De gæstfrie kinesere

Jeg fik min første aha-oplevelse med det kinesiske sprog for et par uger siden, da vi var ude at spise med Mashuai, og rent faktisk kunne føre en form for samtale. I starten var Mashuai egentlig mest af alt en belastning, fordi vi på ingen måde kunne kommunikere med ham, og det eneste han kunne sige var ’I love you!!’ til os alle sammen på skift, hvilket han så også sagde hele tiden. Siden da har han droppet kun at sige ’I love you’, og kan nu også snakke om andet. Hver gang vi mødes med ham har han lært et nyt engelsk ord, og hver gang forstår vi lidt flere af hans tegnsprogssignaler. Det er en ret speciel oplevelse at sidde der og spise to danskere og én kineser, der ikke rigtig har noget fælles sprog, men et par kinesiske og engelske ord og en masse kropssprog, og så alligevel kunne kommunikere. En samtale foregår for det meste med at han snakker kinesisk mens han laver en masse kropssprog, og vi snakker en blanding af dansk, engelsk og kinesisk.
Mashuai inviterede os hjem og besøge sine forældre, og dagen efter hentede han os i en taxa, og vi kørte ud til en lille by ca. 20 kilometer fra Huanren, hvor hans forældre boede. Det var simpelthen den hyggeligste lille landsby med små kinesiske skuragtige huse der lå meget tæt, høns der løb frit rundt i gaderne, der egentlig var grusstier, vogne trukket af køer og heste, og en gang i mellem en knallert eller en af de trehjulede biler de har her i Kina. På hjørnerne sad byens gamle i efterårssolen og arbejde på forskellige ting mens de lige fik ordnet verdenssituationen. Vi blev præsenteret for hans bedsteforældre der så meget stolte ud over, at deres søm kom slæbende på to stornæser –højst sandsynligt de eneste stornæser der nogensinde har været på besøg i den by. Vi havde forventet at Mashuai boede i et af de mange skurhuse, og vi havde regnet med, at hans familie var rimelig fattig. For det første fordi Mashuai tilsyneladende ikke går i skole, og fordi han havde fortalt os, at han havde tre søstre, hvilket bestemt ikke er normal på grund af familiepolitikken. Så vidt jeg kan forstå, er det tilladt at få to børn hvis den første vel at mærke er en pige, men får man flere, er der en masse privilegier man går glip af, så som økonomiske tilskud til skole og hospital for børnene. Men vi blev overraskede! Mashuais forældre boede i byens største hus med to etager, to store hunde i gården, en masse høns i bur, og det kinesiske svar på en Audi i garagen. Her skal det lige indskydes, at selvom huset var godt i kineserforstand, var toilettet et das uden tag eller egentlige vægge ude i haven. Intet vand eller toiletpapir eller noget. Og det er altså i et land hvor der ofte er minus ti grader om vinteren. Der tror jeg ikke man har lyst til at gå på toilettet.
Mashuais mor havde lavet mad til os, og menuen stod på frøer! Det er en delikatesse, og jeg er sikker på, at det er meget fin mad, men det er første gang, jeg har haft virkelig, virkelig svært ved at spise deres mad her i Kina. De lå bare der på tallerknen med deres små frøhænder med fingre på, og med deres små hoveder med den bløde hud ved hagen som de bruger til at kvække med. Men der var jo ikke andet at gøre end at dig’ge in. Det uheldige ved måltidet var, at der ikke rigtig var andre retter end frøretterne. Normalt når man spiser ude i Kina fyrer de den af med tusind forskellige retter, men her var kun frøer og så en kærkommen gammel kending: grøn peber og røræg. Efter to frøer følte jeg at jeg havde gjort det godt, og gik sulten som jeg var i gang med et ordentligt stykke grøn peber… troede jeg! Det viste sig så at være grøn chili, og en utroligt stærk en af slagsen. Det medførte at min mund og mave først var ved at eksplodere, og derefter bare var fuldstændig lammede, og at mine øjne begyndte at græde. Så var glæden ved det måltid ligesom slut.

Udover Mashuas hjem, har vi været på besøg flere steder.
Vi har lavet dumplings hjemme hos Mrs. Hong som er engelsklærer på skolen, og Mrs. Wang, vores kinesiske mor og redningsmand i diverse pressede situationer, inviterede os hjem i sidste uge. Hendes hjem var kæmpestort og meget velhavende så det ud til. Hun boede der sammen med sin mand, sin svigermor, sin søn når han var hjemme fra universitetet i Shenyang, og en ’servant’ som hun formulerede det. Alle familiemedlemmerne havde store værelser med fladskærmsfjensyn og det hele, og tjeneren havde et lille bitte værelse, hvor der lige var plads til en seng og en kæmpe kasse af et fjernsyn, som jeg næsten vil gætte på var et sort-hvid fjernsyn. Mrs. Wang viste os en masse feriebilleder fra alle de rejser de havde været på. Det er ikke så normalt, at man har været ude at rejse her i Huanren, men mrs. Wang og familien havde både været i Thailand, Japan, på Taiwan og i Mongoliet. Hun er lidt utraditionel, og er vist heller ikke medlem af partiet. Men hendes mand er en eller anden form for embedsmand, så helt kommunistfrit var hjemmet ikke. Og der var da også et lille billede af den kære Mao på hylden. Mrs. Wang ville særligt gerne have at vi lige fik set nogle billeder af hendes søn som hun blev meget glad for at høre var ih og åh så ’handsome’.
En sjov ting ved at være hjemme og besøge kineserne er, at man opdager hvor forskellige rutiner man har. Som det aller første får man altid stukket et par sutsko i hænderne, og man tager altid skoene af før man træder indenfor. Alle de steder vi har besøgt, har folk smidt bukserne, så de har rendt rundt i deres lange underbukser og et par sutsko. Vi er også ofte blevet opfordret til at smide noget tøj, men har altid beholdt bukserne på. Mrs. Wang rendte rundt i et par utroligt smarte knaldrøde lange underbukser med matchende røde sutsko. Og de tænker på ingen måde på, at det er underligt sådan at smide tøjet.