkede mandlige podiedansere.

Dalian bød også på mine første rigtige lost in translation-oplevelser. Da vi den første dag besluttede at købe busbilletten hjem for at være i god tid, og for at være sikre på at komme tilbage i tide, viste det sig at være letter sagt end gjort. Vores hotel var lige ved stationen/busterminalen, så vi regnede med, at det bare handlede om, at gå ned i et af billethusene og få det ordnet. Vi havde bedt mrs. Wang (vores kontaktperson på Yizhong og vores redning i adskillige situationer) om at skrive en sms til Taras telefon (den kan kinesertegn), hver der stod, at vi gerne ville have en billet til Huanren lørdag morgen. Så den regnede vi bare med at vise til billetdamerne. Men da vi viste dem den, begyndte de at skrive alle mulige kinesertegn og nogle tal på et stykke papir som de gav os. Da vi tilsyneladende ikke forstod noget som helst af, hvad der stod, prøvede de sig med noget utrolig hurtigt kinesisk. Da det heller ikke virkede, opgav de og betjente de næste kunder. Uden billetter og uden at fatte hvad der foregik vandrede vi så lidt rundt indtil vi mødte én der kunne lidt engelsk. Han hjalp os så med at spørge om billetten, og det viste sig at der var cirka en million forskellige billethuse og en million forskellige steder man kunne sige på busser. Efter at have vandret rundt med ham i bagende sol og et utroligt menneskemylder i meget lang tid var konklusionen, at det ikke var muligt at få en billet til Huanren fra Dalian. Lidt pressede og meget forvirrede besluttede vi at prøve igen. Men lige som vi skulle til at give os i kast med endnu en omgang billetvolapyk, ringede mrs. Wang og sagde at man ikke kunne bestille billet, men at hun ville ordne det.
Hun fik bestilt billetter til os i en bus som ville køre klokken halv syv lørdag morgen, og som ville køre fra ’across the street from the station’. Det lød meget overskueligt i betragtning af, at vi boede lige ved stationen. Men det skulle igen vise sig at være lettere sagt en gjort at finde den bus. Klokken halv seks stod vi klar ude på gaden som allerede var fuld af liv og duft af kinesisk morgenmad som blev tilberedt på gaderne. Mens jeg købte forsyninger af fuglefrø, chokoladekiks, æbler og vand til turen, gik de andre tre i gang med at lede efter bussen med det nummer mrs. Wang havde givet os. Klokken blev seks, og den blev kvart over seks, og vores bus var der stadig ikke. Til gengæld var der omkring en million andre busser, og det var ikke lige til at overskue hvor ’across the street from the station’ var. Så ringede Tanja og sagde, at hende og Helene havde mødt nogle meget ivrige mænd som kunne forstå ordet ’Huanren’, og som havde vinket dem over til det fjerneste hjørne af stationen. Vi gik derover, og mændene forsikrede os om, at der ville komme en bus til Huanren. ’Soon’ sagde de når vi spurgte om hvornår. Da klokken var halv syv var der stadig ingen bus, og vi var de eneste der stod og ventede sammen med de der mænd. Jeg var overbevist om, at der ville komme en eller anden lille minibus som vi så skulle sidde i som de eneste sammen med dem i otte timer, og betalt en kæmpe overpris, hvis de da overhovedet kørte os til Huanren. Klokken tyve i syv var der stadig ingen bus, og vi var fuldstændig sikre på, at den bus mrs. Wang havde bestilt plads i til os, var long gone. Men så lige pludselig kom en bus kørende, og sørme ikke om den havde det rigtige busnummer. Vi var de eneste der steg på, men bussen var allerede helt fyldt. Det virker som om, at det der med at hente os var en speciel aftale mrs. Wang havde lavet med bussen, for den stoppede ikke ved noget stoppested, men holdt bare ind der ved vejen hvor vi stod, og kørte igen lige så snart vi var kommet på. Det var helt utroligt at det lykkedes, og havde det ikke været for de der mænd, havde vi aldrig fundet den bus.

I bussen mødte vi Flæske igen, og han smilede over hele femøren da han så os. De havde droppet musikhelvedet denne gang, hvilket gjorde det hele meget mere behageligt. De små veje, den dårlige lugt og varmen var der dog stadig. Men ellers er det heller ikke en rigtig Kina-bus. På vejen hjem opdagede vi, at bladene på træerne pludselig var blevet røde. Bjergene er utroligt flotte med sådan et miks af røde, gule og grønne farver, og nu er det i hvert fald officielt efterår.

Dage i sportens tegn

2008-10-04T16:17:00.000+02:00

Så er det vist tid til lidt updatereinger fra livet i Kina.
Først lidt om sportsdagene som hele Yizhong havde forberedt sig på lige siden jeg kom, og som ikke gik stille for sig. Jeg vil prøve at beskrive indmarchen som den må have set ud fra sidelinjen (nu deltog jeg selv med yderst gode march-moves, så det med sidelinjen kender jeg ikke til). For det første var hele skolen pyntet op: På bygningerne hang lange bannere med volapykskrifttegn, hele løbebanen var tegnet op så den ikke længere kun var en grusbane, men rent faktisk var inddelt i løbebaner, der hang store balloner i luften, og hele vejen rundt om løbebanen stod borde og stole til hver klasse, pyntet med blomster, balloner, flag og bannere. Ved syvtiden søndag morgen var luften kold og diset, og bjergene bag skolen kunne kun lige anes. Der var en summen af stemmer fra de tre tusind elever og lærere der var ved at stille op bag ved skolen. Der blev råbt kommandoer på kinesisk og for lige at sikre at marchrytmen sad fast, blev der råbt yi, er, yi – de kinesiske ord for én, to, én. Ved ottetiden overdøvede lyden af trommer den summende snakken. Dumdumdum-dum lød det i takt fra de elever der på store og små trommer, med trommestikker påført røde flag, indledte marchen sammen med tolv elever bærende på en kæmpeudgave af det kinesiske flag, og elever bærende på et stort banner med teksten: Huanren yizhong – skole nummer ét, Huanren. Trampende i yi-er-yi-takten kom derefter elever bærende på røde flag, og efter dem kom en gruppe elever med gule, grønne, blå og røde flag. Så kom lærerne. Mændene forrest og derefter kvinderne. Alle iført nålestribede mørkeblå jakkesæt. Alle undtagen de to danskere i midten som var iført sort rullekrave, jeans og kondisko. Og så lyst hår som stak et halv meter op over alt det sorte hår. Et kønt syn. Især fordi marchrytmen ikke lige sad fast hos danskerne, der i modsætning til kineserne ikke er vokset op med militærtræning som en fast del af skoleskemaet. Efter lærerne kom klasserne. Startende med grade one class one og derefter alle klasser til og med grade three class fourteen. Nogle iført ens hvide kasketter, hvide handsker eller bærende på buketter af falske blomster. Imellem klasserne kom et banner med en uforståelig kinesisk tekst i ny og næ.
Hele optoget marcherede forbi et domeragtigt panel bestående af nogle høje herrer. Hver gang en klasse kom forbi panelet lavede de deres indøvede marchtrin der varierede fra klasse til klasse. Yi-er-yi blev der råbt, og dumdumdum-dum lød fra trommerne som nogle gange havde svært ved at holde takten. Hele optoget endte i midten af det den nyoptegnede løbebane, og der blev hejst flag til den kinesiske nationalsang, hvortil alle kasketter blev fjernet og højre hånd blev plantet på brystet. Kanoner blev affyret og det blev holdt taler, og så var sportsdagen ellers erklæret åben.

Selve sportsdagen varede til klokken fem om eftermiddagen, og kørte videre mandag fra klokken syv om morgnen til klokken tolv om formiddagen. Der var alle tænkelige discipliner inden for løb, højdespring og længdespring, sækkehop, sjipning og tovtrækning. Imens disciplinerne fandt sted blev der kommenteret over højtalerne konstant, og vi forstod selvfølgelig ikke noget som helst af, hvad der blev sagt. På et tidspunkt blev Tara overtalt til at deltage i lærernes hundredemeter løb. Uden opvarmning vel at mærke og sådan lige ti minutter før start. På en eller anden mystisk måde blev jeg også hevet med i det, og det endte med, at vi begge to løb hundredemeterløb mens de fleste af skolens elever heppede helt vildt. Tara, som har nogle gode benere (det jyske er ved at blive en fast del af mit ordforråd) kom på førstepladsen, og jeg kom ind som nummer to. Det medførte vild begejstring hos eleverne der alle sammen var enige om, at vi var ’great’. Senere løb Tara også stafet med (og mod) lærerne. Dog skulle det vise sig, at det først var dagen efter at guldstafetten skulle løbes. Tara blev (igen med fem minutters varsel hvilket betød manglende opvarmning) sat til at løbe stafet igen mandag, og selvom hun var bagude da hun fik stafetten overleveret, kom hun først over målstregen. Det medførte selvfølgelig vild jubel og hun var great, og jeg var great fordi jeg kendte hende, og begejstringen ville ingen ende tage.

Det bedste ved sportsdagene var, at man fik mulighed for, at bruge tid med sine klasser uden for undervisningen. Alle klasserne ville rigtig gerne have én over og sidde, og de var hurtige til at stikke én en pose fuglefrø eller andre forsyninger når man satte sig. På et tidspunkt endte jeg med at stå med min class 2 og synge ’we will rock you’ mens jeg slog på tromme. Så stemningen var god og eleverne var glade, hvilket man godt kan forstå med sådan en ensformig skolegang som de har. Vejret var oven i købet helt fantastisk, hvilket resulterede i, at jeg fik en Peter Schmeichel-næse på grund af for meget sol. Tara fik et helt Schmeichel-ansigt.
Klokken tolv mandag var det hele så slut, og alle eleverne havde ferie. Det betød at skolen lige pludselig var helt øde, hvilket er svært at vænne sig til, når man er vant til, at der er elever over det hele. Ferien skyldes nationaldagen den 1. oktober, hvor Mao i sin tid udråbte republikken Kina. Det skulle selvfølgelig fejres, og vi tog til Dalian tidligt tirsdag morgen. Mere om det i næste indlæg.

Happy time!

2008-09-25T18:20:00.005+02:00

Det er blevet koldt i Kina! Lige pludselig var det som om der var én der slukkede for varmekontakten, så fra den ene dag til den anden blev det pludselig tid til at finde vintertøjet frem. Og det har jeg gjort! Jeg har sovet i mit skiundertøj, undervist i mit skiundertøj, og i det hele taget er jeg virkelig gode venner med det skiundertøj. Det er jo en genial opfindelse! I søndags var det så varmt at jeg gik ned til byen iført korte shorts og t-shirt, så da jeg mandag skulle ud og se skolens baskethold spille kamp havde jeg t-shirt og bukser på. Det virkede sådan meget rimeligt. Jeg fik lige pludselig en hammer af kulde i hovedet, og alle lærerne syntes at jeg måtte være meget 'strong' siden jeg kunne stå der i polarvejr iført t-shirt (overdrivelse fremmer forståelsen, polar er måske lige at gå til yderligheder).
I morges da vi vågnede og var klar til en varm kop kaffe i kulden (vores lejlighed har ikke varme på endnu) var strømmen lige pludselig gået. Det betød ingen kaffe, ingen strøm på køleskabet, intet internet osv. Vi gik ned i gymnastikhallen for at se skolens lærerhold spille en basketkamp, og da vi kom tilbage var vi så klar til den kop kaffe. Men nej, stadig ingen strøm. Vi tog os en middagslur for at få tiden til gå -der er ikke så meget at lave uden strøm- og så gik vi over på skolen for at undervise. MEN strømmen var ikke kun gået i vores bygning, hele skolen var uden strøm. Den var blevet slukket, fik vi at vide, og ville blive sat til igen klokken fem om eftermiddagen. Situationens alvor gik først op for os ti minutter inden Taras første time begyndte -vi kunne jo ikke bruge computeren og projekteren uden strøm. Ikke så godt når vores undervisning i denne uge afhænger rimelig meget af de to ting. Det betød at undervisningen kom til at handle om at improvisere så meget, at de 15-20 minutter, hvor vi egentlig skulle have brugt computer, kom til at gå med noget andet. I min første klasse brugte jeg min bærbare. Ideen var (og det har virkelig fungeret godt hele ugen) at eleverne til sidst i timen skal digte færdig på en historie vi har fundet på. Vores emne er school, og historien handler om en dag i skolen hvor alle lærerne er syge. Eleverne skal så bruge nogle bestemte ord og fortælle hvad der sker den dag. Imens de fortæller plejer jeg at skrive det på computeren så de kan følge med i historiens udvikling på storskærmen. Meget sjovt synes de. Den bærbare gik så død for strøm efter første time, og anden time måtte altså blive uden historien. Heldigvis var det min yndlingsklasse (class 3), og de var så søde, og på en eller anden måde fik jeg tiden til at gå med at snakke om alt muligt andet. Klokken fem kom strømmen så tilbage, og vi kunne få en velfortjent kop kaffe efter undervisningen.

For tiden er det store hit her på Yizhong sport. Der er basketballkampe hver dag, og der kommer hold fra alle mulige andre skoler. Ikke tosset med sådan nogle meget pæne kineserfyrer der render rundt i baskettøj hele tiden - det bruger vi meget tid på at kigge på. Ellers træner samtlige elever til sportsdag, som er her på søndag og mandag. Det bliver vildt og kommer til at dække over løb i alle tænkelige distancer, højde- og længdespring, sækkehopning, kuglestød osv. Eleverne øver sig også i at tromme -tilsyneladende skal de elever, der ikke er så sporty, bruge tiden på at stå og slå på tromme med trommestikker påført et rød flag for lige at give dem et kommuniststrejf. Der skal også marcheres selvfølgelig, og her kommer Tara og jeg ind i billedet. Vi skal nemlig (hvis ikke vi finder på en undskyldning) være med i lærernes march. Det vil sige at vi skal lære at gå sådan én, to, én, to og svinge med arme og ben og jeg ved ikke hvad. Det skal lige siges at vi er de eneste lyshårede, vi rager en halv meter op over de fleste lærere, og vi er de eneste der ikke kommer til at have uniform på. Bare tag et eller andet sportstøj på har vi fået at vide! Det bliver meget pinligt kan jeg forestille mig.

Men for lige at konkludere lidt på undervisningen, så synes jeg at det går rigtig godt. Der er allerede ved at tegne sig et mønster af lorteklasser og yndlingsklasser, men jeg vil sige at der er flere yndlings- end lorteklasser. Jeg er begyndt at give mine elever navne så jeg kan huske dem, og indtil videre har jeg navngivet: Hammerhajen, dinofyren, basketfyren, brillaben, abefyren og plysfyren. Især class 3 lader til at være en god klasse. Der er mange drenge og de er ikke særlig gode til engelsk. Sidste uge lavede vi en quiz, hvor de skulle konkurrere i to hold om, hvem der kunne svare på flest spørgsmål om Danmark. Drengne gik helt amok, og hver gang det var det andet hold sagde de: 'they must-a don't-a know' i et forsøg på at overbevise mig om, at det andet hold ikke kendte svaret.
Ellers går tiden mest med lige at bevæge sig en tur ned i byen en gang imellem, hygge med Tara de andre piger, og af og til lige at bevæge sig ud i skolegården og lege med eleverne. De spiller sådan noget med en bold lavet af fjer, som man skal sparke til/jonglere med. Jeg er virkelig dårlig til det, og den anden dag lykkedes det mig at sparke de fleste fjer af bolden flere gange. Haha så bliver der grinet og jeg bliver rød i hovedet, og de siger at jeg er vældig god. De små fedterøve.
Derudover er vi blevet ret vilde med det lokale disko, hvor vi tilbragte både fredag og lørdag nat i sidste weekend. Fredag aften havde jeg glemt at vi ikke var i Danmark og var hoppet ned i en (meget sober) hvid tanktop. Det skulle jeg aldrig have gjort, for det resulterede i, at en kineserfyr på et tidspunkt greb meget beslutsomt fat i min arm og sagde 'I love you'! Ja ja tænkte jeg og ålede mig ud af hans jerngreb og dansede videre på det hoppende dansegulv. Da disko så lukkede der ved en tolvtiden (og vi som sædvanelig var de sidste på dansegulvet) mødte vi ham igen udenfor, og han var meget fast besluttet på, at vi alle fire skulle sidde bag på hans motercykel og hjem til ham og drikke pijou. Efter at overveje det fristende tilbud længe (Tanja var i hvert fald klar på det lille eventyr) besluttede vi at tage hjem til vore skole i en taxa -altså uden ham. Men han fulgte efter på sin motorcykel og vi endte med at stå med ham ude foran skolen, hvor han var helt sikker på at jeg skulle med ham hjem og sove og møde familien og det hele. Selvom Tara var klar til at sælge mig til ham for en uforstyrret nattesøvn, fik vi bakset os ud af situationen og slap af med ham. Han hed forresten Marsvin (eller noget i den stil).
Næste aften på disko dukkede Marsvin så op igen og var stadig fuldstændig forelsket. Vi fik forklaret ham at det gik altså ikke, og det lod til at han forstod det. Istedet faldt hans kærlige blik på Tara, som nu blev hans livs kærlighed. Nå, på en eller anden måde endte vi i hvert fald på en kinesisk restaurent efter diskoet lukkede med Marsvin og en masse øl som vi skulle ganbei'e med ham. Meget festligt, men det resulterede i en knap så festlig søndag hvor vi ikke rigtig kunne overskue at komme ud af sengen med undtagelse af, da vi luskede ned på McD. Vi fik set hele sæson 1 af Drengene fra Angora, og jeg kom til at drikke noget opvaskemiddel, hvilket betød at min mave ikke havde det specielt godt de efterfølgende dage. Siden da har Marsvin kimet os ned og sagt de to fraser han kan på engelsk: 'I love you' og 'happy time'. Happy time betyder at han gerne vil med os på disko, og han har ret svært ved at forstå, at vi ikke kan tage på disko på en mandag. Arbejde er tilsyneladende ikke et ord han kender til.

Åbenbart har vi fra i dag af ferie i en uge. Det betyder at vi på tirsdag (efter sportsdagene) tager til Dalian, som er en havneby lidt til højre og ned på kortet. Der skal vi være et par dage og holde lidt ferie, og det glæder jeg mig til. Ikke fordi vi på nogen måde er blevet overbelastede med arbejde, jeg kunne faktisk godt tænke mig nogle flere timer. Men ferie lyder nu godt alligevel. Typisk Kina at man først får det at vide én dag inden den starter. Men sådan er det nu en gang, og det har altså også sin egen charme!

Lidt om censur

2008-09-17T13:01:00.005+02:00

Jeg skriver lige for en kort bemærkning fordi jeg har fundet en ret sjov internetside som viser, hvordan kinesernes hverdag bliver censureret. China Daily har direkte kopieret en artikel fra The New York Times, dog har de lige klippet de ting ud som de ikke fandt passende -og det bliver hurtigt et helt andet budskab den artikel sender. Jeg skriver lige et link til siden, så kan I selv tjekke det. Det er egentlig ret utroligt at the great firewall of China ikke frasorterer den side på nettet, men jeg har altså fået lov at læse det.
http://www.blackandwhitecat.org/2008/08/28/how-the-new-york-times-should-have-covered-the-olympics/

By the way så har jeg lavet lidt om på mit bloglayout. Alle billeder kan nu findes under overskriften billeder. Og jeg har puttet nye billeder ind i i mange af mapperne :)

Sejlture og månekager

2008-09-14T16:59:00.003+02:00

Jeg bliver lige nødt til at skrive igen. Vi har nemlig haft den sjoveste og mest begivenhedsrige weekend som fortjener at blive foreviget. Lørdag formiddag klokken 12 var vi inviteret til 'party' med lærerne, og det betød, at vi sammen med en milion lærere blev kørt til en restaurent bagved det berømte five ladies' mountain. Der var den smukkeste udsigt fra restaurenten til en kæmpe sø (Huanren er egentlig sådan en slags halvø omgivet af vand, så søen er rimelig stor) og til en masse bjerge. Og vejret var virkelig godt, solen skinnede fra en skyfri himmel og det var varmt, så det hele var meget fint. Efter en lang diskussion om, hvordan vi skulle fordele os ved bordene (de bruger energi på nogle meget mærkelige ting), fik vi rigtig lækker kinesisk mad og en masse øl som det nu er skik i Kina. Alle lederne skulle lige over og ganbei'e med os selvfølgelig, og der kom hurtigt street respect fordi vi var så gode til at drikke øl. Efter middagen skulle vi så ud og sejle på en stor båd allesammen. Det var enormt hyggeligt og meget smukt med al vandet og bjergene. På båden blev Tara revet ud midt på dækket hvor hun skulle danse vals med en af lærerne - det så simpelthen så sjovt ud, og alle klappede og grinede (har massere af billeder der foreviger dette herlige øjeblik). På et tidspunkt bevægede jeg mig ned på toilettet, men det skulle jeg aldrig have gjort! Lige så snart jeg kom ud fik jeg stukket en halv litter øl i hånden og blev hevet hen til en eller anden kineser mand. Vi skulle så drikke om kap. Da vi havde drukket øllen klappede og grinede alle, og jeg fik stukket en ny øl i hånden og fik besked på at drikke om kap med manden igen. Den stakkels mand måtte i mellemtiden lige hen og kaste op ud over rælingen. Lækkert! Men det er meget normalt det der med at de lige pludselig ikke kan drikke mere øl tror jeg. Nå, jeg fik listet mig væk med min øl og fandt Tara, men vi fik kun lige fred i 2 min, så blev vi igen hevet ned til noget kapdrikning. Til stor glæde for alle vores chefer kunne vi godt finde ud af at drikke en halv litter øl i to tåre. Street respect igen!

Efter bådturen var humøret højt, og vi besluttede at vi simpelthen ikke var klar til at stoppe festlighederne der klokken 17. Så vi fik lokket Tanja og Helene over, og fik hevet Tanja med på disko hvor vi gav den gas til de lukkede (kl tolv). Til vores store rædsel (i hvert fald dagen efter) mødte vi 2 elever fra vores skole og mange elever fra Tanja og Helenes. Det skulle forbydes elever at komme på disko. Taras telefon blev stjålet, så det var en lidt dum slutning på dagen, men sjovt var det nu alligevel.

Næste dag var så dedikeret til at se film i sengen i vores nattøj med fedtet hår. Egentlig havde vi en aftale med en af Taras gamle elever om at tage ud og spise, men eftersom Taras telefon var væk, og eleverne allesammen er taget hjem pga. moon festival (mere om det senere), kunne vi ikke rigtig komme i kontakt med ham. Bedst som vi lå der i sengen og var klamme hørte vi lige pludselig en der råbte 'Taaaraaa' uden for vores vindue -og der stod den søde elev og kunne ikke forstå hvor vi blev af. Vi spurtede op af sengen og hoppede i noget tøj, og var ellers klar med fedtet hår og det hele. Eleven og hans veninde tog os med ud og cykle på vandcykel. Det var rigtig hyggeligt, og vejret var igen dejligt og naturen meget fin. Bagefter spiste vi lækker kinesisk nudelsuppe-frokost.
Om aftenen skulle alle kineserne fejre moon night, hvilket går ud på at man fejrer fuldmånen. Dette bliver gjort ved at man spiser nogle månekager og kigger på månen. Tara havde fået månekager af nogle elever, så dem spiste vi mens vi sad i fuldstændig mørke på vores altan og kiggede på månen. Bagefter besluttede vi at gå en tur ud i byen og se hvad der skete. Det blev noget af en oplevelse. Efter at have gået rundt i en times tid eller to, støder vi lige pludselig på en gruppe mennesker der står ved et lille bord midt på fortorvet. De gik helt amok over at se os, og stak os hver en månekage i hånden (vi kan ikke lide dem), og stak noget frugt i den anden hånd. Der stod vi så og smilede og kunne ikke forstå noget som helst af hvad de sagde. Lige pludselig hører vi så det velkendte ord 'pijiu' som betyder øl. Så blev der bikset nogle øl på bordet og vi skulle drikke med dem allesammen mens de tog billeder og filmede og var helt vilde. Lige pludselig bryder nogle af dem ud i sang, og alle klapper og vi smiler endnu mere uforstående. Efter sangen blev der sagt at nu var det vores tur. Fedt nok, det kan jeg godt lige klare tænker jeg, og bryder ud i den mest pinlige omgang 'jeg ved en lærkerede' jeg nogensinde har sunget. Det var virkelig ikke kønt at høre på, og jeg måtte holde mange pauser fordi jeg var flad af grin over situationen. Da vi så ville gå videre fik vi stukket to poser månekager og fire æbler i hænderne, og så gik alle kineserne hver til sit.
Da vi kom tilbage til skolen var porten lukket, og vi måtte (for anden dag i træk) klatre over hegnet. Da vi så kom op til døren til vores opgang var den låst, og vi havde ingen nøgle med. Skide godt. Tara fik heldigvis vækket en sød viceværtagtig kineser, som fik os ind. Jeg tror ikke vi bliver så populære på mandag.
Nå, nu er det vist på tide at jeg går i seng. Syntes bare at det var værd at få skrevet det her ned. Har helt ondt i maven fordi jeg har grinet så meget i dag.

Undervisning og kineserdisko

2008-09-12T13:37:00.005+02:00

Nu er Tara lige gået ud for at løbe en tur (jeg har aldrig oplevet noget så friskt), så jeg kan lige så godt få skrevet lidt på min blog mens hun knokler.
Den første uge med undervisning er nu ovre, og jeg synes det er gået rigtig godt! Vi har hver 7 grade one klasser som vi underviser en gang om ugen, så vi bliver ikke ligefrem overbelastede med arbejde. Fredag har vi slet ingen timer. Om et par uger satser vi på at få English Corner op at køre, det er for alle de elever der har lyst (både grade 1 og 2), og kommer nok til at være fire gange om ugen af en time hver gang.
Klasserne er meget forskellige. Nogle er meget stille fordi de har meget diciplin og er lidt generte. Andre er stille fordi de ikke forstår noget som helst. Nogle klasser larmer fordi de bliver begejstrede og synes det er spændende. Andre larmer fordi de ikke forstår noget som helst. Så hen af vejen lærer man nok at tilpasse undervisningen til de enkelte klasser. Den første klasse jeg havde var class 14 som er en eliteklasse. De forstod rigtig meget (tror jeg), og de kunne også sige meget, men de var meget stræberagtige og lidt kedelige. Det var svært at få tiden til at gå med dem fordi de ikke spurgte om noget, og de virkede heller ikke specielt interesserede. Så første dag syntes jeg det var lidt svært at gøre undervisningen spændende. Anden dag havde jeg to klasser som var helt anderledes. De forstod godt nok ikke så meget som eliteklassen, men de stillede spørgsmål, grinede når jeg fortalte dem om himmelbjerget i DK, sagde 'handsome' og 'cool' når jeg viste dem billeder af Mads, og 'beauuuutiful' når der var billeder af marker, havet og de danske skove. Især class 9 var søde. De var rimelige stille (den anden klasse jeg havde den dag larmede ad helvedes til) men interesserede, og undervisningen var bare rigtig hyggelig med dem. Efter kom en elev op og hentede mig ved lærerværelset og sagde at klassen gerne ville invitere mig ind til deres 'class meeting'. Jeg blev plantet på en stol i klassen og fik så lov at se dem have en slags klassens time, hvor der ingen lærer var. De var enormt søde til at være stille når hinanden snakkede, og det virkede som om de respekterede hinanden. De var i gang med at 'evaluere' deres lærere, fordi det dagen efter var Teacher's day, som går ud på, at man giver sine lærere blomster eller gaver og siger tak til dem (godt koncept når man nu selv er lærer). En efter en rejste eleverne sig op og fortalte hvad de syntes om de enkelte lærere. Nogle gjorde det på engelsk så jeg kunne forstå det, andre undskyldte deres manglende engelskevner og gjorde det på kinesisk. To piger stod ved siden af mig og fortalte hvad der skete når der blev snakket kinesisk. De var allesammen rigtig søde, og jeg blev også lige evalueret. Jeg har desværre glemt hvad der blev sagt, men det var noget meget rosende og pænt, og det var lidt pinligt at sidde der og blive rost mens alle kiggede på mig.
Dagen efter, på teacher's day, kom klassen over med en stor buket blomster til både Tara og mig. Det blev vi rigtig glade for, for lærerværelset duftede som en hel blomsterbutik, fordi alle lærerne havde fået blomster som de havde lagt på deres skriveborde. Så kunne vi også lige bidrage lidt til blomsterbutikken. Jeg fik også en gave af min class 3 -det var en porcelænstekop med 'låg' og en lille ske til. Uden på står der nogle kinesertegn, og så står der 'drift pott pe'. Det giver ingen mening, men sødt var det. Den er netop blevet indviet med noget kaffe.
En anden klasse som skal nævnes er class 1. Jeg havde dem i den sidste time torsdag fra klokken 16:20, så sandsynligheden for, at de kunne koncentrere sig, var ikke stor. Men de var rigtig søde og sjove, og ikke så dødbidderagtige som nogle af de andre klasser. De forstod ikke så meget, så jeg måtte sige tingene rigtig mange gange, men de var interesserede og søde. Dem tror jeg, jeg bliver glad for. Efter timen var der en dreng der kom op med en seddel med nogle spørgsmål som han gerne vill have mig til at svare på, og en anden dreng kom op og gav mig et lille bitte ur der viser klokkeslettet (sjovt nok) og hvor der står 'i love you'. De andre var flade af grin og han skyndte sig videre. Men det er faktisk ret praktisk med sådan et lille ur når man skal holde øje med tiden i timerne.
Jeg har bedt alle mine klasser om at skrive på en lille seddel hvad de gerne vil snakke om i timerne, og jeg har virklig fået nogle sjove svar! En skrev 'teach you what is love', og mange andre har skrevet at de gerne vil være bedste venner :) - det er rimelig let at få venner her i Kina.
I går aftes skulle vi så lige fejre slutningen på en hård uge (det med at den var hård er løgn, vores første timer starter kl. 14 eller sådan noget) med en tur på kineserdiskotek. Det var en stor oplevelse, der var fyldt med unge kinesere (hvor har de gemt sig, og hvad laver de her midt ude på landet?) der gerne lige smed trøjen når det blev for varmt. Der var et hoppende (!)dansegulv i midten, og fuglefrø overalt på gulvet. De elsker fuglefrø åbenbart, og man får lige disket en talerken med frø i hånden når man kommer ind. Man bliver hurtigt centrum på det hoppende dansegulv, og det endte tit med, at vi blev omringet af klappende kinesere, og at vi blev nødt til at vise vores techno-danse-skilles i midten af rundkredsen. Vi blev meget populære hos en (højst sandsynligt) lesbisk kineser som meget gerne ville med os på toilettet ( toilet = hul i jorden), og som kimer Tara ned med opkald. Også en noget slasket fyr prøvede lykken og startede med at brænde Taras arm med en cigeret. Da vi skulle hjem fra disko klokken lidt i tolv (der lukkede det) smuttede han lige med ind i vores taxa. Vi fik skubbet ham ud (bogstavlig talt), men han hoppede bare ind i en anden taxa og bad den om at følge efter vores. Da vi så kom tilbage til vores skole skyndte vi os at kravle over hegnet (denne gang ikke så diskret som sidst, vi blev helt sikkert opdaget), så han ikke kunne følge efter os.
I dag har vi brugt meget tid på at se 'Bones' i sengen, men vi fik også lige lusket os ned i byen for at finde noget junk food. Kinas svar på McD er bare ikke godt for tømmermænd. De putter ikke salt på deres pommes fritter, og deres burgere smager ikke godt. Og så har jeg fundet ud af, at Kina bare ikke er et godt land at have tømmermænd i: På gaden render folk rundt med poser med kæmpe grønne orme, rundt omkring steger de lige lidt gedeben eller andre delikatesser, og så lugter der generelt ikke så godt. Så sådan en tur til McD kan hurtigt gøre tømmermændene endnu slemmere. Vi har dog forladt lejligheden for at gå ned og spille volley med nogle lærere og lege med nogle elever. Vi er blevet inviteret ud at spise på søndag af en af Taras gamle elever som er helt vildt sød og nuttet. Og i morgen skal vi til en eller anden slags party med lærerne. Det skal nok blive sjovt. Fest kan man aldrig få for meget af jo.
Så får I ikke mere for den 25 øre for denne gang.

Vente, vente, mr. Liv, vente og undervisning.

2008-09-08T14:56:00.003+02:00

Så kom dagen hvor jeg skulle undervise for første gang! Alt i alt synes jeg at det er gået godt, men dagen var ikke helt uden forhindringer må man sige. Det startede i går eftermiddag da Tara og jeg besluttede lige at tjekke om vi kunne vise vores power point shows på de computere der er i klasserne. Vi gik over på skolen for lige at høre nogle af de andre lærere hvordan det fungerede og vi fik at vide at der ikke var nogle computere! Fedt! Der havde vi vel at mærke forberedt hele ugens (og i Taras tilfælde resten af årets) undervisning baseret på power point shows. Super at ingen har fortalt os det. Vi besluttede selv at tjekke i klasserne og det nu kunne være rigtigt at der ingen computere var, og i nogle af klasserne kunne vi se computere i brug. Vi besluttede at vente til næste dag og så finde ud af om det nu også var rigtigt at vi ikke kunne bruge computer.
I dag stod vi så op kl halv otte (!!) fordi mr. Xiao, vores chef-ting, et par dge forinden havde kaldt os til møde kl 8. Da vi kom op på hans kontor sad han igen og spillede hjerterfri på computeren, og han skulle lige spille færdig før vi kunne snakke. Da han så var færdig kiggede han meget mærkeligt på os og spurgte 'why are you here?'. Så kiggede han på sit ur og sagde 'oooh right. It's eight o'clock. I told you to meet me here.' -og ja mister, vi er fandme stået tidligt op for at mødes med dig. Men så sagde han, at vi ikke havde brug for noget møde alligevel, som om det var det mest naturlige i verden. OK, så spurgte vi om han kunne fikse det med computerne, og Tara slog i bordet og sagde, at vi ikke kunne bruge den undervisning vi havde planlagt, hvis ikke vi fik en computer, og at det var svært at planlægge undervisning hvis vi ikke vidste sådan nogle ting i forvejen. 'No no' sagde mr. xiao, 'it's easy. You just pick a subject and talk about it with the students'. Super at han har styr på hvordan man planlægger undervisning.
Nå -vi blev vist ned til et andet kontor hvor der sad en mand og arbejdede. En storsmilende xiao præsenterede os for hinanden: 'this is Liv' sagde han og pegede på mig, 'and this is mr. Liv' sagde han og pegede på kineseren. Vi hedder åbenbart det samme. Mr. Liv lovede at skaffe to rum med computer, som vi kan undervise i, i denne uge. Fin nok, og så skulle vi komme tilbage senere og høre hvor og hvorledes. Så vi kom tilbage ved frokosttid og fik at vide at 'maybe' ville vi få et lokale med computer. Super. Så vi lavede noget plan-b undervisning in case maybe blev til nej.
Vi gik så over på skolen ca halvanden time før vi skulle undervise for at være i god tid. Vi gik op til mr. xiao (som selvfølgelig har kontor på øverste etage - Kina er mega hierakisk) og spurgte om vi kunne få en nøgle til de der lokaler vi skulle undervise i. 'You needn't worry about the keys' sagde han, og derefter gik der over 40 minutter før han havde 'tid' til at fortælle os, om ví kunne komme til at undervise og hvorhenne. I den tid snakkede han en masse i telefon og ordnede en masse papirer, og vi var ved at gå amok - det skal lige siges at manden ikke har travlt. han sidder hele dagen og spiller 7kabale, så det skulle undre mig hvis de telefonopkald var lisnødvendige. 10 minutter før timen begyndte fik vi ham endelig trukket ud af kontoret, og han viste Tara hvor hun skulle undervise og der var sgu computer og det hele. Så viste han mig over i et KÆMPE mødelokale med plads til i hvert fald 200 mennesker. Der var en computer og en projekter, og de havde stillet en mikrofon op så eleverne ville kunne høre mig. Fedt! Det er ikke presset at stå der med mikrofon og det hele.
Nå, 2 min. efter ringetid gik jeg ned og ville hente min klasse op i det nye lokale MEN der var ingen elever i deres lokale da jeg kom derhen. Jeg prøvede at høre på læreværelset, men ingen havde set dem. Jeg traskede tilbage til møelokalet (skal lige siges at det var i en anden bygning på 4. etage), og der sad hele min klasse klar og ventede på mig. OK, god start at komme 7 min for sent til sin første time.
Men herfra gik det så fint nok. Eleverne var rigtig søde og smilende og sagde hele tiden 'yes mrs. teacher' osv. Jeg skriver mere om dem senere. Nu skal Tara og jeg lige se et afsnit Bones inden vi skal i seng, og så er vi ellers klar på en ny dag med undervisning i morgen.

Updates fra Huanren

2008-09-06T03:15:00.003+02:00

Så er det vist på tide at jeg skriver lidt herinde. Jeg kan se at Tanja er lidt sejere til at få skrevet på sin blog, så hvis I er nysgerrige kan i tjekke hendes blog ud. Der er et link til den nederste på min side.
Vi har nu været i Huanren i lidt over en uge, og det er ikke fordi der er sket det helt store.
Tara og jeg har været ovre på skolen og se tre engelsktimer tror jeg. Det er meget forskelligt hvordan lærernes engelskniveau er. Den første, ms. Xie, havde en rigtig god udtale, mens de andre lærere selv har ret svært ved at snakke engelsk. De underviser allesammen efter den samme bog, og også i det hele taget på samme måde. Det handler om, at eleverne lærer en del af teksten udenad, og så skal de sige den højt i klassen. Ved ikke lige hvad de får ud af det. Og så laver de nogel øvelser hvor de skal svare på nogle spørgsmål -det er der lidt mere mening i! Og så er der en ordliste bagerst i bogen hvor læreren læser ordene højt, og så skal eleverne gentage. Det er så de lærer at udtale orde som: amazed og encouragement. Jeg tror også snart vi kan dend er tekst udenad efter at have hørt den så mange gange. Den handler om 'my first day at senior high'.
Man skal lige vænne sig til, at eleverne rejser sig op og klapper når man kommer ind i klasserne. I går var der en der rejste sig op og bar min stol, som jeg var ved at bære ned til bagvæggen, for mig. Da timen sluttede bar han den op til katederet igen. Jeg håber de finder ud af, at de ikke behøver at klappe af mig, når jeg begynder at undervise.
I en af timerne kom der lige pludselig sådan noget mærkelig musik og en kineserstemme der talte 1-2-3 og 5-6-7 ud af højtalerne. Så begyndte alle eleverne at gnubbe deres øjne. Det er åbenbart sådan nogle øjenøvelser som de skal lave hver dag. Mærkeligt! Jeg læste i min vilde svaner bog, at det var noget Mao indførte, fordi alt for mange kinesiske elever fik briller. Det skulle åbenbart være godt for øjnene.
Vi har været et smut på KTV som er et stort hit her i Kina. Man kommer ind i sådan et privat rum med et kæmpe fjernsyn, og så kan man ellers holde sit eget lille kareoke-party. Det var vildt sjovt, og en gang imellem kom der en lille kinesergut ind med nogle flere øl, ellers var det kun os. Og jeg kan godt love jer, at vi gav den gas til diverse boybands helt til klokken tolv (sent i kina tror jeg næsten) hvor vi gik lidt død allesammen og tog hjem til vores skole hvor de andre piger også sov fordi de ikke ville vække deres dørmand. Vi skal nemlig være hjemme kl 21 på hverdage, ellers kan der godt blive lidt ballade. Men vi listede allesammen meget stille over vores 'hegn', og jeg tror faktisk ikke vores dørmand opdagede noget. Jeg tror bestemt ikke det er sidste gang vi prøver det :)
Det er stadigvæk sjovt at gå en tur ned i byen og købe ind. I går gik vi forbi et sted hvor der lå et afskåret gedehovede, og ved siden af lå benene og diverse andre kropsdele i nogle spande. Mums. Tara og Tinne havde en stamkiosk lige i starten af byen, og hver gang vi er derinde, flipper kioskmutter helt ud. Hun kan ikke noget som helst engelsk, men hun peger på mig og så på Tara og ser spørgende ud. Og så siger hun tall-a og griner over hele hovedet og niver mig i kinden.
Vi har været ude og rafte i går og det var vildt sjovt. Man sad i en gummibåd og sejlede langs en flod med rimelig meget strøm. Langs floden var der bjerge med skov og stejle klipper, meget smukt og idylisk. Men i båden var vi bevæbnet med kæmpe vandpistoler, og så gjaldt det ellers om at skyde hinanden. Tara og jeg kom i nogle vilde kampe, især imod en kineser vi kaldte Frodo. Det var lidt koldt med alt det vand, men heldigvis skinnede skolen.
Smarte Liv havde taget sit kamera med i båden (ikke en god taktik fandt jeg ud af), og det resulterede i, at det nu ikke rigtig reagerer på noget som helst. Så lige nu er jeg uden kamera hvilket er ret dumt. Godt de andre stadig tager en masse billeder.
I morgen begynder undervisningen og jeg skal undervise klasse 14 som er en eliteklasse. Har lavet et slideshow som præsenterer mig selv, og glæder mig til at komme i gang.

Ganbei!

2008-09-01T01:55:00.004+02:00

Hej alle.
Der kommer lige en hurtig hilsen fra Huánrén hvor vi lige har et par minutter inden vi skal op og skrive vores kontrakter med skolerne. Byen er rigtig smuk med skovklædte bjerge over det hele. I går var vi oppe på toppen af det mest kendte bjerg som har sådan en helt flad top, og som engang har været en slags Koreansk kejserbolig. Selvom det regnede rigtig meget og var ret tåget var det en fin udsigt ud over den store sø som næsten har form som en drage. I morges vågnede Tara og jeg til kinesisk marchmusik. Uden for vinduet stor hele vores skole linet op på ræd og række, og fire heldige elever havde fået den ære at hejse flaget mens alle de andre (og der er mange) kiggede på. De var ret gode til det der med at stå ret, men de har også haft militærtræning alle de dage jeg har været her. Militærtræning foregår også uden for vores vindue, og det går ud på at de klassevis stiller op i en eller anden formation mens en army-hut står og råber ordrer til dem. Det er mærkeligt og egentlig lidt skræmmende. Vi har været til to officielle middage -og det er en oplevelse for sig. Det involverer en masse gan bei (bund dit glas) og man får virkelig respekt fra lederne hvis man kan bunde mange øl. Og så skal man hele tiden udbringe skål for hinanden og sige nogle pæne ord. Og selvfølgelig drikke indholdet i sit glas. Det handler bogstavligtal om at drikke hinanden så fulde som muligt, og det er ret specielt når man er til middag med sine fremtidige chefer. Jeg har forresten spist en masse kinesiske specieliteter siden jeg kom her til byen: 1 Stk. hønsefod (den ser mega klam ud med negle og det hele. Spiste lige 3 bidder og det smagte bare som kylling), varm hønseblod (fy for satan) og 5 stk store ormeagtige ting med vinger (Det smagte godt faktisk. Lidt som chips. og de blev vildt glade for at jeg kunne lide det -de spiser i det hele taget virkelig mange orme i Kina).
Jeg kan ikke nå mere nu, så skriver igen når jeg får tid. Håber I har det godt derhjemme.

Bordskik, overtro og maerkelig mad!

2008-08-28T16:47:00.002+02:00

Saa er der update fra Beijing igen.
Vi har oplevet saa mange maerkelige ting de sidste par dage at det er helt svaert at holde styr paa. her kommer lidt af det jeg lige kan huske (er rimelig traet, saa min hjerne er ikke lige i huske-topform). I gaar stod vi tidligt op og tog ud til den forbudte by. Det er ret overvaldende at saadan et kamepe kompleks er bygget til een kejser. ligger nogle billder ind paa et tidspunkt naar vi kommer til Hunren og min egen computer kan komme paa nettet. Men det fedeste den dag var, da vi kom ud af den forbudte by og blev fanget af en kineser der fik overtalt os til at betale overpris for at komme med paa cykeltur gennem beijings gamle bydel -de saakaldte Hutong's. Han var mega sjov. I starten troede vi ikke han kunne sige andet end 'Hutong mongolian name. No chinese.' Men efterhaanden som vi kom i gang fortalte han livligt om alle de ting vi kom forbi. F.eks. hvorfor alle doerkarmene var vildt hoeje - det var selvfoelgelig for at beskytte mod jumping ghosts. Ja det er aabenbart ikke nok med lykkedyr paa doeren til at beskytte mod almindelige spoegelser. I det hele taget er de mega overtroiske her i kina og man kan ikke beskytte sig nok mod spoegelser i alle afstoebninger.
Vi blev koert paa to cykler: Helene og Tanja paa den som vores guide koerte, og min blev koert af en hjaelper som ikke forstod noget som helst engelsk og som guiden skaeldte virkelig hoejlydt ud hele tiden. ret synd for ham, han var vilst soed. Hutongs er der hvor de rigtige kinesere bor. ikke de der moderne hi-tech Beijingere som vi ser hele tiden (og som er meget mere trendy end os som kommer slaebende paa rygsaekke med vandflasker stikkende op af alle taenkelige lommer). Det er smaa smalle gader hvor der ikke kan koere biler men kun cykler. Huse er smaa men alligevel bor der fem-seks familier i hvert. De sidder og renser groentsager paa gaden og der dufter af mad og lugter ogsaa lidt daarligt nogle steder. Og ved siden af husene haenger bure med fugler der kan sige Ni Hao.
Vi stoppede ind ved et tehus hvor vi fik lov at smage en masse forskellig te (og selvfoelgelig koebte vi ogsaa en hel masse med hjem som vi overhoevedet ikke havde brug for). Te-manden var mega sjov og venlig. han sad ved et bord i trae formet som en traestamme. Hver gang han havde kogt noget vand haeldte han lidt af det ud over bordet hvor der stod nogle meget maerkelige traefroeer. Det saa vildt sjovt ud og gav ikke rigtig nogen mening. For good-a luck-a sagde han.
I dag har vi vaeret i Hutongs igen men denne gang paa egen haand. Vi gik ind et sted for at faa noget at spise, og de kiggede allesammen paa os som om vi var gaaet forkert. Der var kun kinesere og menuen stod kun paa kinesisk. Heldigvis havde vi lige laest om bordskik i Lonely Planet-bogen (tak mor, den er guld vaerd). F.eks. er det mega uhoefligt at pege med sine chopsticks paa folk. Man maa heller ikke stikke dem saadan direkte ned i risen og lade dem staa -det er nemlig et tegn paa doed. Og saa maa man endelig ikke samle dem op hvis de falder paa gulvet og spide videre med dem. Derudover er det vigtigt at tutten paa tekanden IKKE peger paa nogle levende personer. den skal helst pege ind mod vaeggen. Det er fandme maerkeligt. Til gengaeld er det helt i orden at boevse (og det goer de gerne meget hoejt) og svine paa bordet. det er aabenbart ikke noget der generer nogen. Vi endte med at faa bestilt en kyllingeret som vi kender (helene har laert tegnene for den ret saa hun kan kende det paa menukort nu) og et eller andet lidt mistaenkeligt koed. Tror maaske det var en eller anden slags tunge. det smagte ret daarligt. Saa det der med at al mas er godt tager jeg lidt i mig igen. Til gengaeld har jeg fundet to yndlingsdrikke: Kiwijuice og kold jasminte. Det saelges paa mange gadehjoerner og smager rigtig godt. Det var vist nok for i dag. Jeg vil komme i seng for vi skal tidligt op og gaa paa muren i morgen.

Ni Hao fra Beijing!

2008-08-26T16:52:00.003+02:00

Saa er det blevet tid til foerste update fra Kina.
Vi har vaerte i Beijing halvanden dag nu, og indtil videre er byen helt fantastisk! Her er saa meget gang i den (ikke saa underligt naa man taenker paa at der bor 15 mio mennesker) og kineserne er virkelig soede og hjaelpsomme. Selvom de fleste overhovedet ikke forstaar hvad man siger hvis man proever med 'toilet' eller 'subway'. Til gengaeld er de ret gode til tegnsprog fandt vi ud af da en soed busdame fik guidet os til det rigtige busstop. Og da vores taxachauffoer paa et tidspunkt ville vide hvor vi var fra sagde han foerst et eller andet volapyk paa kinesisk. Da vi tilsyneladende ikke forstod noget som helst (maekeligt nok eftersom vi i ti minutter kun havde snakket dansk i hans taxa?!) pegede han paa sig selv og sagde 'me China' og saa pegede han paa Tanja og sagde 'you?'. Det var nok det eneste engelsk han kunne, men saa grinede han over hele femoeren og slog en stor boevs. Uden at blive forlegen vel at maerke.
I dag ville vi have vaeret paa stor sightseeing, men vi vaagnede foerst kl. 12 og fik at vide at den forbudte by lukkede kl halv tre. Saa det kunne vi ikke rigtig naa. Til gengaeld tog vi en lille sightseeing tur og saa Tempel of Heaven som i foelge manden i receptionen var det eneste vi kunne naa naar vi havde sovet saa laenge. Det var rigtig flot og meget kinesisk. Vi er meget stolte af, at vi overhovedet kunne finde derud. De kinesiske busstoppesteder har kun kinesiske bogstaver. Og saa fik vi vores foerste kinesiske veninde som hed Denise (det introducerede hun sig som, og vi maatte spoerge hende hvad hendes kinesiske navn var foer hun sagde hvad hun rigtig hed. og det har jeg selvfoelgelig glemt). Hun var helt vild for at faa taget billeder sammen med os. Men det er kineserne generelt. De proever at lave en lille sniger med deres kamera som om de skal tage billede af et eller andet bag os, men det er saa aabenlyst at de tager billeder af os maerkelige blegfise.
Bagefter fandt vi et kaempe Pearl Market hvor vi fik shoppet lidt paa aegte kinesermaner og pruttet en masse om priserne. Vi spiste ogsaa aftensmad paa markedet, og det var vildt godt! For 7 Yuan (kursen er ca 0,8 saa det er ca. det samme i danske kr bare lidt billigere) fik vi et helt maaltid. Og det var rigtig laekkert. Men menuen stod selvfoelgelig ikke paa engelsk, saa det var noget med at pege og saa haabe paa det bedste. Men jeg har lidt paa fornemmelsen at alt er 'det bedste' hernede, for det hele smagte mega godt! I gaar fik vi sushi paa kinesis og det bankede dansk sushi langt ud af banen. Det var vildt laekkert.
Efter markedet tog vi ud og saa det Olympiske stadion, men det var ikke noget saerligt. Lignede fuldstaendig sig selv fra fjerneren. Man kunne ikke komme seaerlig taet paa.
I morgen skal vi saa proeve at staa op i tide til at see den forbudte by og den himmelske freds plads. Og i overmorgen skal vi gaa 10 km paa muren. Og saa skal vi have set sommerpaladset som skulle vaere ret fantastisk. Og ellers skal vi bare spise meget mere af den gode mad og faa shoppet lidt mere saa vi er klar til en kold vinter.
Den 30. rejser vi videre til Huanren hvor vi skal bo rigtigt. Saa det bliver ogsaa rigtig spaendende. Men lige nu nyder vi at opleve Beijing. Her er egentlig ikke saa forurenet som jeg havde forestillet mig (havde egentlig regnet med at koebe mig en gasmaske), men man har en lidt suspekt kronisk hovedpine og ondt i halsen naar man gaar rundt uden for.
Nu tror jeg jeg stopper for denne gang, vi har oplevet saa meget allerede at jeg ikke kan faa skrevet det hele ned. Skriver snart igen!

Jeg er nu på nettet!

2008-08-12T14:34:00.003+02:00

Så har jeg fået oprettet min blog med det catchy navn Liv-i-Kina.
Vi er endnu ikke draget mod østens mystik, men vi befinder os stadig i regnfulde Løgumkloster, som dog også er mystisk på sin egen måde. F.eks. går de vildt meget op i at holde 'Kloster Mærken' som er et slags tivoli/ en lille festival som varer en hel weekend (plus torsdag). Kloster Mærken inkluderer virkelig dårlig dansk popmusik blæst ud over hele byen fra klokken 11 om fomiddagen (hvilket gør det meget svært at tage sin velfortjente power nap), Karaoke i ungdomsklubben om aftenen og festfyrværkeri om søndagen. Så selvom vi endnu ikke er rejst til Kina oplever vi masser af lokal kultur. I den forbindelse skal det også nævnes at jeg har fået udvidet mit danske ordforråd med adskillige jyske gloser så som; 'måg' (=snavs), 'kavt' (=irriterende) og frasen 'vil du så hønse af med dig'. Så nu snakker jeg næsten som en rigtig indfødt jyde, hvis jeg selv skal sige det. Derudover har jeg udvidet min musiksmag med den Nordjyske sanger Ib Grønbech som bl.a synger sange med titler som; 'de lange underbukser', 'Beatleshår' og 'Tjøs me Connie'. Alt sammen med en overdrevet jysk accent som næsten ikke er til at forstå (før man, som mig, bliver trænet op af ægte jyder).

Den 24. august tager vi til Beijing hvor vi skal være en lille uge inden vi rejser videre til Huánrén ca. 1000 km nordligere. Der skal vi tilbringe en ret hård vinter med ned til 30 graders frost og en masse sne. Efter et halvt års engelskundervisning på School no. 1 er planen, at vi skal rejse rundt i (sandsynligvis det sydlige) Kina og forhåbentlig Tibet i en måneds tid.
Jeg skriver updates når vi er kommet frem!