Dage i sportens tegn

Så er det vist tid til lidt updatereinger fra livet i Kina.
Først lidt om sportsdagene som hele Yizhong havde forberedt sig på lige siden jeg kom, og som ikke gik stille for sig. Jeg vil prøve at beskrive indmarchen som den må have set ud fra sidelinjen (nu deltog jeg selv med yderst gode march-moves, så det med sidelinjen kender jeg ikke til). For det første var hele skolen pyntet op: På bygningerne hang lange bannere med volapykskrifttegn, hele løbebanen var tegnet op så den ikke længere kun var en grusbane, men rent faktisk var inddelt i løbebaner, der hang store balloner i luften, og hele vejen rundt om løbebanen stod borde og stole til hver klasse, pyntet med blomster, balloner, flag og bannere. Ved syvtiden søndag morgen var luften kold og diset, og bjergene bag skolen kunne kun lige anes. Der var en summen af stemmer fra de tre tusind elever og lærere der var ved at stille op bag ved skolen. Der blev råbt kommandoer på kinesisk og for lige at sikre at marchrytmen sad fast, blev der råbt yi, er, yi – de kinesiske ord for én, to, én. Ved ottetiden overdøvede lyden af trommer den summende snakken. Dumdumdum-dum lød det i takt fra de elever der på store og små trommer, med trommestikker påført røde flag, indledte marchen sammen med tolv elever bærende på en kæmpeudgave af det kinesiske flag, og elever bærende på et stort banner med teksten: Huanren yizhong – skole nummer ét, Huanren. Trampende i yi-er-yi-takten kom derefter elever bærende på røde flag, og efter dem kom en gruppe elever med gule, grønne, blå og røde flag. Så kom lærerne. Mændene forrest og derefter kvinderne. Alle iført nålestribede mørkeblå jakkesæt. Alle undtagen de to danskere i midten som var iført sort rullekrave, jeans og kondisko. Og så lyst hår som stak et halv meter op over alt det sorte hår. Et kønt syn. Især fordi marchrytmen ikke lige sad fast hos danskerne, der i modsætning til kineserne ikke er vokset op med militærtræning som en fast del af skoleskemaet. Efter lærerne kom klasserne. Startende med grade one class one og derefter alle klasser til og med grade three class fourteen. Nogle iført ens hvide kasketter, hvide handsker eller bærende på buketter af falske blomster. Imellem klasserne kom et banner med en uforståelig kinesisk tekst i ny og næ.
Hele optoget marcherede forbi et domeragtigt panel bestående af nogle høje herrer. Hver gang en klasse kom forbi panelet lavede de deres indøvede marchtrin der varierede fra klasse til klasse. Yi-er-yi blev der råbt, og dumdumdum-dum lød fra trommerne som nogle gange havde svært ved at holde takten. Hele optoget endte i midten af det den nyoptegnede løbebane, og der blev hejst flag til den kinesiske nationalsang, hvortil alle kasketter blev fjernet og højre hånd blev plantet på brystet. Kanoner blev affyret og det blev holdt taler, og så var sportsdagen ellers erklæret åben.

Selve sportsdagen varede til klokken fem om eftermiddagen, og kørte videre mandag fra klokken syv om morgnen til klokken tolv om formiddagen. Der var alle tænkelige discipliner inden for løb, højdespring og længdespring, sækkehop, sjipning og tovtrækning. Imens disciplinerne fandt sted blev der kommenteret over højtalerne konstant, og vi forstod selvfølgelig ikke noget som helst af, hvad der blev sagt. På et tidspunkt blev Tara overtalt til at deltage i lærernes hundredemeter løb. Uden opvarmning vel at mærke og sådan lige ti minutter før start. På en eller anden mystisk måde blev jeg også hevet med i det, og det endte med, at vi begge to løb hundredemeterløb mens de fleste af skolens elever heppede helt vildt. Tara, som har nogle gode benere (det jyske er ved at blive en fast del af mit ordforråd) kom på førstepladsen, og jeg kom ind som nummer to. Det medførte vild begejstring hos eleverne der alle sammen var enige om, at vi var ’great’. Senere løb Tara også stafet med (og mod) lærerne. Dog skulle det vise sig, at det først var dagen efter at guldstafetten skulle løbes. Tara blev (igen med fem minutters varsel hvilket betød manglende opvarmning) sat til at løbe stafet igen mandag, og selvom hun var bagude da hun fik stafetten overleveret, kom hun først over målstregen. Det medførte selvfølgelig vild jubel og hun var great, og jeg var great fordi jeg kendte hende, og begejstringen ville ingen ende tage.

Det bedste ved sportsdagene var, at man fik mulighed for, at bruge tid med sine klasser uden for undervisningen. Alle klasserne ville rigtig gerne have én over og sidde, og de var hurtige til at stikke én en pose fuglefrø eller andre forsyninger når man satte sig. På et tidspunkt endte jeg med at stå med min class 2 og synge ’we will rock you’ mens jeg slog på tromme. Så stemningen var god og eleverne var glade, hvilket man godt kan forstå med sådan en ensformig skolegang som de har. Vejret var oven i købet helt fantastisk, hvilket resulterede i, at jeg fik en Peter Schmeichel-næse på grund af for meget sol. Tara fik et helt Schmeichel-ansigt.
Klokken tolv mandag var det hele så slut, og alle eleverne havde ferie. Det betød at skolen lige pludselig var helt øde, hvilket er svært at vænne sig til, når man er vant til, at der er elever over det hele. Ferien skyldes nationaldagen den 1. oktober, hvor Mao i sin tid udråbte republikken Kina. Det skulle selvfølgelig fejres, og vi tog til Dalian tidligt tirsdag morgen. Mere om det i næste indlæg.