At blive 22 kinesiske år

Jeg tror det er første gang i mit liv der har været sne på min fødselsdag. Og selv her, hvor oddsene er en del bedre for en hvid 9. december end derhjemme, var sneen ved at smelte og temperaturen var over frysepunktet. Dagen efter kom der så sne igen, så nu er her fint og hvidt og frostvejr igen.
Min fødselsdag startede med, at Tanja og Tara vækkede mig med fødselsdagssang og kaffe og gaver på sengen. Meget dansk-fødselsdags-agtigt med dannebrog og det hele. Men det var stort set også det eneste der mindede om de 19 andre fødselsdage jeg har prøvet i Danmark.

Ovre på skolen lige inden English Corner mødte Tara Li guo peng, en af mine elever fra class 2 som havde 'a small toy' til mig. 'Okay, are you going to English Corner?' spurgte hun (fordi hun ville fortælle at vi skulle være i et andet lokale), og han svarede 'what?! No! A small toy!' mens han viftede med sine fingre. En hilsen han altid bruger når han ser os, og som regel er det efterfulgt af et weeeen zhuuu (mit kinøjsernavn). Det siger lidt om kommunikationsmulighederne nogle gange. Men han skulle også til English Corner og jeg fik mit small toy som var en lille CJ7 space dog -en meget populær kinøjsisk tegneseriefigur som jeg er blevet fan af uden nogensinde at have set tegneserien. Jeg har allerede en space dog hovedpude og en space dog nøglering. Det er sådan en hvid én med et grønt hoved og en antenne oven på hovedet. Så jeg er meget glad for min nye til samlingen som er blevet døbt Li guo peng.

English Corner om tirsdagen er altid lidt af et kaos, fordi vi har class 1 til 5, som er de klasser der larmer mest og de klasser der er dårligst til engelsk. Liang de chao, en af mine elver fra class 2 (som aldrig har været til mine timer) har af en eller anden uforståelig grund besluttet at komme til English Corner hver eneste gang. Han er helt utroligt irriterende og provokenrende og har fået tilnavnet Liang de lort eller bare lorten. Nu kan det nok lyde utrolig strengt, men han ødelægger English Corner hver gang, og vi har flere gange måttet smide ham ud, hvilket ikke er en særlig rar følelse og hvilket ikke burde være nødvendigt.
Nå, nok om det. Vi var så heldige at møde ham på diskoteket i fredags hvor vi lige havde sat os ned med en øl og en skål fuglefrø. Lige pludselig stod han der og smilede og sagde 'go dancing go dancing' mens jeg bare ønskede jeg kunne synke i jorden (fra nu af er det forresten slut med at tage på disko når eleverne har hjemmeweekend!). Det valgte han så at gøre meget tydeligt opmærksom på til English Corner hvor han konstant lavede dansebevægelser og lavede technomusiklyde. Og spurgte 'go jumping (at danse hedder vist at hoppe på kinesisk, hvilket også er meget sigende i betragning af at dansegulvet faktisk hopper), have fun?'. Så der fandt alle eleverne ud af, hvad vi går og laver i fritiden mens de sidder og laver lektier. Og de synes forresten allesammen at diskoteket er et meget meget dårligt sted for os at færdes. 'Very bad people' siger de altid hvis man spørger til det. Men vi elsker det og er blevet gode venner med alle dem de synes er 'bad people'. F.eks. kommer diskomutter altid over og siger hej når vi er der, og vi er gode dansevenner med Kappafyren som er der hver eneste gang. En tur på disko uden Kappa er bare ikke optimal. Men det behøver eleverne jo ikke lige vide.

Senere på dagen mødte vi Wang Yu ude på legepladsen, og han sagde at han lige havde været oppe i lejligheden og stille noget til mig. 'I didn't know what you needed so I hope you need this' sagde han. Da vi så kom op i lejligheden stod der en AND på spisebordet med et hjemmelavet happy birthday Liv skilt i. Altså ikke en levenede én, men en stegt and med hoved på og det hele. Og næb. Så typisk kinesisk. Den står stadigvæk inde i køleskabet fordi jeg ikke lige kan overskue at spise den. Men jeg bliver jo nødt til at smage på den på et tidspunkt for ikke være alt for utaknemmelig.
Da vi lidt senere skulle over og undervise, mødte vi Wang Yu igen, og jeg sagde mange tak, og han kunne slet ikke forstå at vi ikke allerede havde spist den. Nej, nej, det kan to piger da også sagtens lige gøre på en halv time, det er klart.

Vi fandt ud af, at grade 3 eleverne havde tests nede i de lokaler vi plejer at undervise i, hvilket betød, at Tara og jeg blev nødt til at slå vores klasser sammen og undervise to på en gang i et lokale. Umiddelbart en dårlig ide, fordi vi i denne uge lærer dem at synge en engelsk sang, hvilket i sig selv kan blive ret larmende med bare én klasse. Men jeg kan rigtig godt lide at undervise sammen med Tara, og det gik overraskende godt, lige indtil der var fem minutter tilbage af timen og de allesammen råbte 'can you sing the song for us?' og kiggede med bedende øjne op på os. Tara flygtede bogstavligtalt ud af klasselokalet og gemte sig ude på gangen, og så stod jeg der med hundrede kinesere og tohundrede skæve hundeøjne der kiggede på mig. Hvad andet er der at gøre end at synge en solo så? De der kender mine sangevner ved, at det ikke kan have været noget kønt syn (kan man sige kønt hør?).

Efter den pinlige episode var det dejligt at Tanja kom over med en wei hao mei kage (wai hao mei er Huanrens mcD med et w som logo i stedet for et m) som er dejlig syntetisk men smager godt. Det er den tredje wei hao mei kage jeg har fået inden for de sidste to uger forresten. Og så havde hun lige nogle ekstra overraskelser med. For det første en kæmpestor champagne som smagte af gær, og så et halvanden meter højt platicjuletræ MED pynt, som hun med noget besvær havde købte på vejen herover. Det var egentlig beregnet som pynt ude foran en butik (hvilket forklarer at det allerede var pyntet da jeg fik det), men hun fik sig forhandlet sig frem til, at de godt kunne undvære det. Så nu er julen reddet og vi kan komme til at danse rundt om det!

Tak til Tara og Tanja og alle kineserne (inklusiv Liang de lort) for en god fødselsdag. Og som overskriften siger, er jeg nu blevet 22 kinøjserår. Kineserne siger nemlig at man er ét år når man bliver født, så hvis en elev f.eks. er 17 år, er han i virkeligheden 16. Så nu er jeg i kineserøjne 21, og så har jeg lige add'et et ekstra år for at sætte mig lidt i respekt overfor mine stort set jævnaldrende elever. Det var et tip jeg fik fra starten og som jeg har fulgt meget konsekvent. Det lyder meget fuskeagtigt, men når jeg har sagt at jeg er 21 har de allesammen sagt 'ooooh soooo young!'. Så de skulle bare vide at jeg har været 19 hele tiden.

Og som om jeg ikke har fået fødselsdag nok, så føles det næsten som om jeg også har fået gaver i dag. Dog af en mindre materiel art. Som sagt lærer vi dem at synge en engelsk sang i denne uge, og det er simpelthen så sødt at se eleverne når de sidder der og synger. Især class 3 som jeg underviste i dag var søde. Det er en klasse med en hel masse utroligt sjove og larmende drenge som næsten ikke kan snakke engelsk. De gik virkelig meget op i at synge, og alle drengene (ham jeg kalder plys, ham der gerne vil flyve ind i nogle tårne i USA, basketfyren, ham der er meget meget pæn og ham der ligner en pakistaner)var allesammen fuldstændig opslugte af sangen som er en kærlighedssang fra High School Musical. Et uforglemmeligt syn.