Sheng dan kaui le fra Kina

At holde jul i Kina langt fra alt der hedder rigtige juletraditioner har været noget af en oplevelse. Her kommer lige nogle highlights:

Den 24. december vågnede jeg ovre på Tanjas skole ved, at der blev banket meget ihærdigt på døren. Tanja åbnede (og jeg gemte mig pga. manglende tøj på min krop) og det var en masse elever der kom med æbler pænt indpakket i cellofan. Det er noget de gør her, giver hinanden æbler eller appelsiner på juleaften. ’Happay safety night’ siger de så, og man forstår slet ingen ting og smiler bare og siger happy safety night to you too. Nogle af mine elever har forklaret mig, at kineserne mener at den 24. er safety night og den 25. er et eller andet andet-night, som skal fejres med en masse øl. Safety på kinesisk hedder ping an og æble hedder ping guo. Fordi ordene lyder ens når man udtaler dem, giver man altså hinanden æbler på safety night.
På Yizhong er det blevet forbudt at give hinanden æbler den 24., for ifølge lederne vil det, Gud forbyde det, fjerne elevernes fokus fra at studere. Så det var ikke så mange elever der havde mulighed for at give mig æbler, men nogle gjorde det alligevel. På den anden skole resulterede Safety night i, at Tanja fik lavet en samling på over 30 cellofanæbler som nu pynter fint i lejligheden. Hvad man skal bruge 30 cellofanæbler til, ved jeg ikke.

Da jeg kom hjem fra Tanjas skole ved middagstid efter at have lavet risengrød hele morgnen, så vi kunne få risalamande om aftenen, ringede Wang Yu og bad mig møde ham i skolegården. Der gav han mig en seddel med nogle kinøjsertegn, som jeg skulle give i en butik nede i byen, hvor han have bestilt en and til mig. Eleverne må jo ikke selv forlade skolen, så jeg blev nødt til at hente den. Så blev julemiddagen lige reddet fra at være vegetarisk.
Ellers gik juleaftens dag med undervisning af fire klasser i træk. Tre af mine yndlingsklasser og Taras yndlingsklasse. Og jeg kunne ikke have fundet en bedre måde at tilbringe dagen på. Oven i købet var det i to af klasserne nok de mest succesfulde timer jeg har haft indtil nu undervisningsmæssigt. Klokken halv seks var jeg færdig efter at have givet privatkoncert i class 3 med julen har bragt velsignet bud, og jeg pakkede mit plasticjuletræ og al julepynten sammen og bar det, til stor begejstring for forbipasserende elever, op til lejligheden, hvor Tanja havde pyntet fint op med stearinlys og julemusik. Og så skulle jeg ellers have gang i madmutter-genet og kreere en dansk julemiddag med kinesiske ingredienser. Og hvis jeg selv skal sige det blev det faktisk rigtig godt. Vi lavede kartofler, rødkål, brun sovs og så havde vi jo også en and. Og glögg og konfekt og risalamande som egentlig bare var risengrød med mandler, og kirsebærsovsen blev erstattet af varm brombærsyltetøj. Og som kronen på værket kom Wang Yu på besøg og spiste julemiddagen med os (jeg tror ikke han kunne lide det). Han havde på en eller anden måde fået sneget sig ud af sin aftentime og over til os. Han gik klokken ni fordi det er der de får fri, og han blev jo nødt til at tage hjem til sine forældre som hvis han havde været i skole.
Tanja og jeg dansede rundt om juletræet til en karaoke-CD som Tanjas familie har sendt fra Danmark med danske julesange. Så kan det ikke blive mere kinøjserstyle. Og under træet lå cellofanæbler og pakker fra Danmark. Tusind tak for dem!

Den 25. var jeg helt vildt udmattet. Måske fordi jeg lige pludselig har fået dobbelt så mange klasser at undervise end jeg er vant til, fordi Tara er taget hjem. Lige inden jeg skulle undervise min første af tre timer i træk, mødte jeg mrs. Wang som inviterede mig ud på julemiddag om aftenen. Så efter den tredje time tog vi direkte ud for at spise. Jeg var så træt at jeg bare havde lyst til at gå direkte i seng. For at forstå det sjove i den situation jeg havnede i, skal mrs. Wang lige beskrives. Hun er vist en eller anden slags leder af engelskafdelingen ovre på skolen, sidst i fyrrene og omkring 145 cm høj. Over for os har hun altid været rigtig sød og vi har tit haft brug for hendes hjælp. Men over for eleverne er hun vist lidt af et mareridt. Jeg har brugt hende som mit bedste trumfkort i den her uge for at få eleverne til at være stille: ’mrs. Wang sagde til mig efter sidste time at vi havde larmet så meget, at hvis det fortsætter må jeg ikke undervise jer mere’. Og så bliver der ellers stille. Tanken om, at mrs. Wang kunne finde på at komme forbi er vist så skræmmende at de rent faktisk tier stille. Når hun kommer gående på gangene stopper alt der hedder hyggesnak, og eleverne kigger bare ned i jorden. Nogle gange udser hun sig nogle stakkels elever og peger på dem med sin ørnefinger og siger et eller andet på kinesisk, og så skal de ellers gøre rent eller et eller andet andet slavearbejde. Min elev Li guo peng i class 2 skrev på et tidspunkt en lille seddel til mig med et kinøjsertegn som han forklarede var et øgenavn alle eleverne på skolen kaldte mrs. Wang. Og han forsikrede mig om, at de alle sammen var meget bange for hende. Jeg puttede sedlen ned i min taske, men han blev helt hvid i hovedet og sagde ’no, no, no!’ og lavede tegnsprog til mig som viste at jeg skulle rive den i stykker. Tænk hvis hun fandt den!
Jeg følte mig utroligt malplaceret som jeg gik der sammen med mrs. Wang mens alle eleverne kom tilbage fra aftensmaden. Normalt plejer de altid at smile og sige ’HELLO!’, men nu kiggede de kun på hende og sagde ’lao shi hao’ –goddag lærer, hvortil hun sagde et lille grynt og bare gik videre.
Til middagen var det kun mig, mrs. Wang, hendes mand og en engelsklærer fra skolen, og det meste af snakken foregik på kinesisk, så jeg kunne sidde og stene lidt for mig selv, hvilket passede mig udmærket. Hver gang vi havde drukket det sidste af vores øl tænkte jeg, at nu skulle vi nok hjem så jeg kunne komme i seng, men nej. Efter middagen syntes de helt bestemt vi skulle på KTV –kinesisk karaokested som er helt vildt populært. Man får sit eget rum med TVskærm og karaokemaskine og så skal man ellers bare synge. Og ikke nok med, at jeg skulle sidde der med tre kinesere i slutningen af fyrrene, en af lederne fra Yizhong, mr. Liu, og hans kone sluttede sig til os. Så var vi fem halvgamle kinesere –og mig. Og selvfølgelig skulle jeg hele tiden synge Titanic –for det var den eneste engelske sang der var. Underholdende var det dog, især da mr. Liu inviterede mig op på en vals og gav mig en buket kunstige blomster. Da jeg blev kørt tilbage på skolen gik det lige pludselig op for mrs. Wang, at jeg jo ikke kunne komme ind igennem porten fordi det var for sent. Jeg forsikrede hende om, at jeg da bare kunne hoppe over hegnet -det havde jeg jo alligevel gjort før. Et kort øjeblik glemte jeg vist lige hvem jeg snakkede med. Dagen efter mødte jeg mrs. Wang (som gav mig en reprimande fordi nogle ledere havde været oppe i min lejlighed og konkluderet at mit køkken ikke var rent nok. Så kan man lære at låse sin dør!), og hun mente helt bestemt at jeg måtte have hoppet over hegnet MANGE gange før, så god som jeg var til det. Ups.