De kære elever

Jeg vil lige skrive lidt om, hvordan det går med undervisningen.
Vi har fået English Corner op at køre, hvilket betyder, at vi har 5 elerver fra hver af klasserne 3 gange om ugen. Tirsdag har vi class 1-5, onsdag class 6-10 og torsdag class 11-14. Det vil sige 25 elever hver gang. De rykker hele tiden rundt på vores tider, men som det er lige nu, har vi faktisk English Corner i 45 minutter ad gangen, hvilket er mere end en hel undervisningstime. Det fede ved English Corner er, at jeg ikke har den der følelse af, at jeg bør sørge for at alle eleverne er med, og at der er meget vigtigt at de lærer noget. For det meste leger vi bare en leg, og de er så få, at de fleste kommer til at sige noget. De kommer frivilligt, og alternativt skal de sidde i deres klasselokale og lave lektier mens læreren vogter over dem med falkeøjne, så jeg tror det er ret populært. Og så er vi to lærere til at styre det, hvilket jo er det rene overflod til så få elever, så det er utroligt afslappet og kræver ikke så meget af os.

Den rigtige undervisning går rigtig godt synes jeg. Selvom jeg ikke er særlig pædagogisk og selvom jeg er dårlig til at skælde dem ud når de larmer. Jeg ser dem nok lidt mere som venner end som elever, hvilket godt kan give bagslag når de begynder at larme og jeg ikke kan komme igennem med noget som helst. I min begejsting over det amerikanske præsidentvalg tænkte jeg, at det ville være fedt at snakke med dem om verdensledere og valg (altså ikke sådan at trække demokrati ned over hovedet på dem, men prøve at snakke om, hvilke egenskaber der var vigtige hos en leder). Det der med at vælge en leder kunne de ikke rigtig forholde sig til tror jeg, men det blev alligevel interssant da jeg bad dem lave en afstemning om, hvem der var den bedste leder i klassen. Jeg bad dem vælge én ting de ville ændre hvis de var leder af hele verden, og så bad jeg 5-6 elever komme op til tavlen og holde en lille tale for resten af klassen, som så skulle stemme om, hvem der var bedst. De ting de ville ændre varierede meget fra klasse til klasse. De kedelige ville bare sørge for at der ikke var så mange lektier i skolen, at maden i kantinen var bedre, eller at alle fik gode karakterer. De mere interessante ville ændre nogle ting, der fik mig til at tænke over, hvor forskellig deres verdensopfattelse er fra den jeg er vokset op med i Danmark og Vesten. Mange ville sørge for, at Kina blev det mægtigste land i hele verden og at alle snakkede kinesisk. Én sagde at han ville starte 3. verdenskrig så der kun var ét land tilbage, og det var Kina. Hans klassekammerater begyndte at protestere på kinesisk og pege op på mig, hvorefter han rettede det til Kina OG Danmark. Andre ville gå i krig med USA og slå George Bush ihjel. Én ville endda flyve ind i nogle flere bygninger i USA ála 11. september, hvilket han demonstrerede med en papirflyver i mangel af engelske gloser.
Et par uger forinden havde vi OL-tema, hvilket på en eller anden måde resulterede i snakke om Irakkrigen og Tibets uafhængighed. Også her gik det op for mig, hvor forskelligt vi ser på verden. De var allesammen enige om, at USA var et dårligt land fordi de gik i krig i Irak for at få deres olie. Jeg prøvede at forklare dem, at USA selv forklarer invasionen som en nødvendighed for at skabe fred, men de grinede bare og sagde, at 'Sadam is a good person'! Ikke just en holdning man støder på derhjemme. Om Tibet sagde de at 'Tibet thinks China belongs to Tibet (hvad er det for noget? Det er da overhovedet ikke det det handler om..), but in fact, Tibet belongs to China, and they should let it be that way..'. Det er fedt at man kan få dem til at sige deres mening om sådan nogle ting.

Det er dog ikke altid vi har sådan nogle seriøse emner. Sidste uge legede vi, og i denne uge skal vi se film. Tara er ude at rejse med sin familie, så jeg skal undervise hendes klasser og mine egne på samme tid. Det vil sige 100 elever på én gang, og det løses altså bedst ved at sætte en film på. Men man sætter jo ikke bare sådan en film på. For det første skal man censurere alle de film fra, der har for meget kærlighed og kys osv., det kan de jo slet ikke håndtere. Og det begrænser altså udvalget en del. Derudover skal det være noget de kan forholde sig lidt til. Så valget er faldet på intet ringere end High School Musical! Så nu skal jeg se High School Musical 7 gange i de næste to uger! Men eleverne er helt vilde med den, så jeg tror de bliver glade.

Egentlig er alle mine syv klasser gode, men især class 2,3, 7 og 11 er mine yndlings. Sidst da jeg kom ind i 2’eren råbte de ’Wen Zhu (mit kinesiske navn) we missed you! We very missed you’ og så er jeg jo helt solgt. 3’eren har nogle utroligt sjove drenge som der altid er gang i, og som altid er meget underholdende. 7’eren har en masse søde elever, bl.a. dinofyren som jeg har fundet ud af hedder Liu Hao Wen, som er noget for sig selv. Helt utroligt kikset, og jeg tror de andre driller ham lidt, men han er simpelthen så sød, og vil altid meget gerne snakke efter timerne. 11’eren er min dygtigste klasse, og lige meget hvad man underviser i, siger de nogle rigtig gode ting, og forstår det meste af hvad jeg siger. Den eneste klasse jeg ikke så godt kan lide, er 1’eren. Her kommer min tålmodighed virkelig på prøve fordi de altid larmer ad helvedes til, og ikke tier stille selvom jeg nærmest råber af dem og bliver helt rød i hovedet af raseri. Her kan jeg virkelig mærke, at jeg ikke er særlig god til at være en autoritet over for dem, for jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal sætte mig i respekt. Deres andre lærere kan jo slå dem og jeg ved ikke hvad, men de ved udmærket godt, at jeg ikke rigtig kan straffe dem på nogen måde, og derfor hører de vist ikke rigtig efter. Det værste af det hele er, at jeg jo udmærket godt forstår at de snakker med hinanden i mine timer. Som jeg sikkert har skrevet utallige gange, går de jo i skole fra omkring seks om morgnen til ti om aftenen, så når de endelig har mulighed for det, er det jo meget forståeligt, at de tager sig en snakker og catcher up på verdenssituationen. Så de er den største udfordring for tiden.

Ellers er jeg blevet en stor fan af bestikkelse, fordi jeg har fundet ud af, at det kan få eleverne til at få lyst til at lære engelsk. Jeg sad og ordnede mine billeder på computeren den anden dag, og fandt et billede af en af mine elever fra sportsdagen som jeg ikke vidste jeg havde taget. Han er en af dem der altid sidder bagerst og aldrig siger noget. Jeg printede det ud til ham og gav det til ham efter en time, hvilket har resulteret i, at han nu konsekvent sidder på første række og dukker op til English Corner. Selvom han stort set ikke kan sige noget på engelsk.