Kinesiske mysterier

0) Kinesisk (in)effektivitet
Jeg tilføjer lige et mysterium som jeg har lagt ekstra meget mærke til her på det sidste. Kineserne har en meget mærkelig balance mellem at være utroligt effektive og virkelig ineffektive. F.eks. gik hele september uden at vi fik English Corner op at køre, og da det blev oktober havde vi heller ikke fået nogle af de penge, der står i vores kontrakt vi skal have hver måned til at købe mad for. Efter at have spurgt mrs. Wang et par gange om English Corner uden at der skete noget, havde jeg lidt forberedt mig på, at det ville komme til at tage tid. Alligevel gik vi en aften over på skolen for lige at høre om der snart skete noget. Mrs. Wang var lidt forvirret over hvad English Corner egentlig var (det står ellers i vores kontrakt at vi skal lave det), og hun kunne heller ikke lige huske hvor mange penge det var vi skulle have. Så jeg regnede med, at det ville tage mere tid. Men allerede næste morgen ringede mrs. Wang og bad os komme over. Hun havde penge til os for to måneder og vi skulle allerede starte English Corner næste dag -og fremover have det 3 gange om ugen.
Da vi dagen efter kommer over i det lokale vi skal have English corner i, skal man igennem et forfaldent biologilokale for at komme derind. I lokalet ligger der knust glas, gamle bøger, reagensglas med de mærkeligste ting i, og plasticlunger, levere eller hjerter over det hele. 'I will ask some students to clean it up' siger mrs. Wang, og vi tænker, at det kommer til at tage en evighed før det lokale bliver fint. Men nej, da vi et par timer senere tropper op til English corner, er lokalet fint og ryddet.
Et andet eksempel er, at Tara og jeg en dag stod og kiggede ud af vinduet. Pludselig går det op for Tara, at de huse, der engang var lige ovre bag basketbanerne ikke længere er der. Hun spørger mig undrende om der ikke engang var huse der, og jo, da jeg kom var der huse hvor der boede mennesker. Det er som om husene fra den ene dag til den anden bare er forsvundet, og erstattet af noget meget jævnt jord.

1) Den kinesiske trafik
.. ligner ved første øjekast noget fuldstændig uoverskueligt rod. Når man kigger nærmere finder man ud af, at det er et fuldstændig uoverskueligt rod! For det første kører bilisterne efter mottoet: 'Brug hellere dythornet end bremsen'. Det betyder at der konstant dyttes i trafikken. Nogen gange også selvom der ikke er andre trafikanter - bare lige for en sikkerheds skyld. Det tog lige lidt tid før jeg vænnede mig til, at det ikke var mig og mit blege danskeransigt de dyttede af. Men udover dythornet som ser ud til at være en overlevelsesregel, er der tilsyneladende ikke noget der hedder regler i trafikken. Der overhales indenom, der køres slalom og sikkerhedsseler findes ikke. Umiddelbart en kombination der umuligt kan føre noget godt med sig, men lur mig om jeg aldrig nogensinde har set et færdselsuheld i Kina. En enkelt gang holdt en taxa med én (og kun én) smadret forlygte på vejen i Huanren, men det medførte også et stort spetakel og en masse mennesker der blokerede hele vejen i flere timer. Selvom man tilsyneladende kan trække sit kørekort i en automat her, klarer de alligevel en rimelig sikker trafik. Og det skal også lige nævnes at der udover biler, motorcykler og cykler også er rickshaws, hestevogne og af og til vogne trukket af køer i trafikken. For udefrakommende er det noget med at lukke øjnene og slå korsets tegn i håbet om at overleve, men på en eller anden måde lærer man, at der ikke er så meget at frygte.

2) Kinesisk indkøb
..er tilsyneladende et stort udvalg af rimelig ubrugelige ting (set med ensidige vestlige øjne). Det er helt umuligt at opdrive kyllingefilet, oksekød eller almindeligt svinekød, men til gengæld har de metervis af kølediskplads fyldt med grisetryner, hønsefødder, orme og andet i den dur. Er man på jagt efter yoghurt kan man kun få frugtyoghurt med underlig smag og sukker, og får man fingrene i noget yoghurt natural er det fuldstændig proppet med sukker. Har man lige en sød tand der skal tilfredsstilles, kan man få geleagtig slik, tørret frugt-slik (og her skal det lige tilføjes at det gerne er sådan noget grannåleagtig wunderbaum-smag), og jordnødder med vand i skallen, jordnødder med hvidløgssmag, jordnødder i alle tænkelige udgaver. Derudover er alle grøntsager i Kina gigantiske. Skal man have nogle gulerødder får man noget der ligner roer, skal man have en fersken får man noget på størrelse med en lille håndbold. Den anden dag fik vi stukket et stykke af noget i hånden ovre på læreværelset som smagte som radisse, og som havde en diameter på mindst ti centimeter. Når vi nu er i masverdenen skal det også lige nævnes, at kinesere er utrolig glade for alle former for hoveder. Spiser man frokost i kantinen kan man nogle gange få noget med kartofler der smager ret godt. Det syntes vi i hvert fald indtil den dag Tara første gang fandt et helt kyllingehovede med hanekam og det hele nede i maden. På et tidspunkt fik jeg også noget med fisk i kantinen, og sørme om jeg ikke var så heldig at få hele to fiskehoveder med. Nam nam og så er der serveret.

3) Kinesisk musiksmag
Man skulle tro at der med 1,3 mia. mennesker var grobund for noget god musik. Og nu skal jeg heller ikke komme og sige, at der ikke i nogle af storbyerne er noget undergrundsmusik der minder lidt om noget rock'n'roll, men min erfaring er, at kinesere kun er vilde med to genrer: Pop og techno. Og gerne så poppet og technoet som muligt. Når man går en tur ned af Huanrens gader kan man være heldig at støde på klassikere som Venga Boys' we're going to Ibiza eller den der 'Im a big big girl in a big big world. Ellers er der gerne hardcore techno på fuld drøn i højtalerne i diverse tøjbutikker. Og så er de vilde med at synge allesammen. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg er blevet spurgt om jeg kan synge en sang, og det er efterhånden sket mange gange, at jeg har måttet give en lille koncert med 'jeg ved en lærkerede' eller den danske nationalsang for at give lidt variation. Tilgengæld har jeg fået diverse privatkoncerter (og stort set kun fra drenge) med Michael Learns to Rock's 'Take me to your heart' (en sang ingen har hørt om i DK, men som alle kinesere kender), Im a big big girl, Titanic-sangen eller noget andet i den stil. Jeg har virkelig skullet tænke på noget meget sørgeligt, for ikke at bryde sammen af grin mens sådan en lille sød kineserdreng med stemmen i overgang og rystende af koncentration synger Im a big big girl, eller synger noget volapykengelsk på Titanicmelodien. Det er utroligt at hele befolkningen tilsyneladende har kronisk dårlig musiksmag (jf. inlægget om infernobusturen til Dalian med pophelvedes-TV kørende i fire timer i træk). Hertil skal det også nævnes, at de tit hører engelsk musik som de absolut ikke forstår noget af. Tara har en gang set en masse gamle damer danse kineserdans på government square til en sang med teksten 'boom boom I want you in my room and we can spend the night together..', og i Dalianbussen brøllede en sang med teksten 'heey we want some pussy' lige pludselig ud af højtalerne.

4) At køre i taxa
.. er i sig selv ingen stor bedrift. Bedriften består i, at kommunikere med chaufføren som ALTID knævrer løs på kinesisk. 'Ting Bu Dong' prøver man, som på helt basalt stenalderkinesisk betyder 'forstår ikke'. Så bliver der grinet, og så kommer der ellers en ny smøre på kinesisk. Ting Bu Dong prøver man igen, eller hvis man er rigtig vovet bevæger man sig ud i 'wo bu hui shuo han yu' -jeg taler ikke kinesisk. Så bliver der ellers plapret videre fra chaufførens side, og man sidder og får helt krampe i smilebåndene af at smile og se sød ud og nikke og lade som om man forstår noget.

5) At få street respect
Som tidligere nævnt et par gange, kan kineserne godt lidt at drikke øl (det siger lidt at jeg på min computer har en mappe der hedder 'fest', hvor der er 300 billeder, mens mappen 'elever' kun har 18 billeder). Kan man drikke en øl i én tår er man noget så great og strong og jeg ved ikke hvad. Kan man få en af de store mænd til at brække sig er det endnu bedre. Man får kastet cigeretter i hovedet, og når man siger nej forsvinder lidt af den opbyggede respekt så igen. Hver gang Tara og jeg går igennem porten til vores skole, griner portmanden (ham der åbner og lukker porten) og hans venner altid og laver tegnsprog for at drikke en øl. Så laver de en opadvendt tommelfinger til os og griner videre. Det er vi åbenbart gode til, og det kan de godt lide. Måske er det derfor, at vi aldrig har hørt noget for, at vi utallige gange er kommet for sent hjem og har klatret over hegnet. Her skal det lige nævnes, at det er meget svært at finde ud af, om de regne én for at være voksen eller være et barn. På den ene side skal vi drikke øl hele tiden, og det er uhøfligt at sige nej. På den anden side skal vi helst være hjemme klokken 21 om aftenen, og vi skal helst ikke snakke med fremmede kinesere vi møder uden for skolen. Det er ret forvirrende at finde ud af.


5) Kinesisk tabu
er ikke til at finde ud af. Sådan noget med at være tyk eller grim eller smuk er ikke noget de lægger skjul på. 'Hende der den fede' kan man få at vide når man spørger hvilken lærer der har nøglen til det lokale man skal undervise i, og i det hele taget lægger de ikke fingre imellem. Jeg tilgiver aldrig Marsvin (vores kineserven) for at pege på mig, da vi på et tidspunkt var ude og spise, og lave håndtegn der viste en tyk mave. Derefter pegede han på Tanja og lavede tegn for en tynd mave. Og de stakkels kinesere forstår jo ikke hvorfor vi bliver fornærmede. På den anden side skal man slet ikke begynde at tale om noget der er i familie med at kysse, holde i hånd og på ingen måde noget der har med sex at gøre. Så går de fuldstændig i baglås.

6) Hvordan man bliver afhængig af de mærkeligste ting
Det er mig en gåde hvordan jeg på så kort tid er blevet afhængig af kaffe, jordnødder og tomat med røræg.

7) Hvordan man ændrer sig
Feks. er jeg begyndt at stå op klokken otte frivilligt om morgnen selvom jeg kan sove så længe jeg vil (vores første time begynder altid kvart i tre om eftermiddagen). Nu har jeg gået i skole i 13 år og kæmpet mig op hver morgen som en anden zombie, og så går der en halvanden måned og jeg er næsten blevet A-menneske. Derudover har jeg mistet lysten til at shoppe - jeg kan simpelthen ikke overskue tanken om at kigge i butikker, og jeg har det egentlig bedst iført mit lækre skiundertøj.

8) Hvordan eleverne kan betyde meget for én
Jeg kom egentlig til Kina for at opleve kulturen tæt på. Det der med undervisning var bare noget der ligesom fulgte med, og som jeg tænkte bare skulle overstås. Men hvad sker der? På en eller anden måde får de der elever lige skubbet til et eller anden inde i én så man bliver helt blødsøden og savner dem når de tager hjem på ferie. Det er mærkeligt så glad man bliver når de siger 'hello teacher' med deres stemmer der lyder som om de holder sig for næsen, når de siger 'very very thank you' hvis man har gjort et eller andet for dem, eller når de får ens mobilnummer og skriver sms'er som 'do you remember my name or I will be very angry'-og det er helt umuligt at huske alle deres kinesernavne. Af og til siger de uforståelige ting, og jeg tager mig selv i at lave et meget tydeligt kropssprog til dem når jeg underviser (f.eks. skulle jeg sige at jeg havde badet i Dalian i ferien, og tog mig selv i at stå og lave svømmebevægelser med armene imens), men selvom man ikke forstår hvad de siger, føler man sig helt knyttet til dem. Underligt!

8) Hvordan Kina får en særlig plads i ens hjerte
Selvom her er koldt såvel inde som ude, og jeg nu sidder iført skiundertøj, halstørklæde, sutsko og sovepose og skriver dette indlæg (overvejer også at finde mine vanter), selvom der lugter som en hel roskildefestial nogle steder på gaderne, selvom strømmen går og man ikke kan få kaffe, selvom man ikke forstår en skid, selvom Internettet er censureret, selvom de spiser så mange fuglefrø at de får hakker i deres fortænder, selvom skolesystemet minder om tortur, selvom man aldrig for noget som helst at vide før i sidste øjeblik, selvom vi egentlig ikke laver så meget andet end at vente på at komme over og undervise, så bliver man hurtigt betaget af Kina. Jeg ved ikke hvorfor, men måske er det netop fordi alt er så anderledes. I hvert fald er Kina et meget gæstfrit land, og kineserne er det venligste folk jeg nogensinde har mødt. Så på trods af deres sinsyge trafik, deres underlige madvaner, deres dårlige musiksmag, deres mærkelige sprog og traditioner - eller måske netop på grund af det - har Kina altså allerede fået en særlig plads i mit hjerte.