Farvel Huanren

Da der stadig ikke er Internet på min skole, er jeg taget over på Tanjas skole i dag for at låne hendes Internet. Det bliver nok sidste gang jeg kommer på nettet inden vi tager herfra på mandag, så det er vel passende at lave et lille farvelindlæg.

De sidste par uger er gået med at sige farvel til alle eleverne, sige farvel til alle yndlingsrestaurenterne inde i byen (bl.a. den højt elskede nudelsupperesturent hvor en kæmpe portion koster under 6 kroner) og at planlægge vores rundrejse. Efterhånden er det hele begyndt at falde på plads, jeg har fået pakket og ryddet op i lejligheden, bestilt busbilletter fra Huanren til Shenyang, sendt 20 kg af mine ejendele med posten mod Danmark, og nu er vi egentlig klar til at tage afsted. Så klar som man nu kan blive når man skal sige farvel til det sted man har boet og været så glad for i fire måneder.

Jeg ved ikke hvad jeg forventede da jeg tog afsted. Men mit ophold her har uden tvivl overgået enhver forventning jeg måtte have haft. Det har været de mest anderledes, mest spændende, mest lærerige og så absolut de hurtigste fire måneder i mit liv. For det første er der landet og dens natur. Så stort og folkerigt at de regionale forskelle er ubegribelige, men alligevel er kineserne samlet som én nation, de deler én historie og (i princippet) ét sprog.
Så er der kulturen. Så anderledes end hvad jeg er vant til. De spiser frøer, orme, hunde, grisetryner, hønsefødder, you name it. De kører bil som sindsyge. De bøvser ved bordet. De smider altid bukserne som det første når de kommer indenfor. De giver hinanden cellofanæbler når det er jul. De ganbei'er. De spiser fuglefrø og de snakker volapyk (som jeg har fundet ud af ikke helt er volapyk alligevel). Jeg har fundet ud af, at jo mere jeg lærer om kineserne, deres kultur og deres historie, jo mere mangelfuld finder jeg ud af, at min viden er.
Og så er der projektet. For mit vedkommende har det med at være lærer aldrig været noget jeg har været interesseret i (og det er det heller ikke når jeg kommer hjem igen). Men at være lærer for kinesiske 1.g elever har vist sig at være det bedste ved hele mit ophold. Den der følelse af, at kunne give dem noget anderledes i deres hverdag. At føle at de får et pusterum fra ensformigheden, fra det kæmpe pres der ligger på deres skuldre fra forældre, lærere og dem selv om at skulle klare sig godt. For her er det altafgørende at klare sig godt. Beviset er lige uden for vinduet i deres klasselokale, hvor en gammel kineser trækker rundt på en vogn læsset med gamle papkasser. De er hans indtægtskilde. Eller lige rundt om hjørnet hvor en række fuldstændigt faldefærdige skurlignende huse med papirtynde vægge skal holde deres beboere varme i seksten graders frost. Oftest med plastic for vinduerne i mangel af glas. At kunne give dem lov til at have det sjovt, lov til at drømme, og mulighed for at udfolde sig uden at de bliver bedømt på deres grammatiske kunnen. Den følelse er helt speciel. Og det at kunne se en udvikling hos eleverne. Hvordan de får lyst til at diskutere, til at sige deres mening. Hvordan man lige pludselig kan mærke at de rent faktisk er blevet bedre til at snakke engelsk.
Og så får de en helt speciel plads i ens hjerte. Og jeg tror man får én i deres. Man er den eneste lærer som samtidig kan være deres ven, og man er for manges vedkommende den første fremmede de har mødt i deres liv.
Det er ikke til at sige hvem der har lært mest i timerne – mig eller dem? For samtidig med, at de (måske) har lært noget engelsk, har de lært mig, mere eller mindre bevidst, en hel masse om kineserne, deres kultur og deres mentalitet.

Jeg kommer til at savne at vågne op til noget der minder om tyrolermusik som brøler ud af højtalerne om morgnen når alle eleverne skal ud og løbe på stadion ude foran mit vindue. Jeg kommer til at savne at kunne gå ned i kantinen og spise uden at skulle lave mad selv. Jeg kommer til at savne diskoteket med det hoppende dansegulv, Mashuai, Kappa, diskomutter og alle vores andre venner der. Jeg kommer til at savne den koreanske, pandekagehuset og nudelsuppe. Jeg kommer til at savne class 2 med Li Guo Peng, Qu Wen He og alle de andre drenge som ikke kan snakke engelsk, tror at Dalai Lama har et kæmpestort gevær, og som jeg altid har det så sjovt med. jeg kommer til at savne class 3 som altid har været en af mine yndlingsklasser. Jeg kommer til at savne class 7 som er fuldstændig ustyrlige og hvis elever ligner dinosaurusser og hammerhajer. Jeg kommer til at savne class 11 hvor alting altid lykkedes fordi de var så fantastiske. Jeg kommer at savne Taras elever som jeg fik lov at undervise i to uger. Jeg vil savne Wang Yu og Dai Xinrong som bliver de sværeste at sige farvel til.

Vals, blåt hår og lynkinesere: At fejre nytår i Kina!

Det er svært at forholde sig til det, men nedtællingen er begyndt til vi skal forlade vores skoler. Forholde sig til det bliver vi dog nødt til, har vi fundet ud af her på en noget inaktiv første januar. Vi bliver nemlig nødt til at få planlagt vores rundrejse. Så det er vi gået i gang med i dag. Og vi har besluttet, at den 12. januar bliver dagen hvor vi drager nordpå mod Harbin og skal sige farvel til vores elskede Huanren. Så langt så godt. Så er der i hvert fald noget der er på plads. Vi er også rimelig sikre på, at vi rejser fra Beijing til Danmark den 21. februar, for der udløber vores visum vist nok. Så smarte som vi er har vi bestilt billetten hjem til den 22. februar -dagen efter vores visum udløber. Så det skal lige ordnes. Men alt imellem den 12. januar og 21. februar er stadig rimelig usikkert. Dog begynder vi at få en ide om, hvordan vores rejseplan nogenlunde kan se ud. Vi venter på at høre fra Yan (kontaktperson mellem skolerne og Løgumkloster højskole) hvis hjælp vi har brug for, hvis det skal lykkes at komme til Tibet. Når rejseplanen bliver lidt mere færdig skal jeg nok skrive den ind på bloggen.

For tiden går der meget tid med at sige farvel. Jeg har haft min sidste time med class 1 og 2. Mine yndligselever fra class 2 blev efter timen i deres aftensmadspause for at forsikre mig om, at de vil cykle til Danmark for at besøge mig når de får en lang ferie. Den skal godt nok være lang.
Mandag og tirsdag i næste uge skal jeg sige farvel til resten af mine klasser. Det er ikke så sjovt og jeg kommer virkelig til at savne de små kinesere.
Eleverne har fri onsdag til søndag i denne uge på grund af nytåret, selvom det rigtige nytår i Kina først er den 26. januar hvor der er spring festival.
Alligevel fejrer de vores nytår med en ordentlig fest -det fandt vi ud af i går, og det vil jeg lige skrive lidt om:

På nytårsdag var vi ude og stå på skøjter med Wang Yu og Dai xinrong (Wang Yu's klassekammerat), og det var rigtig hyggeligt. Efter Tara er taget afsted er de to så søde til at holde mig med selskab fordi de er bange for, at jeg skal være ensom. Så de kommer næsten op og besøger mig i lejligheden hver dag i deres aftensmadspause, og om tirsdagen hvor jeg har en fritime imellem mine tre klasser, plejer de at komme ned i mit klasselokale og underholde mig fordi de har idræt den dag og let kan smutte.
Efter skøjtning og nudelspisning, tog vi over på Tanjas skole, hvor vi blev hentet i en taxa af mr. Lin - Tanjas kontaktperson. Vi havde lovet ham at tage med til noget nytårsfest med nogle elever, men vi anede ikke hvad det gik ud på. Det viste sig, at alle 3.g klasserne på Tanjas skole havde lejet lokaler til at holde fest i - og det viste sig, at vi skulle rundt og besøge alle de forskellige fester med mr. Lin. Det blev utroligt festligt og jeg tror ikke det kan tælles på én hånd, hvor mange gange der blev sagt 'I love you' til os af elever vi aldrig nogensinde havde set før. I dagens anledning havde næsten samtlige drenge valgt, at peppe nytårsoutfittet ud med blåt hårspray. Nogen gange også andre farver hvis det skulle være rigtig vildt. Hver gang vi kom til en ny fest ville de meget gerne høre Tanja og jeg synge en sang, så sangstemmen blev luftet rigeligt den aften. Også dansegenet blev tilfredsstillet da en af headteacherne (hvis kone er engelsklærer på min skole) bød mig op til vals - foran alle eleverne. Og jeg var vel at mærke højere end ham og jeg tror at det var mig der førte ham rundt på dansegulvet som en ægte gentleman. Og hver gang vi kom til et nyt sted ville de allesammen gerne gan bei'e med os. Den sidste fest vi kom til var med en idrætsklasser der næsten udelukkende bestod af drenge, og den endte med at blive en kæmpe middag med de efterhånden velkente kinesiske borde der kan dreje rundt, og med de efterhånden velkendte kinesiske retter. Og den efterhånden velkendte Baijiu - kinesisk brændevin som uden tvivl er det mest ulækre alkohol jeg nogensinde har smagt. Den valselskende headteacher fra før ville meget gerne have os til at lære ham at synge 'my heart will go on' -titelsangen fra Titanic - som aldrig er gået af mode i Kina. Det var en ubeskrivelig oplevelse at høre ham synge lyde der aldrig nogensinde har mindet om engelsk på en melodi der aldrig nogensinde har mindet om Titanicsangens. Middagen var i det hele taget ubeskriveligt festlig. Der blev konstant skrålet kinesiske sange (og nogen gange klassikeren 'Take me to your heart' for vores skyld) mens der blev trommet på borde, glas, tallerkner og metalbakker med chopsticks. Og den festlige headteacher gav et nummer der gik ud på at synge ned i en ølflaske (?).
Vi havde fået at vide at vi skulle være forberedte på at 'party with the students the whooooole night', og som vores kinesererfaring sagde os, betød det, at festen sluttede klokken et. Så der bevægede vi os hjem mod Yizhong, hoppede over hegnet og sov lige til en af mine elever ringede og vækkede os næste morgen, fordi han ville komme og besøge mig. Her er første januar åbenbart ikke helliget til tømmermændsplejning. Det endte faktisk med, at vi fik besøg af 4 elever i lejligheden. Men de er nu søde og jeg nyder al den tid jeg kan tilbringe sammen med dem.

Sheng dan kaui le fra Kina

At holde jul i Kina langt fra alt der hedder rigtige juletraditioner har været noget af en oplevelse. Her kommer lige nogle highlights:

Den 24. december vågnede jeg ovre på Tanjas skole ved, at der blev banket meget ihærdigt på døren. Tanja åbnede (og jeg gemte mig pga. manglende tøj på min krop) og det var en masse elever der kom med æbler pænt indpakket i cellofan. Det er noget de gør her, giver hinanden æbler eller appelsiner på juleaften. ’Happay safety night’ siger de så, og man forstår slet ingen ting og smiler bare og siger happy safety night to you too. Nogle af mine elever har forklaret mig, at kineserne mener at den 24. er safety night og den 25. er et eller andet andet-night, som skal fejres med en masse øl. Safety på kinesisk hedder ping an og æble hedder ping guo. Fordi ordene lyder ens når man udtaler dem, giver man altså hinanden æbler på safety night.
På Yizhong er det blevet forbudt at give hinanden æbler den 24., for ifølge lederne vil det, Gud forbyde det, fjerne elevernes fokus fra at studere. Så det var ikke så mange elever der havde mulighed for at give mig æbler, men nogle gjorde det alligevel. På den anden skole resulterede Safety night i, at Tanja fik lavet en samling på over 30 cellofanæbler som nu pynter fint i lejligheden. Hvad man skal bruge 30 cellofanæbler til, ved jeg ikke.

Da jeg kom hjem fra Tanjas skole ved middagstid efter at have lavet risengrød hele morgnen, så vi kunne få risalamande om aftenen, ringede Wang Yu og bad mig møde ham i skolegården. Der gav han mig en seddel med nogle kinøjsertegn, som jeg skulle give i en butik nede i byen, hvor han have bestilt en and til mig. Eleverne må jo ikke selv forlade skolen, så jeg blev nødt til at hente den. Så blev julemiddagen lige reddet fra at være vegetarisk.
Ellers gik juleaftens dag med undervisning af fire klasser i træk. Tre af mine yndlingsklasser og Taras yndlingsklasse. Og jeg kunne ikke have fundet en bedre måde at tilbringe dagen på. Oven i købet var det i to af klasserne nok de mest succesfulde timer jeg har haft indtil nu undervisningsmæssigt. Klokken halv seks var jeg færdig efter at have givet privatkoncert i class 3 med julen har bragt velsignet bud, og jeg pakkede mit plasticjuletræ og al julepynten sammen og bar det, til stor begejstring for forbipasserende elever, op til lejligheden, hvor Tanja havde pyntet fint op med stearinlys og julemusik. Og så skulle jeg ellers have gang i madmutter-genet og kreere en dansk julemiddag med kinesiske ingredienser. Og hvis jeg selv skal sige det blev det faktisk rigtig godt. Vi lavede kartofler, rødkål, brun sovs og så havde vi jo også en and. Og glögg og konfekt og risalamande som egentlig bare var risengrød med mandler, og kirsebærsovsen blev erstattet af varm brombærsyltetøj. Og som kronen på værket kom Wang Yu på besøg og spiste julemiddagen med os (jeg tror ikke han kunne lide det). Han havde på en eller anden måde fået sneget sig ud af sin aftentime og over til os. Han gik klokken ni fordi det er der de får fri, og han blev jo nødt til at tage hjem til sine forældre som hvis han havde været i skole.
Tanja og jeg dansede rundt om juletræet til en karaoke-CD som Tanjas familie har sendt fra Danmark med danske julesange. Så kan det ikke blive mere kinøjserstyle. Og under træet lå cellofanæbler og pakker fra Danmark. Tusind tak for dem!

Den 25. var jeg helt vildt udmattet. Måske fordi jeg lige pludselig har fået dobbelt så mange klasser at undervise end jeg er vant til, fordi Tara er taget hjem. Lige inden jeg skulle undervise min første af tre timer i træk, mødte jeg mrs. Wang som inviterede mig ud på julemiddag om aftenen. Så efter den tredje time tog vi direkte ud for at spise. Jeg var så træt at jeg bare havde lyst til at gå direkte i seng. For at forstå det sjove i den situation jeg havnede i, skal mrs. Wang lige beskrives. Hun er vist en eller anden slags leder af engelskafdelingen ovre på skolen, sidst i fyrrene og omkring 145 cm høj. Over for os har hun altid været rigtig sød og vi har tit haft brug for hendes hjælp. Men over for eleverne er hun vist lidt af et mareridt. Jeg har brugt hende som mit bedste trumfkort i den her uge for at få eleverne til at være stille: ’mrs. Wang sagde til mig efter sidste time at vi havde larmet så meget, at hvis det fortsætter må jeg ikke undervise jer mere’. Og så bliver der ellers stille. Tanken om, at mrs. Wang kunne finde på at komme forbi er vist så skræmmende at de rent faktisk tier stille. Når hun kommer gående på gangene stopper alt der hedder hyggesnak, og eleverne kigger bare ned i jorden. Nogle gange udser hun sig nogle stakkels elever og peger på dem med sin ørnefinger og siger et eller andet på kinesisk, og så skal de ellers gøre rent eller et eller andet andet slavearbejde. Min elev Li guo peng i class 2 skrev på et tidspunkt en lille seddel til mig med et kinøjsertegn som han forklarede var et øgenavn alle eleverne på skolen kaldte mrs. Wang. Og han forsikrede mig om, at de alle sammen var meget bange for hende. Jeg puttede sedlen ned i min taske, men han blev helt hvid i hovedet og sagde ’no, no, no!’ og lavede tegnsprog til mig som viste at jeg skulle rive den i stykker. Tænk hvis hun fandt den!
Jeg følte mig utroligt malplaceret som jeg gik der sammen med mrs. Wang mens alle eleverne kom tilbage fra aftensmaden. Normalt plejer de altid at smile og sige ’HELLO!’, men nu kiggede de kun på hende og sagde ’lao shi hao’ –goddag lærer, hvortil hun sagde et lille grynt og bare gik videre.
Til middagen var det kun mig, mrs. Wang, hendes mand og en engelsklærer fra skolen, og det meste af snakken foregik på kinesisk, så jeg kunne sidde og stene lidt for mig selv, hvilket passede mig udmærket. Hver gang vi havde drukket det sidste af vores øl tænkte jeg, at nu skulle vi nok hjem så jeg kunne komme i seng, men nej. Efter middagen syntes de helt bestemt vi skulle på KTV –kinesisk karaokested som er helt vildt populært. Man får sit eget rum med TVskærm og karaokemaskine og så skal man ellers bare synge. Og ikke nok med, at jeg skulle sidde der med tre kinesere i slutningen af fyrrene, en af lederne fra Yizhong, mr. Liu, og hans kone sluttede sig til os. Så var vi fem halvgamle kinesere –og mig. Og selvfølgelig skulle jeg hele tiden synge Titanic –for det var den eneste engelske sang der var. Underholdende var det dog, især da mr. Liu inviterede mig op på en vals og gav mig en buket kunstige blomster. Da jeg blev kørt tilbage på skolen gik det lige pludselig op for mrs. Wang, at jeg jo ikke kunne komme ind igennem porten fordi det var for sent. Jeg forsikrede hende om, at jeg da bare kunne hoppe over hegnet -det havde jeg jo alligevel gjort før. Et kort øjeblik glemte jeg vist lige hvem jeg snakkede med. Dagen efter mødte jeg mrs. Wang (som gav mig en reprimande fordi nogle ledere havde været oppe i min lejlighed og konkluderet at mit køkken ikke var rent nok. Så kan man lære at låse sin dør!), og hun mente helt bestemt at jeg måtte have hoppet over hegnet MANGE gange før, så god som jeg var til det. Ups.

At blive 22 kinesiske år

Jeg tror det er første gang i mit liv der har været sne på min fødselsdag. Og selv her, hvor oddsene er en del bedre for en hvid 9. december end derhjemme, var sneen ved at smelte og temperaturen var over frysepunktet. Dagen efter kom der så sne igen, så nu er her fint og hvidt og frostvejr igen.
Min fødselsdag startede med, at Tanja og Tara vækkede mig med fødselsdagssang og kaffe og gaver på sengen. Meget dansk-fødselsdags-agtigt med dannebrog og det hele. Men det var stort set også det eneste der mindede om de 19 andre fødselsdage jeg har prøvet i Danmark.

Ovre på skolen lige inden English Corner mødte Tara Li guo peng, en af mine elever fra class 2 som havde 'a small toy' til mig. 'Okay, are you going to English Corner?' spurgte hun (fordi hun ville fortælle at vi skulle være i et andet lokale), og han svarede 'what?! No! A small toy!' mens han viftede med sine fingre. En hilsen han altid bruger når han ser os, og som regel er det efterfulgt af et weeeen zhuuu (mit kinøjsernavn). Det siger lidt om kommunikationsmulighederne nogle gange. Men han skulle også til English Corner og jeg fik mit small toy som var en lille CJ7 space dog -en meget populær kinøjsisk tegneseriefigur som jeg er blevet fan af uden nogensinde at have set tegneserien. Jeg har allerede en space dog hovedpude og en space dog nøglering. Det er sådan en hvid én med et grønt hoved og en antenne oven på hovedet. Så jeg er meget glad for min nye til samlingen som er blevet døbt Li guo peng.

English Corner om tirsdagen er altid lidt af et kaos, fordi vi har class 1 til 5, som er de klasser der larmer mest og de klasser der er dårligst til engelsk. Liang de chao, en af mine elver fra class 2 (som aldrig har været til mine timer) har af en eller anden uforståelig grund besluttet at komme til English Corner hver eneste gang. Han er helt utroligt irriterende og provokenrende og har fået tilnavnet Liang de lort eller bare lorten. Nu kan det nok lyde utrolig strengt, men han ødelægger English Corner hver gang, og vi har flere gange måttet smide ham ud, hvilket ikke er en særlig rar følelse og hvilket ikke burde være nødvendigt.
Nå, nok om det. Vi var så heldige at møde ham på diskoteket i fredags hvor vi lige havde sat os ned med en øl og en skål fuglefrø. Lige pludselig stod han der og smilede og sagde 'go dancing go dancing' mens jeg bare ønskede jeg kunne synke i jorden (fra nu af er det forresten slut med at tage på disko når eleverne har hjemmeweekend!). Det valgte han så at gøre meget tydeligt opmærksom på til English Corner hvor han konstant lavede dansebevægelser og lavede technomusiklyde. Og spurgte 'go jumping (at danse hedder vist at hoppe på kinesisk, hvilket også er meget sigende i betragning af at dansegulvet faktisk hopper), have fun?'. Så der fandt alle eleverne ud af, hvad vi går og laver i fritiden mens de sidder og laver lektier. Og de synes forresten allesammen at diskoteket er et meget meget dårligt sted for os at færdes. 'Very bad people' siger de altid hvis man spørger til det. Men vi elsker det og er blevet gode venner med alle dem de synes er 'bad people'. F.eks. kommer diskomutter altid over og siger hej når vi er der, og vi er gode dansevenner med Kappafyren som er der hver eneste gang. En tur på disko uden Kappa er bare ikke optimal. Men det behøver eleverne jo ikke lige vide.

Senere på dagen mødte vi Wang Yu ude på legepladsen, og han sagde at han lige havde været oppe i lejligheden og stille noget til mig. 'I didn't know what you needed so I hope you need this' sagde han. Da vi så kom op i lejligheden stod der en AND på spisebordet med et hjemmelavet happy birthday Liv skilt i. Altså ikke en levenede én, men en stegt and med hoved på og det hele. Og næb. Så typisk kinesisk. Den står stadigvæk inde i køleskabet fordi jeg ikke lige kan overskue at spise den. Men jeg bliver jo nødt til at smage på den på et tidspunkt for ikke være alt for utaknemmelig.
Da vi lidt senere skulle over og undervise, mødte vi Wang Yu igen, og jeg sagde mange tak, og han kunne slet ikke forstå at vi ikke allerede havde spist den. Nej, nej, det kan to piger da også sagtens lige gøre på en halv time, det er klart.

Vi fandt ud af, at grade 3 eleverne havde tests nede i de lokaler vi plejer at undervise i, hvilket betød, at Tara og jeg blev nødt til at slå vores klasser sammen og undervise to på en gang i et lokale. Umiddelbart en dårlig ide, fordi vi i denne uge lærer dem at synge en engelsk sang, hvilket i sig selv kan blive ret larmende med bare én klasse. Men jeg kan rigtig godt lide at undervise sammen med Tara, og det gik overraskende godt, lige indtil der var fem minutter tilbage af timen og de allesammen råbte 'can you sing the song for us?' og kiggede med bedende øjne op på os. Tara flygtede bogstavligtalt ud af klasselokalet og gemte sig ude på gangen, og så stod jeg der med hundrede kinesere og tohundrede skæve hundeøjne der kiggede på mig. Hvad andet er der at gøre end at synge en solo så? De der kender mine sangevner ved, at det ikke kan have været noget kønt syn (kan man sige kønt hør?).

Efter den pinlige episode var det dejligt at Tanja kom over med en wei hao mei kage (wai hao mei er Huanrens mcD med et w som logo i stedet for et m) som er dejlig syntetisk men smager godt. Det er den tredje wei hao mei kage jeg har fået inden for de sidste to uger forresten. Og så havde hun lige nogle ekstra overraskelser med. For det første en kæmpestor champagne som smagte af gær, og så et halvanden meter højt platicjuletræ MED pynt, som hun med noget besvær havde købte på vejen herover. Det var egentlig beregnet som pynt ude foran en butik (hvilket forklarer at det allerede var pyntet da jeg fik det), men hun fik sig forhandlet sig frem til, at de godt kunne undvære det. Så nu er julen reddet og vi kan komme til at danse rundt om det!

Tak til Tara og Tanja og alle kineserne (inklusiv Liang de lort) for en god fødselsdag. Og som overskriften siger, er jeg nu blevet 22 kinøjserår. Kineserne siger nemlig at man er ét år når man bliver født, så hvis en elev f.eks. er 17 år, er han i virkeligheden 16. Så nu er jeg i kineserøjne 21, og så har jeg lige add'et et ekstra år for at sætte mig lidt i respekt overfor mine stort set jævnaldrende elever. Det var et tip jeg fik fra starten og som jeg har fulgt meget konsekvent. Det lyder meget fuskeagtigt, men når jeg har sagt at jeg er 21 har de allesammen sagt 'ooooh soooo young!'. Så de skulle bare vide at jeg har været 19 hele tiden.

Og som om jeg ikke har fået fødselsdag nok, så føles det næsten som om jeg også har fået gaver i dag. Dog af en mindre materiel art. Som sagt lærer vi dem at synge en engelsk sang i denne uge, og det er simpelthen så sødt at se eleverne når de sidder der og synger. Især class 3 som jeg underviste i dag var søde. Det er en klasse med en hel masse utroligt sjove og larmende drenge som næsten ikke kan snakke engelsk. De gik virkelig meget op i at synge, og alle drengene (ham jeg kalder plys, ham der gerne vil flyve ind i nogle tårne i USA, basketfyren, ham der er meget meget pæn og ham der ligner en pakistaner)var allesammen fuldstændig opslugte af sangen som er en kærlighedssang fra High School Musical. Et uforglemmeligt syn.

Jul på kinøjsisk og lidt om sne

I morges da vi vågnede var hele landskabet hvidt. Ikke bare sådan fesent hvidt som det nogen gange er i Danmark når der har sneet lidt, men fuldstændig hvidt med et tykt lag sne over det hele. I går var der ingen tegn på sne, temperaturen lå et godt stykke over frysepunktet, og vi rendte rundt udenfor med en fleecetrøje som eneste overtøj. I dag er det minus ti grader, så det ser ud til at sneen bliver liggende. Det er heller ikke tøsne, for man kan ikke lave en snemand af det – vi har prøvet. I vores begejstring over sneen løb Tara og jeg ud og lavede sneboldkamp samtidig med, at alle eleverne var ude og løbe deres obligatoriske formiddags-fire-runder-på-stadion. Nogle af eleverne vovede at kaste lidt snebolde på os, men resten så bare lidt overraskede til mens vi fes rundt som små børn, mens de skulle løbe pænt på ræd og række og i takt. Men jeg tror de trak lidt på smilebåndet af os. Vores ven Wang Yu synes for resten også, at jeg altid opfører mig som et lille barn, så hans fornemmelse blev nok forstærket. Men det er bare så længe siden jeg har set sne. Og så er det utroligt smukt med bjergene som er blevet hvide, og samtidig er solen fremme og der er ikke en sky på himlen. Jeg havde virkelig lyst til at sige til mine elever i dag, at undervisningen var aflyst, og at vi skulle ud og lege i stedet, men det gik desværre ikke.
Til gengæld fik Tara og jeg leget vild sneboldkamp med hele class 9 (som er min klasse), som var ude på fodboldbanen med deres lille engelsklærer Betty som var fuldstændig indsmurt i sne efter alle de vaskere hun havde fået. Efter flere gange at være blevet lagt ned af samtlige drenge i klassen lignede Tara og jeg to snemand, som vi kom vraltende ind til English Corner, som vi havde lige bagefter. Eleverne kiggede godt nok lidt underligt på os som vi kom der, helt røde i ansigterne og med is i håret, men English Corner var nu alligevel rigtig hyggeligt.
Efter English Corner var vi på vej over i lejligheden da vi mødte Wang Yu og nogle piger fra han klasse, og det resulterede i endnu en vild sneboldkamp mens en masse grade two elever sad oppe i vinduerne på grade two bygningen og heppede og grinede hver gang vi blev lagt ned i sneen. Nu ved vi, at kinesere får blå øjenbryn når der kommer sne i –man lærer jo noget nyt her dag.

Sneen har lige tilført lidt julestemning her til Huanren. Vi har virkelig gjort vores for at peppe december lidt op, f.eks. pyntet op i lejligheden. Tanja og jeg var ude og stjæle lidt gran fra nogle af træerne, så nu hænger der gran i gardinerne, og vi har lavet en meget usmagelig dekoration i en gammel nescafe-krukke. Vi fandt også noget utrolig flot selvklæbende julepapir nede i en af de små butikker i byen, så nu hænger der lyserøde, blå og hvide hjerter på væggene. Og så har Taras forældre slæbt et kæmpestort kalenderlys med fra Danmark, så det er vi hele tiden tændt. Vores adventskrans består af fire fyrfadslys og er lidt trist. Men den er der da. Taras forældre har også taget chokoladejulekalendere med til os, så hver morgen starter med noget dejlig chokolade. Og det sidste juletvist er, at Tanja har lavet en pakkekalender til os, med en pakke til hver dag, som hænger og pynter på gardinstangen. I går fik vi hver sådan en gasagtig-maske som man kan tage for mund og næse for ikke at fryse, og i dag har vi fået en pakke hønsefødder. Puha, vi håber at standarden for snacks i kalenderen bliver lidt bedre. Hønsefødderne må jeg nok indrømme er blevet smidt ud, så meget kineser er vi alligevel ikke blevet.
Derudover er jeg blevet verdensmester til at lave melaminrisengrød, og det bliver lavet rigtig tit. På fredag skal vi lave det til en elev der kommer på besøg, så det er spændende at se, hvad de siger til den måde at lave ris på. De kan sikkert ikke lide det. Sådan er det for det meste når man giver dem noget dansk mad, de synes det er underligt. F.eks. havde Tara nogle flødeboller med over på lærerværelset fra Danmark i anledning af hendes fødselsdag, og de bliv modtaget med noget anstrengte ’mmmm.. delicious’. Jeg har tænkt mig at prøve at give dem nogle af de kattepoter mine forældre har sendt fra Danmark (mange tak for pakken, har lige fået en til i dag, men der står at den ikke må åbnes før min fødselsdag, så jeg ved ikke hvad der er i endnu..) når det er min fødselsdag. Det synes de helt sikkert også er noget mærkeligt noget. Men så kan de forstå hvordan vi har det hver gang vi sidder på lærerværelset og de stikker et eller anden mærkeligt i hånden på os. Nogle gange må man bare smile og vinke.

Tara er kommet tilbage efter hendes rundrejse med sine forældre, og det er rart at have hende til at holde mig med selskab igen! I sidste weekend fejrede vi hendes fødselsdag med syntetisk kinøjserkage. Det kan altså ikke konkurrere med lagkage. Ellers er der vist ikke så meget nyt at fortælle andet, så jeg vil slutte for denne gang.

Du ved, du har været i Kina for længe, når..

.. din yndlingssnack er fyglefrø.

.. du synes en taxa er dyr hvis den koster over 4 yuan.

.. du bøvser til middage uden at lægge mærke til det.

.. du er blevet fan af flødebollepop.

.. 'Interesting' er blevet det mest brugte ord i din engelske ordforråd.

.. du kan kommunikere flydende på tegnsprog.

.. du hellere vil spise med chopsticks end ske.

.. du godt kan lide majspølser og øresvampe.

.. du ikke undrer dig over, at tiårige drenge kommer over og skåler med dig i øl.

.. du elsker kolde ris.

.. du ikke kan danse på et diskotek uden et hoppende dansegulv.

.. ordene 'hen hao' har erstattet 'OK'.

De kære elever

Jeg vil lige skrive lidt om, hvordan det går med undervisningen.
Vi har fået English Corner op at køre, hvilket betyder, at vi har 5 elerver fra hver af klasserne 3 gange om ugen. Tirsdag har vi class 1-5, onsdag class 6-10 og torsdag class 11-14. Det vil sige 25 elever hver gang. De rykker hele tiden rundt på vores tider, men som det er lige nu, har vi faktisk English Corner i 45 minutter ad gangen, hvilket er mere end en hel undervisningstime. Det fede ved English Corner er, at jeg ikke har den der følelse af, at jeg bør sørge for at alle eleverne er med, og at der er meget vigtigt at de lærer noget. For det meste leger vi bare en leg, og de er så få, at de fleste kommer til at sige noget. De kommer frivilligt, og alternativt skal de sidde i deres klasselokale og lave lektier mens læreren vogter over dem med falkeøjne, så jeg tror det er ret populært. Og så er vi to lærere til at styre det, hvilket jo er det rene overflod til så få elever, så det er utroligt afslappet og kræver ikke så meget af os.

Den rigtige undervisning går rigtig godt synes jeg. Selvom jeg ikke er særlig pædagogisk og selvom jeg er dårlig til at skælde dem ud når de larmer. Jeg ser dem nok lidt mere som venner end som elever, hvilket godt kan give bagslag når de begynder at larme og jeg ikke kan komme igennem med noget som helst. I min begejsting over det amerikanske præsidentvalg tænkte jeg, at det ville være fedt at snakke med dem om verdensledere og valg (altså ikke sådan at trække demokrati ned over hovedet på dem, men prøve at snakke om, hvilke egenskaber der var vigtige hos en leder). Det der med at vælge en leder kunne de ikke rigtig forholde sig til tror jeg, men det blev alligevel interssant da jeg bad dem lave en afstemning om, hvem der var den bedste leder i klassen. Jeg bad dem vælge én ting de ville ændre hvis de var leder af hele verden, og så bad jeg 5-6 elever komme op til tavlen og holde en lille tale for resten af klassen, som så skulle stemme om, hvem der var bedst. De ting de ville ændre varierede meget fra klasse til klasse. De kedelige ville bare sørge for at der ikke var så mange lektier i skolen, at maden i kantinen var bedre, eller at alle fik gode karakterer. De mere interessante ville ændre nogle ting, der fik mig til at tænke over, hvor forskellig deres verdensopfattelse er fra den jeg er vokset op med i Danmark og Vesten. Mange ville sørge for, at Kina blev det mægtigste land i hele verden og at alle snakkede kinesisk. Én sagde at han ville starte 3. verdenskrig så der kun var ét land tilbage, og det var Kina. Hans klassekammerater begyndte at protestere på kinesisk og pege op på mig, hvorefter han rettede det til Kina OG Danmark. Andre ville gå i krig med USA og slå George Bush ihjel. Én ville endda flyve ind i nogle flere bygninger i USA ála 11. september, hvilket han demonstrerede med en papirflyver i mangel af engelske gloser.
Et par uger forinden havde vi OL-tema, hvilket på en eller anden måde resulterede i snakke om Irakkrigen og Tibets uafhængighed. Også her gik det op for mig, hvor forskelligt vi ser på verden. De var allesammen enige om, at USA var et dårligt land fordi de gik i krig i Irak for at få deres olie. Jeg prøvede at forklare dem, at USA selv forklarer invasionen som en nødvendighed for at skabe fred, men de grinede bare og sagde, at 'Sadam is a good person'! Ikke just en holdning man støder på derhjemme. Om Tibet sagde de at 'Tibet thinks China belongs to Tibet (hvad er det for noget? Det er da overhovedet ikke det det handler om..), but in fact, Tibet belongs to China, and they should let it be that way..'. Det er fedt at man kan få dem til at sige deres mening om sådan nogle ting.

Det er dog ikke altid vi har sådan nogle seriøse emner. Sidste uge legede vi, og i denne uge skal vi se film. Tara er ude at rejse med sin familie, så jeg skal undervise hendes klasser og mine egne på samme tid. Det vil sige 100 elever på én gang, og det løses altså bedst ved at sætte en film på. Men man sætter jo ikke bare sådan en film på. For det første skal man censurere alle de film fra, der har for meget kærlighed og kys osv., det kan de jo slet ikke håndtere. Og det begrænser altså udvalget en del. Derudover skal det være noget de kan forholde sig lidt til. Så valget er faldet på intet ringere end High School Musical! Så nu skal jeg se High School Musical 7 gange i de næste to uger! Men eleverne er helt vilde med den, så jeg tror de bliver glade.

Egentlig er alle mine syv klasser gode, men især class 2,3, 7 og 11 er mine yndlings. Sidst da jeg kom ind i 2’eren råbte de ’Wen Zhu (mit kinesiske navn) we missed you! We very missed you’ og så er jeg jo helt solgt. 3’eren har nogle utroligt sjove drenge som der altid er gang i, og som altid er meget underholdende. 7’eren har en masse søde elever, bl.a. dinofyren som jeg har fundet ud af hedder Liu Hao Wen, som er noget for sig selv. Helt utroligt kikset, og jeg tror de andre driller ham lidt, men han er simpelthen så sød, og vil altid meget gerne snakke efter timerne. 11’eren er min dygtigste klasse, og lige meget hvad man underviser i, siger de nogle rigtig gode ting, og forstår det meste af hvad jeg siger. Den eneste klasse jeg ikke så godt kan lide, er 1’eren. Her kommer min tålmodighed virkelig på prøve fordi de altid larmer ad helvedes til, og ikke tier stille selvom jeg nærmest råber af dem og bliver helt rød i hovedet af raseri. Her kan jeg virkelig mærke, at jeg ikke er særlig god til at være en autoritet over for dem, for jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal sætte mig i respekt. Deres andre lærere kan jo slå dem og jeg ved ikke hvad, men de ved udmærket godt, at jeg ikke rigtig kan straffe dem på nogen måde, og derfor hører de vist ikke rigtig efter. Det værste af det hele er, at jeg jo udmærket godt forstår at de snakker med hinanden i mine timer. Som jeg sikkert har skrevet utallige gange, går de jo i skole fra omkring seks om morgnen til ti om aftenen, så når de endelig har mulighed for det, er det jo meget forståeligt, at de tager sig en snakker og catcher up på verdenssituationen. Så de er den største udfordring for tiden.

Ellers er jeg blevet en stor fan af bestikkelse, fordi jeg har fundet ud af, at det kan få eleverne til at få lyst til at lære engelsk. Jeg sad og ordnede mine billeder på computeren den anden dag, og fandt et billede af en af mine elever fra sportsdagen som jeg ikke vidste jeg havde taget. Han er en af dem der altid sidder bagerst og aldrig siger noget. Jeg printede det ud til ham og gav det til ham efter en time, hvilket har resulteret i, at han nu konsekvent sidder på første række og dukker op til English Corner. Selvom han stort set ikke kan sige noget på engelsk.